Lego Batman
LEGO Batmans solokarriere er alt andet end et anstrengt spin-off. Energisk og engageret nørdhumor på højt plan.
The LEGO Movie samlede klodserne i 2014 som en uventet sammentømret og original konstruktion uden at følge vejledningen. En kreativ leg med et meta-univers og en energisk fortælling sendte escortagen af rosende ord mod det animerede eksperiment. Virkelig godt eksekveret, hvis man lige ser bort fra den amerikaniserede sødsuppe i slutningen. Ud af herlighederne huskede vi Batmans entre, omfortolket til et egoistisk, endimensionalt produkt af emo-kulturen. Dyrker sin kulsorte sindsstemning som Michael Strunge og går kun i sort - og måske meget, meget mørkegråt. Han var et sjovt påfund - men så sjov at kvalificere karakteren til sin egen film? The LEGO Batman movie? Det lyder som en anstrengt spin-off, men atter overrasker de små klodser.
Hvorfor egentlig ikke? På skærmen er Batman snart blevet gengivet i alle tænkelige former: Animation, komisk tv-serie, sort-komisk univers (Burton), farverige ekspressionisme (Schumacher) og moden storby-noir (Nolan). Som man siger: Sort passer til mange forskellige lejligheder, og hvad der forventes at blive et andenrangs produkt fra slipstrømmen af The LEGO Movie viser sig at stå usædvanligt stærkt på egne ben.

For det første har The LEGO Batman Movie nogle skribenter bag sig, som virkelig forstår sig på humor. Vittigheder, meta-komik og parodiske påfund står i kø for at stimulere smilehullerne med en velanlagt dosering for børn og (især) voksne. Både fjerde og femte mur brydes ned, når filmen kommenterer sit eget grundstof og tager tykt pis på de klassiske klichéer som Batman ikonet er bygget af: Hans overstadige forudsigelighed når Jokeren og kumpanerne atter forsøger at sprænge Gotham i luften, såvel som heltens symbiotiske afhængighed til sin ultimative fjende og enegængerens vilkår. Og hvad laver Batman så når fjenden er overvundet og han kommer for sent hjem til Alfreds aftensmad? LEGO Batman drives frem af skægge overvejelser.
Men, så sker der noget mere. Batman søsættes som en arrogant karakter i et parodisk univers, men gradvist formår filmen at sælge psykologien og vi indlever os i Batmans menneskelige udvikling. Indtil jeg meget overraskende opdager, at jeg føler noget for en LEGO klods med øjne... Kan det passe? Den form for identificering lykkedes kun, fordi filmen er så djævelsk tiltalende og enorm engagerende.
The LEGO Batman Movie arbejder gennemtænkt med energisk humor, gradbøjning af klicheer og parodiske påfund såvel som menneskeligt engagement. Dertil er der fan-materiale og nørdhumor med en kærlig genopførelse af The Killing Joke. Kræs som fans virkelig forstår sig på. Det hele eksekveres så helstøbt, smittende og velfunderet, at The LEGO Batman Movie løsriver sig fra sin nedværdigende position som et sekundært spin-off og står fornemt på egne ben som et kvalificeret bidrag til Batmans CV på filmlærredet. Det er en dejlig følelse når film overrasker uventet.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen af The LEGO Batman Movie blegner noget i forhold til udgivelsen af The LEGO Movie, for indpakning føles som en spareøvelse. Den er suppleret med fire nye kortfilm om LEGO Batman, men forældre skal være obs på, at disse ikke har dansk lydspor eller danske undertekster. Selv disc-menuerne er kun på engelsk. Derudover en kortfilm fra Ninjago, fire slettede scener (enten ikke færdig-renderet eller som animeret story board), seks små featurettes om filmens baggrund, masser af trailere samt kommentarspor. Ret meget indhold, men de danske distributører har ofret sig for det danske sprog.
Gamereactor Danmark