LA Cops

Når vi tænker på 70'erne, er der fire ting, der popper ind på nethinden øjeblikkeligt. Først og fremmest er det tøjet, deres Instragram-retro-filter-farveskemaer og tossede mode. Vi kan næsten høre groovy disco-musik, og vi kan næsten se de volumniøse frisurer for os. Sidst men ikke mindst, er det stærke politibetjente med store våben og endnu større overskæg. De er ikke bange for lidt politibrutalitet, og ordet "arbejdsnarkoman" eksisterer ikke i deres ordforråd. De er hovedsageligt lovens mænd, og der er mange mandlige opgaver at give sig i kast med derude. Vi er ret sikre på, at Modern Dream og udgiveren Team 17 tænkte på præcis det samme, da de udviklede det digitale action-spil {LA Cops}.

På papiret er {LA Cops} den perfekte blandning af Dirty Harry, og den hektiske action fra {Hotline Miami}. Du styrer to hårdkogte betjente i 70'erne, og skal knuse kriminelle bander, der gemmer sig i donutbutikker, banker og lejlighedskomplekser i Los Angeles. Det gør ikke rigtig nogen forskel om målet er et heroinlaboratorie eller nogle gidsler, for det handler hovedsageligt om at knuse skurkene, der gemmer sig rundt omkring i banen. Derefter, når alle de kriminelle er døde, gentager cyklussen sig endnu en gang, og det gør den igen og igen, indtil at slutteksterne ruller over skærmen. Dette burde ikke tage særlig længe, siden at der kun er 8 korte missioner i spillet, plus et par små ekstra bonusbaner.

Der er også en smule historie, hvis du da ellers kan finde den et sted i {LA Cops}. Lad os lige opsummere den i en sætning eller to: En af politibetjentenes koner går fra ham fordi han går for meget op i sit arbejde, alt imens taler hans kolleger grimt om ham bag hans ryg, og så får han en ny kvindelig partner. Jeg er sikker på, at I allesammen ved hvor det her bærer hen. Derefter kommer der en lang række jokes om donuts (og spisningen af disse), og hvis der ikke var nok klichéer i forvejen, bliver betjentene konfronteret af en tyk kommisær med temperamentsproblemer, der hedder Mahoney. Det mærkelige ved historien i {LA Cops} er, at den ikke har noget som helst at gøre med missionerne, du spiller. De 30 sekunder lange mellemsekvenser er snarere små infomercials, der spiller før du rammer gaderne.

Disse fejl ville egentlig ikke betyde noget, hvis mekanikkerne i {LA Cops} gjorde op for dette, men det gør de desværre ikke. Som vi sagde tidligere ser det hele godt ud på papiret: To betjente dækker hinanden, imens de renser en bygning for banditter etage efter etage. Hvert projektil er dødeligt, og en enkelt fejl betyder game over. Hvordan du håndterer din ammunition er altafgørende, men det vigtigste er, at du lægger mærke til dine omgivelser, og ved hvor dine fjender gemmer sig. Du kan også positionere dine to betjente så de kan dække hinanden, i tilfælde af at en gruppe banditter kommer stormende ind. Det er et mere taktisk action-spil end folk måske er vant til, og det er en god ting, men der er en lang række fejl hen ad vejen, hvilket gør det endelige resultat til noget rod.

Alt ved {LA Cops} føles tilfældigt. Du ved aldrig om dine skud vil bryde igennem den dør du sigter på, eller om fjenden på den anden side af et vindue faktisk vil opdage dig. Du ved aldrig om fjenden, du skyder på, vil gå i gulvet ved et træfskud eller to, og du ved aldrig hvor langt væk lyden fra dine skud kan høres. Det præcis samme scenarie, kan have meget forskellige udfald.

Den værste del er buddy-systemet, som vi nævnte tidligere. Ja, du kan positionere din partner så han holder dig dækket, men det gør ikke rigtig nogen forskel, da dine fjender fyrer først ni ud af ti gange. Derfor kan man ikke rigtig planlægge noget i forvejen, og hele systemet mister hurtigt sit formål. Måske lyder dette spændende, men {LA Cops} prøver at være et strategisk action-spil, og det lykkes bare ikke. Tålmodighed belønnes ofte med ringe held, som derefter ender i frustration og bandeord. Hvis du ender med at gennemføre en af banerne, er det nok bare en idiots held, snarere end taktisk fintføling.

Det er muligt at {LA Cops} kunne have været et ret sejt spil, hvis altså udviklerne havde taget sig god tid til at polere ideerne. Måske kunne de have kastet en spændende politihistorie ned i blandingen, eller måske kunne de have forlænget kampagnen, så det hele ikke var ovre efter to timer. Dette var ikke tilfældet, og nu føles det hele som en ødelagt beta-version af et ufærdigt spil. Alt ved det falder pladask til jorden.