Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Logitech Craft

Logitech Craft

Logitech har lavet et tastatur særligt designet til alle de kreative hoveder. Magnus anmelder...

På et marked der er sprængfyldt med konkurrencedygtige producenter, er det klart at hver og en af disse forsøger sig med produkter der er særligt designet til specifikke arbejdsopgaver. Når alt kommer til alt, så er det jo sådan vi undersøger og efterfølgende investerer i nye arbejdsredskaber til vores computer. Det er ikke held, og det er som sådan ikke brands, det er den tiltænkte brug der drager og overbeviser. Logitech MX-musen præsenterer sig selv som værende behagelig og effektiv til kontorbrug, og den er specifikt designet til denne opgave, og derfor tænker du naturligvis på den, når du leder efter en kontormus. Samme kan siges om gaming-tilbehør med RGB-belysning og mekaniske taster.

Derfor har vi set en række udvidelser er sortimentet hos en række prominente producenter, og Logitech Craft er bare et udtryk for denne bevægelse. Her ser vi et tastatur, der er særligt møntet på de kreative hoveder derude, der sidder og leger med billeder og anden multimedieredigering. Dette sker hovedsageligt igennem et hjul i hårdfør stål i det øvre, højre hjørne, som repræsenterer en lidt lettere måde hvorpå man kan eksempelvis ændre skriftstørrelse eller billedekontraster.

Men, før vi når til det lille stålhjul der gør Craft så specielt, så lad os lige kigge nærmere på selve tastaturet. Hvad du får for dine omtrent 1500 kroner er nemlig et relativt stilsikkert tastatur i en anonym grålig farve med membrantaster, relativ kort batterilevetid, en fin softwaresuite og knapper med kommandoer på både Mac og Windows. Til trods for den stålbar der hviler ovenpå selve tastaturet, er der altså ikke noget der skriger luksus ved Logitech Craft. Der er ikke engang en ekstra håndledsstøtte, som via producenter som Razer er noget forbrugere gerne ser mere af i dyrere modeller.

Naturligvis skader den anonyme æstetik ikke, og som forlængelse af en iMac eller en Macbook og en Magic Mouse tager Logitech Craft sig ganske nydeligt ud, men kigger man stålsat på de enkelte bestanddele, så retfærdiggører funktionen ikke den høje pris.

Og nu kan vi ankomme ved hjulet, og heldigvis begynder det hele at give god mening her. Via Logitechs softwaresuite kan hjulets funktion i forskellige programmer redigeres og tilpasses, sådan så det passer lige præcis med den funktion du ønsker. Der er masser af presets som du frit kan vælge imellem, og man bliver konstant overrasket over, på tværs af en arbejdsdag på et multimediekontor som Gamereactors, hvor behændigt det er at have en taktil indstillingsfunktion som dette hjul ved hånden. Desuden er det rent mekanisk fantastisk sammensat, og hjulet drejer med tilfredsstillende, sekventielle klik, der gør at brugeren konstant får feedback imens man drejer på det.

Laver man dagligt opgaver i eksempelvis Photoshop eller Logic Pro, så kan det ikke anbefales nok, men synes man bare det er lækkert at have sådan et ved hånden uden at have en dedikeret, tiltænkt arbejdsopgaver parat til den, så er det omkringliggende tastatur simpelthen ikke i høj nok kvalitet til at Logitech Craft kan anbefales. Så, et specialdesignet produkt der kun fungerer til specielle opgaver - det giver egentlig meget god mening, men vi føler stadig at man kunne have gjort lidt mere for at retfærdiggøre prisen.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10