Gamereactor

Gamereactor
Previews
Left 4 Dead 2

Left 4 Dead 2

De udøde er stadig blodtørstige, hjernetomme forhindringer mellem dig og friheden. Men tør du gå i kødet på dem? Samuel har gjort det og fortæller her alt...

Når man er det selvejede Valve, et firma med en lang og stolt tradition indenfor computerspil, så kan man tilsyneladende ikke gøre alle glade. Udsend den videre fortælling fra Half-Life 2 i episodeform for at holde frekvensen oppe, og den er gal. Brug over to år på at ende historien om Gordon Freeman i episode 3 fordi episoderne har føltes for korte og uden den ventede dybde, og den er også gal. Udsend Left 4 Dead, efterfulgt at måneders stilhed uden ekstra indhold, og fans klynker uhæmmet. Annoncer efterfølgeren og smid en udgivelse på spillet, der gør, at det er gået et år siden originalen; vær så god - en protestgruppe.

Left 4 Dead 2 har fået mere omtale på baggrund af klynkeriet og ikke mindst hysteriet omkring den kyniske udnyttelse af navnet, end på hvad det rent faktisk indeholder. Faktisk var protestgruppen dannet allerede ved fremtoningen af logoet på årets E3, lang tid før Valve nogensinde havde snakket indhold, historie eller spilfigurer. Det er naturligvis udtryk for den dedikation som fanbasen har, netop når det kommer til Valve, men i Left 4 Dead 2's tilfælde virker klagerne malplacerede og urimelige.

I virkeligheden er Left 4 Dead 2 mere og andet end blot en tarvelig opdatering af et yderst velfungerende online-spil. Selvfølgelig har det elementer du allerede kender, deraf navnet Left 4 Dead 2 i stedet for det måske mere oplagte Left 2 Die. Det er brandet der lefles for, ingen tvivl om det, men kan man fortænke Valve i at bruge gennemslagskraften fra etteren til at gøre opmærksom på en endnu mere ambitiøs fortsættelse?

Og ambitiøs er den, uanset om skiftet fra storbyen til det væsentlig mere smukke og gæstfrie New Orleans, kan virke underligt taget temaet i betragtning. Om dagen er byens zombier nemlig væsentlig mere hidsige. De vrisser, råber og skriger - og skulle du møde en Witch, så er chancen for at komme uden om hende langt mindre. Glem lommelygten og mørket. Nu kan du se masserne af kød, noget der gør toeren til en snigskyttes våde drøm, men samtidig noget, der gør spillet væsentlig mere hektisk. Du skal ikke "vække" zombierne længere, de skal nok finde dig.

Og med et forhøjet tempo, er der naturligvis også brug for mere isenkram. Desværre var årets E3-messe ikke stedet, hvor firmaet slap alle informationer om arsenalet, men Chet Faliszek kunne dog afsløre Incendary Rounds, der i bedste Resident Evil-stil, antændte zombierne, der igen antændte hinanden som var de brændende dominobrikker. Dertil kommer inkluderingen af en stegepande, et cricketbat og naturligvis en motorsav. Faktisk er der samlet mere end 15 våben, hvoraf en del stadig er hemmelige.

Men Left 4 Dead 2 er andet og mere end våben og en anden legeplads, det er også stedet for Chargeren, en ny zombie, der kan løbe som en almindelig udød, men slå som en tank. Bruger Director-funktionen denne Charger på meget udsatte steder, f.eks. som den ødelagte bro fra Valves udsendte billeder, så kan hele dit hold meget hurtigt tage billetten. En Charger slår dig nemlig øjeblikkeligt i gulvet eller ud fra høje bygninger. Samtidig har Directoren fået udvidede beføjelser, når der skal skabes hårrejsende scenarier, hvilket betyder, at den i denne omgang også kan fremmane en pludselig tåge eller gøre vejen gennem en kirkegård svær ved hjælp af en nærmest urimelig tung regn. Disse ting er 100% dynamiske og er ikke bundet til visse baner eller visse tidspunkter.

Denne gang har Valve også boostet antallet af scenarier fra fire til fem. Dermed får du altså en ekstra bane. Og modsat etterens fire baner, så er alle miljøerne i toeren bundet sammen af en historie, der fortælles gennem CG-sekvenser, således at du føler dig mere involveret. Det er er altså ikke kun ved introduktionen, at der sparkes til atmosfæren eller fortællingen, dette gøres hele vejen gennem spillet.

Nej, der er med andre ord ikke noget der tyder på, at Valve ikke gør deres yderste for at levere en helt ny oplevelse med fortsættelsen. Alle fem scenarier kan spilles i Co-op, der er masser af nye multiplayer-finesser, en endnu ikke-annonceret funktion, 15 våben, fire nye spilfigurer, nye zombier og nye muligheder for at kæmpe mod og med dem. Jeg har med det i bagagen meget svært ved at melde mig i råbekoret af protester. I stedet tillader jeg mig, at glæde mig til november.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10