Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Kororinpa

Kororinpa

Balancekunst, kugler og Wii i en nuttet og skæg forening. Asmus har forsøgt sig som rullende bold, men er ikke helt tilfreds med resultatet.

Jeg kan huske at jeg engang havde en labyrint af træ. Ved at tippe den kunne jeg styre en lille metalkugle forbi huller i banen og hen til banens midte. Jeg er med garanti ikke den eneste, der har haft sådan et spil, og alle der har prøvet det, ved at det ikke er nemt. Det kan faktisk være hundesvært.

Sådan et labyrintspil er hammergodt at have i baghovedet, når det gælder spillet {Kororinpa}. Essensen af Kororinpa er nemlig, at man skal guide en kugle gennem en bane. Så enkelt er det faktisk. Undervejs skal der ganske vist samles nogle farvede krystaller men selv med det inde i billedet, virker spillet ikke som den store mundfuld. Ja, spillet er enkelt. Så enkelt at man bliver taget med bukserne nede, når spillet så bliver svært.

Førstehåndsindtrykket er foruroligende nuttet. Mariehøns på størrelse med campingvogne møffer rundt på en enorm græsplæne i baggrunden, musikken er afslappende og lyder som et mix af irsk folkemusik og Enya. Ganske vist et billigt mix, fremført på et billigt keyboard fra BR, men ikke desto mindre et mix af Enya og irsk folkemusik. Efter et par baner, der ikke burde volde problemer for mange, låser man op for et par nye kugler, der kan guides rundt, der iblandt en kugle udformet som en hund. Den siger små nuttede hundelyde, når den triller rundt. Reaktionen fra eventuelle tilskuere vil med garanti være: "Næh, hvor er det sødt!"

På nuværende tidspunkt er det måske på sin plads at jeg beskriver spillet nøjere. Som sagt er målet med spillet at guide en kugle fra den ene ende af banen til den anden, alt imens man samler orangefarvede krystaller. Man holder simpelthen bare Wii-moten og vipper den rundt og straks bevæges banen på samme måde. Det er som Marble Madness og {Super Monkey Ball} i en skøn forening.

For at få et indtryk af spillet kan du gøre følgende: Tag en tallerken eller en bakke. Hold den i en hånd. Smid et kugleleje eller en glaskugle på bakken/tallerkenen og manøvrer så kuglen/lejet ved at vippe med hånden. Banerne kan drejes hele vejen rundt, hvilket pludselig gør gulve til vægge, vægge til gulve og så videre. Jep, det er præcis så svært som det lyder.

Meget snart støder man nemlig på de første svære baner. Det varer ikke længe før du bliver overmodig og tænker: "Det her er nemt!" Pludselig dropper kuglen over kanten, og du kan begynde forfra igen. Og her er det svære, for du kan ikke tillade dig at være uforsigtig. En eneste uforsigtig bevægelse er nok til at sende dig i glemslen. Igen! Her hjælper det ikke, at kameraet ikke er helt fantastisk. Det kunne have været pragtfuldt, hvis man kunne flytte kameraet, men som sagerne står, må man nogle gange springe ud i det.

Desuden er Kororinpa heller ikke særligt langt. Banerne vil sikkert give en udfordring, men foruden muligheden for at slå sine egne tider og låse op for nogle ret kønsløse bonusbaner, er der ikke meget at hente i Kororinpa efter endt spil. Med mindre at de samme baner, bare spejlvendt, virker som rent guf? Nej det tænkte jeg nok.

Kororinpa er et yderst charmerende spil, men det kan ikke undslå sig følelsen af at være en lille smule for småt. Et ord, der smyger sig gennem stort set hele spillet, er tilstrækkeligt. Grafikken er funktionel men absolut ikke noget, der får folk til at klappe i hænderne i fryd over hverken design eller tekniske finesser. Lyden er nuttet men indeholder ikke andet end en række sukkersøde melodier og lyde, der højst sandsynligt går de fleste mennesker på nerverne efter meget kort tid.

Dog er Kororinpa et spil værd, om ikke andet fordi spillet rent faktisk udnytter nogle af de muligheder som Wii-moten har åbnet.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Sødt, nuttet og farverigt. God styring.
-
Begrænset. For hurtigt overstået. Mangler noget ekstra.