Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Logitech G231 Prodigy

Logitech G231 Prodigy

Logitech har lavet en ny klassiker - fantastisk lyd til få penge

.

Logitechs G-serie kom oprindeligt kun som mellemsegmenteret, og fik så tilføjet en high end-udgave med tilnavnet Spectrum, og nu er entry-klassen med tilnavnet Prodigy på banen.

G231 er et klassisk stereohead. Der er en 2m-stofledning med volumenkontrol, minijackstik, plastikchassis, og så lidt overraskende, en gennemgående metalbøjle der sikrer stivhed i headsettet, og gør at man ikke har samme kinaplastfornemmelse som man normalt har i -500 kronersklassen. Ledningen måtte gerne have haft en gummikappe eller lignende for at beskytte yderligere, men det er ikke noget der trækker ned i den samlede vurdering.

Ørekopperne er lavet i "sportsstof", eller bare mesh på gaming-dansk, om man foretrækker det fremfor kunstlæder er meget individuelt. Denne skribent foretrækker det, især kombineret med en åben konstruktion rent akkustisk. Der er tale om en klassisk konstruktion med 40mm dynamiske enheder med et neodyniummagnetsystem bag. Åbne konstruktioner i gaming-sammenhæng betyder ofte bedre og mere åben lyd, men også mere støj udefra. G231 er ikke så meget anderledes, men den støj der kan høres udefra er acceptabel, der er trods alt hverken aktiv eller passiv støjreduktion med i prisen.

Selve stofdelen af ørekoppen kan fjernes forholdsvist nemt, og kan vaskes. Rent hygiejnemæssigt er vi derfor sprunget voldsomt op på skalaen, og det kan undre at dette ikke er en feature flere steder.

Headsettet står ganske vist opført til 255g, men det føles utroligt let. Ørekopperne presser godt ind uden at det bliver for meget, og i modsætning til mange konkurrenter, så har Logitech valgt at benytte relativt hårde støttepuder på hovedbøjlen, hvor mange efterhånden er gået over til ekstrem bløde. Puderne og stafferinger er i kontrastfarver, det testede headset var gråt med orange kontrast. Det ser ret grimt ud på billeder, men det fungerer faktisk ganske godt da den orange farve ikke er så skrigende som man kunne frygte.

Mikrofonen er også ganske klassisk, retningsbestemt og kan klappes frem og tilbage, på nørdsk er det en kardioid elektret-trykgradientmikrofon. Her er der så gået noget tabt i Google Translate, for det er faktisk en kondensatormikrofon der sidder i, lidt mere fancy, men elektret (dipol polarising eller kvasipermanent ladning) kondensatormikrofoner er nu en gang også noget af det billigste at lave. Det mærkværdige navn kommer sig af at den måde som mikrofonen opfanger lyden på, hvis man ser det i diagramform, er hjerteformet. Det betyder også at mikrofonen primært opfanger lyden lige foran den, ganske praktisk til gaming. Den fungerer ganske fint, men det er ikke verdens ottende vidunder. Den slås nemt frem og tilbage, og der er ikke noget med at den skal bøjes den ene eller anden vej, den er der bare.

Party-trick nummer 1 er så at ørekopperne kan vendes, og således ligge fladt ned, hvilket skulle hjælpe med at forlænge headsettets levetid. Baseret på egne erfaringer må jeg anbefale at man bare ligger dem på musemåtten, og holder styr på ledningen så man undgår at kører den over med sin stol alt for meget.

Så, indtil videre lyder det rimelig standard. Det er det bare ikke. G231 har et par grundlæggende fordele.
Det skal i øvrigt nævnes at vi har testet med en M2Tech HifiFaceDAC for at sikre optimale arbejdsbetingelser.

Lyden er ekstremt åben. En smule til den lyse side, men med stærkt imponerende evner til at gengive selv meget dybe toner. Transparensen og luftigheden i øvre mellemtone og afstandsdifferentiering er ikke noget man normalt taler om i den her prisklasse, men om der blev hørt Rolling Stones, spillet {Fallout Shelter} eller {Battlefield 1}, så er der deciderede hifikvaliteter til stede, og det imponerer. Det gør ikke bare lyden ren og klar, det afhjælper også lyttetræthed over længere forløb, også selvom at du spiller {Mafia III}.

Transientkvaliteten er ganske god, og overraskende god i de dybere toner, G231's evne til at gengive lyde skarpt og med en kontant opstart, og lige så præcis og hårdt et stop, gør at det er en hel fornøjelse at bruge et så billigt headset. Det er også en særdeles positiv overraskelse hvor god at stemmegengivelsen også er. Følsomheden af headsettet er samtidigt højt nok til at de fleste on-board jackstik kan trække hovedtelefonerne til at spille meget højt.

Det har været en fornøjelse at få lov til at lege med G231, det er virkelig rart at producenterne også gider at lave ordentlige produkter til dem der ikke lige har 2000 kroner til et nyt headset.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10