Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Linksys WRT 32X



Linksys WRT 32X




Dualband WIFI router med Killer-forbindelse og gaming-prioritet? Vi kigger nærmere på Linksys' kraftfulde router.

Hvis det skulle have gået forbi hovedet på dig, som så mange andre, så findes der et firma der har specialiseret sig i netværkstrafikoptimering i forbindelse med computerspil. Firmaet hedder Killer, og de leverer til stort set alle større fabrikanter, og vi har her at gøre med en router der netop understøtter Killers protokoller og software fra ende til anden.

Sådan lidt groft skitseret, så tager routeren et kig på trafikken, analyserer om det er et spil eller ej, og prioriterer herefter. Det er ganske vist lidt mere avanceret end det, og med den ganske gode og meget overskuelige kontrolsoftware kan man både måle og analysere på trafikken (vi har dog også brugt ekstern software såvel som flere officielt tilgængelige målesider fra Telia, TDC og andre) samt vælge hvad der skal prioriteres hvordan, og det er både trådløst og kablet.

Det virker naturligvis bedst hvis modtagerenheden også har Killer-netværksudstyr installeret, og det har langt de fleste computere fra de store fabrikanter af gaming-udstyr, både hele computere og motherboards.

Det er også en rigtig smart måde at snyde på, hvis man er flere om en internetforbindelse, for dit spil og voice chat vil altid blive prioriteret over kærestens iPad, dine forældres tv, eller dine roomies åndsvage downloads af ulovlig japansk manga. Kort sagt, der prioriteres på routerniveau, og det er dig der bestemmer - hvis du ellers har login til kontrolsoftwaren.

Routerens WIFI er ganske heftigt, der understøttes AC3200 med hastigheder op til 3.2 GBps (0.6 fra 2.4 GHz-båndet, og 2.6 GHz-båndet), og det er heller ikke helt forkert, samt MU-MIMO distribution, hvilket er tech-talk for at man kan streame flere ting samtidigt med samme hastighed. Det lyder som noget alle enheder bør kunne, men det er ikke tilfældet. Der benyttes herudover også den fancy Tri-Stream 160-standard, der øger båndbredden i de enkelte frekvensbånd.

WIFI-delen understøttes af fire kraftige antenner, og designet ligner noget fra en Star Wars-film med diskrete blå lys. Bagsiden har en fireport switch indbygget, en eSata-port samt en USB 3-port. Ganske fikst. Det hele styres af en 1.8 Ghz dualcore CPU, men måske lidt mere interessant, så kan den autoopdatere så den reelt er vedligeholdelsesfri - jeg har i hvert fald ikke haft behov for at kunne tilgå router eller softwaren efter opsætning.

WIFI'en er en samlet en af slagsen, det vil sige at jeg ikke kan vælge mellem 2.4 GHz og 5 GHz, der er bare et netværk at se i WIFI-menuen - og det er ganske lækkert. Det meget stærke netværk der omtales i marketingsmaterialet er dog en sandhed med modifikationer, efter at have flyttet lidt rundt på routeren lykkedes det dog ikke helt at få netværket til at dække boligen, der dog er i flere etager med betongulv imellem, men til den pris havde man nok forventet et kraftigere WIFI-netværk. Krypteringen der tilbydes er WPA2 og fuld VPN support.

Marketingsmaterialet lover op til 77% pingforbedring, men deres udgangspunkt i en 74ms pinghastighed har vi ikke kunne efterprøve, vi har ganske enkelt ikke kunne fremskaffe så sløve netværk.

Der er blevet målt i en række forskellige opstillinger, og med mindst fire forskellige analysekilde. Der tegner sig et klart og tydeligt mønster. Vi kunne i alle tilfælde måle klare forbedringer i pingtiden, og også ganske voldsomme sænkninger, op til 50%. I alle tilfælde kom vi under 5 ms ping. Men. Hver gang skete det på bekostning af båndbredden, ikke meget, 3-4%, men det var hver gang, konsekvent.

Samlet set er det en virkelig lækker router, der bydes på nem opsætning, og meget lave pingtider samt et godt interface der giver fuld kontrol. Men til 1.999,- havde vi forventet stærkere WIFI-forbindelse.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10