Kumars klummer

Mathew Kumar er rygraden i Gamereactor. Når noget skal siges, og det skal være uden omsvøb, så sætter vi vores skotske spiljournalist på jobbet. Igennem året er det blevet til mange forskellige klummer om alt fra Sonys påståede vanvid til download af spil og ideen bag Gamerscore-fænomenet. Vi har samlet, hvad vi mener er Kumars bedste klummer fra år 2007.

Pixeleret kærlighed, November 2007

På det seneste er der en ting, som du bare ikke kan have overset: Sony har virkelig mistet forstanden. Stressen ved at maskinen stadig ikke sælger i nærheden af de tidligere PS2-konsoller, må have drevet dem over kanten og ud i vanvid. Jeg ved godt, at jeg tidligere har langet ud efter Sony, men nu må du ikke tro, at jeg siger det her på grund af et eller andet had mod Sony. Jo, jeg er i øjeblikket mere vild med min Xbox 360 og Wii, end jeg i øjeblikket er med min PlayStation 3, men jeg er ikke (får rystelser i hele kroppen) en fanboy. Interessen er udelukkende journalistisk funderet, og derfor så kan jeg da lige starte med at sige, hvad Sony faktisk har gjort rigtigt.

Nummer et: En masse download-spil fra små udviklere. Det er en god ting fra Sonys side, at sørge for at de små og innovative spil har en central rolle i deres download-service. At se et spil som Jonathan Mak's Everyday Shooter blive lanceret på PlayStation 3, er fremragende, og det er et af de spil, som folk burde købe. Så det får Sony helt klart en klapsalve for. Også selvom deres lanceringspolitik til tider virker lidt hovedløs. Hvorfor skal europærerne f.eks. vente på Pixeljunk Racers, når spillet allerede er ude i Amerika?

Nummer to: øhh... Jeg tror faktisk, jeg har dækket det positive i denne omgang. Jeg forsøger ikke på at være bevidst negativ i denne klumme, og for at I ikke skal kunne hænge mig op på noget, jeg aldrig har sagt, så overlader jeg altså visse dele af denne klumme til Sonys Phil Harrison, bl.a. når det kommer til ideen om at udsende endnu en version af PS3, bare med en 40GB harddisk, ingen mulighed for at spille gamle spil, manglen på en flash memory-læser og kun 2 USB-porte: Tag den herfra, Phil!

"At have flere forskellige udgaver af maskinen forvirrer forbrugeren. De ved ikke, hvilken de skal købe, udvikleren ved ikke hvilken platform, de skal skabe spillet til og butikkerne ved ikke, hvilken udgave, de skal have på hylderne. Så jeg tror ikke, at vi vil gå den vej. Vi er ikke interesseret i at bidrage til forvirringen." - August 2005.

"Bagudkompatibilitet, som du kender det fra PlayStation One og PlayStation 2, er et kerneområde, som vi mener, vi skal levere. Det er en nødvendighed, at biblioteket af indhold, som folk har skabt, købt og indsamlet over årene, forbliver der, for at skabe formatet. PlayStation er et format, der er ensbetydende med mange maskiner forbundet - PSOne, PS2 og nu PS3." - December 2006.

Næ, vent, kan det være de rigtige udtalelser? Måske er det denne her: "Jeg tror på, at Sixaxis-kontrolleren giver spildesignere og udviklere mange flere muligheder for innovation end rumble nogensinde gjorde det. Rumble, mener jeg, var en sidstegenerations-opfindelse, det er ikke en næstegenerations-funktion. Det mener jeg bevægelsesfølsomhed er. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal lave det andet." - Februar 2007

Nå nej, det er udtalelsen om Sony og det faktum, at de ikke har tænkt sig at udgive en ny kontroller med Dualshock-funktion (de gjorde det i foråret det efterfølgende år) og hvordan PS3 er ensbetydende med, at man kan spille alle sine gamle spil på den. Undskyld, hvad er det lige der sker? Ahh...

Okay, okay, du mener måske det er billige points, men det er præcis den her slags radikale ændringer hvert år, der har forvirret forbrugeren, og nu efter halvandet år på markedet, har der været intet mindre end fem forskellige versioner af hardwaren. Det er nærmest nået dertil, hvor du har brug for et Venn-diagram, for at kunne finde ud af, præcis hvilken version du skal have. Og selv når du ved det, så kan du så varme dig ved tanken om, næste år at have en redundant kontroller. Det er ikke for meget at påstå, at Sony har mistet forstanden og at de hele tiden graver sig ned i et dybere hul, med hver eneste ny strategi de lægger. Og det er i øvrigt et dybt hul, for alene i år er tabet indtil videre intet mindre end 841 millioner dollars.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne afslutte denne klumme med et par positive ord, men det kan jeg bare ikke. Her er hvad jeg kan sige: Køb ikke en PS3 i øjeblikket. Specielt ikke, hvis du bare vil have en udgave nu, så du ikke kun kan vælge en handicappet og billigere udgave om et års tid. Det er ærgerligt, at Everyday Shooter ikke kan spilles, uden at man på en eller anden måde røvrendes af Sony, for spillet er virkelig værd at spille, men jeg venter stadig på, at de får vendt skuden og finder en retning at gå i. Du bør gøre det samme.

Pixeleret kærlighed, August 2007

Det har altså været en mærkelig sommer, læsere. I selv samme øjeblik som jeg satte mig ned for at skrive denne klumme, annoncerede 2K Games og Konami, at de har tænkt sig at udgive Power Pro Baseball i Amerika. Det betyder sikkert ikke det store her i Europa, når det nu handler om baseball, men for enhver, der er bekendt med PawaPuro-serien, så er det store nyheder. For første gang nogensinde lokaliseres (oversættes) en af Japans længst levende serier, og det kan være startskuddet til mange flere spil, også de mere obskure af slagsen.

Som en af de personer, der kun har en slumrende interesse for baseball, så er den feature i spillet, som jeg ser mest frem til, Succes Mode, en feature, der har været talt meget om i Japan, og som for første gang oversættes, så os, der ikke kan japansk, får lov til at nyde det hele. I den spilmode starter du ud med en relativt uprøvet spiller og skal så opfostre ham og bringe ham helt til tops i ligaen. Det er lidt ligesom karrierefunktionen i et wrestling-spil, men mindre vanvittigt, naturligvis. Der er et eller andet fedt over at passe og pleje en baseballspiller, gøre ham glad ved at skaffe ham en kæreste, kun for at se ham forfalde til alkohol eller dø i en tragisk bilulykke - og det er kun et par af de muligheder, der er i spillet. Fik jeg i øvrigt nævnt, at alle figurerne i Power Pro-spillene er søde, små avatarer, der faktisk ligner Wii-maskinens Miis? Jeg er helt oppe og køre over det, og som jeg sagde tidligere, så er jeg ikke engang fan af baseball.

At opleve noget så anderledes blive lanceret i Amerika er spændende for sådan en som mig, men desværre har sommeren ikke udelukkende budt på gode oplevelser. Lad os f.eks. bare tage Manhunt 2. Jeg ved godt, at broen mellem et sødt, ja, måske endda nuttet baseballspil og Manhunt 2, der med spandevis af blod og henrettelser nærmest er det direkte modsatte, kan være svær at se, men læs lidt videre, jeg skal nok vise dig sammenhængen.

Forleden hoppede den amerikanske filmkritiker Roger Ebert igen med på debatten om, hvorvidt spil er kunst eller ej. Denne klumme handler ikke om dette, og jeg vil slet ikke starte den diskussion her, selvom jeg selvfølgelig mener, at han er galt afmarcheret. Hans definition af kunst er uendelig smal, men han siger i det mindste: "Film er sjældent stor kunst, hvis vi ikke også kunne opleve totalt lort og derved se forskellen." Jeg er godt tilfreds med hans synspunkt på det område, for det betyder, at han ville sørge for, at selv den værste og ringeste film fik en chance for at blive udgivet. Så var jeg f.eks. en del af en bevægelse, der krævede, at Hostel 2 skulle udgives, så ville Ebert være på min side. Det er rart.

Det kan godt virke chokerende på dig kære læser, men jeg er faktisk ikke uenig med det meste af det, tossen Jack Thompson siger. Spil skabt til et voksent publikum skal ikke havne i hænderne på børn. Jeg er endda også ligeglad med, om der findes lovmæssige foranstaltninger, der forhindrer børn i at købe den slags. Det eneste, der er vigtigt, er, at det ikke også går ud over de voksne, der så gerne vil købe spillene. Hvis børn så alligevel spiller dem, så må det være forældrenes ansvar. Det er i hvert fald min holdning.

Okay, men min pointe er følgende: Det engelske censurorgan BBFC lavede en kæmpefejl, da de helt og aldeles forbød spillet, og Sony og Nintendo er helt ude i hampen, når de af moralske årsager bandlyser spillet på deres respektive formater, selvom de endda har en kategori, som spillet fint kan puttes ind i og sælges under. Der er intet galt i at have en hylde med Adults Only-spil. Den ene mands Van Gogh er den anden mands motiv på en Bilka-pose, og hvis nogen vil spille og endda more sig i selskab med Manhunt 2, så skal de have lov til det. Hvis vi allerede nu bandlyser spil, der er Adults Only-stemplet, så er vi på vej ind på en glidebane.

At det kontroversielle emne nu også trækkes ned over Resident Evil 5, tilsyneladende på grund af det faktum, at du denne gang skal skyde sorte zombier, så det nu klassificeres som racistisk, er nærmest ikke til at bære. Det er virkelig skæmmende. For når det kommer til stykket, så er en zombie først og fremmest en zombie, uanset hvad race den før har været. Alt dette minder mig i øvrigt om en joke, en politisk korrekt en af slagsen. "Hvis en sort zombie og en hvid zombie stavrer frem mod en racist, hvem ville han så skyde først?" Svaret er naturligvis: Den der er tættest på.

Det er helt tydeligt, at Capcom så mulighederne i at lade Resident Evil 5 udspille sig i et helt nyt landskab og lod sig inspirere af det, på samme måde som Resident Evil 4 med vilje valgte en slags spanske zombier for at betone spændingerne mellem Amerikas kamp mod terror og Europas påpasselighed - indrømmet, dog i en noget fjollet udgave. Resident Evil 4 ville af Roger Ebert blive klassificeret som "en god gang lort" selv med den antispanske racisme indlagt, og jeg håber ved gud, at vi kan få Resident Evil 5 på gaden uden at skulle hugge det i stykker og rette alverdens ting.

Pixeleret kærlighed, Juni/Juli

I sidste uge tog min kæreste, der, som I sikkert kan huske, hjalp mig med en klumme, på en lille forretningsrejse til Montreal i et par dage. Normalt er det mig, der tager på forretningsrejser, så jeg var lidt ved siden af mig selv i ensomheden og fandt mig selv vandrende hvileløst fra den ene ende af lejligheden til den anden. Og da lejligheden er meget lille, tog det ikke mere end...10 minutter af de to dage, jeg skulle være alene, så jeg var naturligvis nødt til at finde på noget andet.

Da jeg ikke selv havde den store lyst til at rejse, så tog jeg i stedet den lille gåtur, noget der er nødvendigt for at komme fra min lejlighed og ned til den lokale spilbutik. Her gennemrodede jeg hele kassen med brugte spil og fandt King Kong til Xbox 360 for kun 10 canadiske dollar. "Aha", tænkte jeg "Her er 1000 lettjente achievement points"

Jeg ved, at du som læser af Gamereactor, et af verdens bedste spilmagasiner, naturligvis er bekendt med Xbox 360'erens Gamerscore-system. I den typiske spiltradition handler det i al sin enkelthed om at se nogle tal blive større. Det er så abstrakt, at det næsten er genialt. Det er som et rollespil, hvor du får den der underlige fornemmelse, det lille skud af endorfiner, hver gang dine karakterer går op i niveau, men i rollespil ved du, hvorfor du har denne reaktion, for det betyder, at dine karakterer er så meget stærkere i næste kamp.

Jeg indrømmer gerne, at den slags stadig er meningsløst i et totalt balanceret spil, for spillet burde altid være på præcis det niveau, hvor der stadig er noget udfordring i enhver kamp, og hvor du ikke kan løbe hovedkulds ind i noget, du bare slet ikke kan tæve. Til gengæld forsøger Microsofts Gamerscore ikke at camouflere sig, det forsøger ikke at gemme sin meningsløshed af vejen - for det ved, det er meningsløst. Du kan ikke købe noget for dine achievement points (det er ærgerligt, at du ikke kan), og når du kigger helt nøgternt på det, så er de faktisk bare et udtryk for, hvor meget af dit liv du virkelig har spildt på dem.

I de fleste tilfælde vil du alligevel holde øje med, hvad der skal til for at få nogle nye points. Måske tænker du: "Oh, jeg får 20 points for at dræbe 100 modstandere med Boomshot i Gears of War", hvorefter du så bruger 30 til 40 timer på at få fat i netop det våben for at dræbe fjenderne. Lad os dog være ærlige, det er altså ikke særligt imponerende. Det viser bare, hvor besat du er af en ligegyldighed.

Som den besatte tosse jeg er, er jeg naturligvis helt vild med systemet. Jeg bliver helt varm indeni og sidder i en eller anden glædesrus, når jeg hører det "ping", der fortæller mig, at nu har jeg vundet endnu en achievement. Jeg er bidt af det, det indrømmer jeg gerne. Alligevel var jeg lidt forsigtig, hvad King Kong angik. Jeg fik faktisk moralske skrupler kort før købet. Ja, det er 1000 points, men andre spillere vil også vide, hvor jeg fik dem, og det er nogle af de letteste points at få overhovedet. Hvis det virkelig handlede om at kunne prale over for andre på Xbox Live, ville det så ikke være mere rigtigt, at jeg forsøgte at hive alle points ud af Geometry Wars? (ja, som om det nogensinde sker).

Men så skete der noget sjovt. Jeg holdt helt op med at tænke på de bagvedliggende achievement points og satte mig i stedet ned for bare at spille det. Og King Kong var faktisk ganske okay. Ja, indrømmet det er bygget på, måske en af de mest latterlige nyfortolkninger nogensinde, men produceren er Michel Ancel, manden bag spil som Rayman og Beyond Good and Evil. Og det er heller ikke de gode ideer, der mangler i King Kong. Ingen HUD, så du kan se, hvor meget liv du har, og hvor mange kugler der er i kamret. Jack fortæller det i stedet til dig. Spillet skifter samtidig sværhedsgrad, uden at du sådan rigtig lægger mærke til det. Dø tre-fire gange på samme sted og spillet reducerer med det samme antallet af fjender. Ideen med at opleve Jack fra førstepersonsvinklen giver dig også et større indblik i ham som person, mens skiftet til King Kongs egne tredjepersons udskejelser bliver mere åbenbart. Det er faktisk ret genialt.

Det var 6-7 gode timer, jeg fik ud af spillet, 1000 achievement points eller ej. Jeg er dog stadig totalt besat af min Gamerscore, men moralen i den her klumme må stadig være, at vi ikke bør sidde og fokusere så meget på vores Gamerscore, at vi helt glemmer at nyde det, vi spiller. Nå, hvor er mit eksemplar af TMNT til Xbox 360. Jeg har hørt, at det er endnu lettere at opnå points i det spil.

Pixeleret kærlighed, Maj 2007

Har du svært ved helt præcist, at sætte ord på dit forhold til din kæreste og hvad det er der binder jer sammen som lim? Det som gør, at I bare passer sammen? Det har du ikke længere! Vores forskere har fundet 52 perfekte betegnelser, der smukt og ærligt opsummerer enhver given situation i jeres parforhold. Så derfor:

Vores forhold er som:

1. Killer 7: Jeg forstår ikke, hvad du siger, og jeg aner i øvrigt ikke selv, hvem jeg længere er.

2. Resident Evil 4: Jeg beskytter dig mod alverdens ondskab, og så må jeg ikke engang kigge på dine bukser.

3. Super Mario Kart: Jeg saboterer andre for at nå frem til enden af regnbuen.

4. Tetris: Nyt lort bliver ved med at blive stablet ovenpå.

5. Bust A Move: Du bliver ved med at sprænge mine bobler.

6. Rayman: Raving Rabbits: Jeg skal igennem en række bizarre prøvelser uden det store håb om at gennemføre.

7. Red Steel: Jeg vifter med hænderne i luften, men der sker intet.

8. Harvest Moon: Jeg er nødt til at kultivere jorden, for at få adgang til afgrøderne.

9. The Sims: Alting bliver ved med at gå i stykker.

10. Shadow of the Colossus: Prisen er så høj, at jeg ikke er sikker på, om jeg vil det længere.

11. Nintendogs: Vi går aldrig ud længere og det eneste jeg gør er at rydde op efter dig.

12. Super Mario Bros. Jeg banker hele tiden hovedet mod loftet og falder konstant ned i nogle huller.

13. Katamari Damacy: Jeg vil rulle dig helt ind i mit liv.

14. The Legend of Zelda: Vi gør de samme ting igen og igen, bare med meget små ændringer.

15. Animal Crossing: Alle mine gaver og breve betyder ikke nødvendigvis, at du bliver.

16. Silent Hill: Jeg får aldrig det store overblik over situationen.

17. Guitar Hero: Vi har virkelig dårlig timing.

18. Hotel Dusk: Room 215: Du svarer aldrig ærligt på et spørgsmål.

19. Sonic the Hedgehog: Jeg løber altid direkte ind i farerne, og har tilsyneladende aldrig nogle ringe til dig.

20. Lemmings: Jeg prøver virkelig på at redde det hele, men har mest af alt lyst til at sprænge det hele i luften.

21. Dance Dance Revolution: Jeg falder over mine egne fødder.

22. Chibi Robo: Jeg får aldrig gjort rigtigt rent.

23. World of Warcraft: Jeg tror, jeg har det sjovt, men det er bare ensformigt.

24. Track and Field: Uanset hvad, så kan jeg ikke trykke på dine knapper hurtigt nok.

25. Gears of War: Selv med tonsvis af muskler, tager du mig ikke rigtigt alvorligt.

26. Paper Mario: Visse mennesker tror, at det er fladt og livløst, men de ser det ikke fra den rigtige vinkel.

27. Kirby's Dream Land: Lige meget, hvor hårdt jeg suger, så kan jeg ikke få dig helt ind i munden.

28. Paperboy: Du vil ikke have det, jeg i øjeblikket prøver at aflevere.

29. Wario Ware: Hvert tredje sekund skifter det hele igen.

30. Wii Sports: Det var sjovt i starten, men nu gør min skulder bare ondt.

31. Ico: Du er totalt hjælpeløs, og jeg er træt af at trække dig med alle vegne.

32. Trauma Center: Operationen der skulle til for at redde det her, er helt til grin.

33. Parappa the Rapper: Perfekt rytme, masser af farver.

34. Super Princess Peach: Jeg trykker på alle dine følelsesmæssige knapper, men du vil hellere have, at du bliver ladt alene med dit vibrerende scepter.

35. Grand Theft Auto: Jeg synes, at det er fuldt af muligheder, men du vil kun lade mig fortsætte, hvis jeg gør det på din måde.

36. Tie Fighter: Jeg har det meget sjovere, når jeg er ond.

37. Punch-Out: Jeg slår dig en del, men du slår aldrig ned på mig.

38. Electroplankton: Jeg har intet at fremvise for mit hårde arbejde.

39. Mortal Kombat: Før i tiden syntes jeg, at du var alle tiders. I dag aner jeg ikke, hvad jeg overhovedet tænkte på.

40. Ghouls and Ghosts: Hård afstraffelse.

41. Bomberman: Mine planer eksploderer altid i ansigtet på mit selv.

42. Oregon Trail: Dræbt af dysenteri.

43. Street Fighter II: Når du først begynder at slå mig, så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre for at få dig til at stoppe.

44. Ultima VII: Du synes, at jeg er perfekt, men i virkeligheden er jeg en tyvagtig sociopat.

45. Metal Gear Solid: Du holder bare aldrig kæft.

46. Pokemon: Jeg skulle være din bedste ven, men jeg smides konstant ind i nye kampe mod min egen vilje.

47. Final Fantasy: Lige meget, hvad vi kommer ud for, så er vi friske som havørne efter en god nattesøvn.

48. Pro Evolution Soccer: Det er det samme hver gang jeg vender tilbage, men det virker som om det bliver værre med tiden.

49. Space Invaders: Vi har masser af gode minder om det, men vi kan ikke gå tilbage.

50. Pac-Man: Du bliver ved med at putte i hovedet og forsøger at undgå fortidens spøgelser.

51. Crackdown: Jeg føler mig som Superman.

52. Duke Nukem Forever: Jeg tror aldrig det bliver til noget, gør det?