Left 4 Dead
Dan fælles front mod de fodslæbende zombier. Blichfeldt og hans venner har allerede gjort det, da de forleden testede Valves herlige actionspil.
Det er svært ikke at glæde sig, når den amerikanske udvikler Valve fortæller om nye projekter. Med Half-Life-serien, Orange Box og Steam, har firmaet ikke kun skabt sig et navn, men også en rolle, som en af PC-platformens største forsvarere.
Derfor var det for mig, en særdeles ærgerlig beslutning, da Valve opkøbte Turtle Rock Studios, og besluttede sig for at lade deres {Left 4 Dead} blive studiets næste store projekt. Ser du, i min verden har de levende døde altid rangeret lige omkring den uønskede sweater, du fik juleaften, eller tømmermændene dagen efter en bytur, på listen over ting, jeg gerne så ikke eksisterede. Med deres søvnige traven og konstante stønnen, er det kun Shaun of the Dead og 28 Days Later, der tilnærmelsesvist har undskyldt deres fiktive eksistens i min verden.
Behøver jeg at sige, at jeg ikke følte mig særlig parat, da jeg endelig fik chancen for at prøve Valves seneste projekt? En ven havde allerede grebet den anden controller, og for selskabets skyld så jeg mig nødsaget til at følge trop, et valg, jeg nu er glad for jeg tog.
Tre karakterer løber forvildet rundt på skærmen foran mig. Jeg er fjerde mand i det lille hold, og uden for den nærmeste dør kan man høre kradsen, en konstant strøm af intetsigende stemmer og skridt, der kommer tættere og tættere på. Da døren brydes op er den første respons, at fyre magasin efter magasin mod strømmen af levende døde. Antallet er dog for stort, og mens jeg prøver at holde dem for døren, begynder min makker at lede efter en anden udvej. "Kom nu!", råber han, mens jeg løber mod rummets anden udgang, og de to sidste karakterer, som styres af konsollen, følger med.
Vi når ikke rigtig at blive klar over, hvor vores flugt fører os hen, men fast sidder vi alligevel aldrig. Tempoet er hele tiden højt, og paranoiaen i fuld effekt. Valve har ganske tydeligt lade sig inspirere af en af mine to, undskyldte zombiefilms favoritter. Selvom en zombie-komedie som Shaun of the Dead havde været sjov i spilform, er jeg glad for at kunne genkende 28 Days Later i fjendernes rabiate opførsel og jagt.
Da jeg bliver overmandet af tre zombier, der ønsker at tygge på mit hoved, skriger jeg på hjælp, hvilket jeg får i form af adskillige skudsalver, der blæser hovederne af de allerede døde fjender. En af mine konsolstyrede venner kaster hurtigt en gang plaster efter mig, hvilket hjælper på helbredet - samarbejdet er hele tiden i fokus.
Faktisk er noget af det, der imponerer mig mest, hvor naturlig den kunstige intelligens indgår som del af holdet. Hvor jeg og min kammerat holder os beskæftiget med at skyde zombier til støv, sørger de to konsolstyrede dele af holdet, for at lede efter udgange, helbrede os og i det hele taget udfylde de roller af holdet, vi ikke selv gider.
Systemet der styrer den kunstige intelligens er blevet udviklet specielt til {Left 4 Dead}, og har fået navnet Director. Det administrerer dog meget mere dine hjælperes kunstige intelligens, og står også for balanceringen af spiloplevelsen. Således afgøres det hele tiden, hvor godt du og dit hold gør det, men uden, at du nogensinde selv får det at se. I stedet balancerer Director antallet af fjender, hvor de skal dukke op, dialog mellem karaktererne, samt visuelle effekter, alt sammen ud fra holdets formåen.
Desværre skuffede den version vi prøvede groft, når det kom til det grafiske. Valves Source-teknologi, som driver hele værket, er en konstant udviklende platform, som den dygtige udvikler har formået konstant at videreudvikle. Det ser man bare ikke her. Områderne er underligt tomme for alt andet end zombier, og kun en enkelt bil eller lidt indendørs stole og borde, har sneget sig ind hist og her. Våbnenes proportioner er helt forskruet, og når en shotgun ligner et ikke-virkende luftgevær, ved man, at der er noget helt galt.
Hvis Valve kan få finpudset Director, bevare samarbejdet og skruet op for blusset på den grafiske front, kan {Left 4 Dead} meget vel blive den næste storsucces for firmaet, i stil med den store {Team Fortress 2}-succes. Det her er ikke ment som en udgivelse af samme episke format, som firmaets Half-Life serie, men i stedet en solid, original multiplayeroplevelse, og det tror vi på, det kommer til at leve op til.
Gamereactor Danmark