Kollegiet

Danske gysere er meget sjældne, gode danske gysere er næsten ikke-eksisterende. Derfor er det faktisk ret forfriskende at møde en instruktør der tør tage kampen op og prøver at skræmme publikum, og endnu bedre er at gysene faktisk virker. Samtidig er det også lidt trist, at der ikke bliver fokuseret mere på at opbygge en spændende historie omkring stedet, i stedet for bare at bruge en alt for velkendt formular på ny flaske.

Sig til hvis det lyder bekendt; Den unge engelskstuderende Katrine flytter ind på et kollegium hvori der bor nogle ret snobbede unge, som allerede har mobbet nervevraget Rolf ud af kollegiet. "Enten er man inde, eller også er man ude", som de siger. Det er meget apropos, for da Katrine senere kommer til at smadre et spejl i værelse 205 slipper hun uvidende et spøgelse fri, og pludselig begynder antallet af beboer på kollegiet at falde. Spøgelset er nemlig en pige, der for 20 år siden døde under mystiske omstændigheder inde på badeværelset i værelse 205. Nu er det så op til Katrine at ophæve forbandelsen.

Ja, det er ikke uden grund jeg skriver forbandelsen, for undervejs låner Kollegiet skånselsløst fra både The Grudge, The Ring og Dark Water. Det medfører til nogle faktisk ret effektive gys, og en creepy fordansket version af pigen fra The Ring. Dog er titlen pænt misvisende i forhold til selve historien, da handlingsforløbet som udspiller i princippet kunne foregå et hvilket som helst andet sted end et kollegium. Jeg sad faktisk og ærgrede mig lidt over at stedet ikke bliver bedre udnyttet, når man nu har valgt at selve filmen skal hedde "Kollegiet".

Noget andet at ærgre sig lidt over er manuskriptet. De replikker som skuespillerne skal fyre af, er så upersonlige og påklistret til tider at det helt ødelægger spændingen. Samtidig er tempoet i filmen meget langsommeligt i store perioder, og først hen mod slutningen stiger spændingen til det niveau den burde have haft under det meste af filmen.

Skal jeg komme med noget godt, udover gysene, så er det primært to ting. Denne grumsede visuelle stil giver filmen en konstant trykkende atmosfære, hvilket passer den perfekt. Selvom den angiveligt skulle være optaget i HD, så ligner den det langt fra, og det er i dette tilfælde et kompliment. Den anden ting er instruktørens dejligt eksperimenterende lyssætninger og valg af lydeffekter undervejs. De øger virkelig intensiteten, især hen mod slutningen og giver, sammen med den visuelle side, filmen et helt unikt look and feel.