Gamereactor

Gamereactor
Film
Knowing

Knowing

Katastrofefilm, filosofisk drama eller intetsigende effektpladder? Lee har set Knowing med Nicolas Cage og er klar til at fælde dommen.

Det ville være let at tage et kig på Metacritic, og se et sørgeligt gennemsnit på 41/100 og derefter konstatere at Knowing ikke har meget at byde på. Således rammer udgivelsen endda helt ned på bundkarakteren nul i en enkelt anmeldelse derinde.

Den amerikanske og meget populære anmelder Roger Ebert er umiddelbart den eneste, der synes om fortællingen, her kvitteres der med et flot 100/100 og kommentaren om, at det er en af de bedste Sci-fi-film anmelderen endnu har set. Jeg vil absolut ikke gå så langt som til at give Ebert ret, men når det så er konstateret, må jeg tilkendegive, at jeg var godt underholdt.

Alex Proyas, der stod bag The Crow, I-Robot og Dark City har helt sin egen måde at producere film på, og det er let at fornemme lidt M. Night Shyamalan i udførslen af denne, og med Marco Beltramis kompositioner, er der dømt orkestermusik af den gamle spændingsfilmskole.

Knowing tager sit udgangspunkt i en skole i Massachusetts, der i 1959 fejrer sit jubilæum ved at begrave en tidskapsel med tegninger fra eleverne. Tidskapslen bliver åbnet igen halvtreds år senere i vores tid. En af eleverne har dog ikke tegnet en uskyldig børnetegning, men istedet fyldt siden med tal, og det står snart klart, at disse kan forudsige kommende katastrofer og antal dødsofre.

Selvfølgelig er det hovedpersonens (spillet af Nicolas Cage) søn, der får den sælsomme tegning, og snart står det klart, at noget er helt galt.

Nicolas Cage besidder lige omkring et ansigtsudtryk, og i Knowing er der ikke meget nyt at spore på den front. Til tider bliver hans skuespil dog leveret så overdrevet dramatisk, at man næsten mister gejsten. Men sådan er Cage, og er man forberedt burde det ikke være meget anderledes end at se en film med Keanu Reeves eller Schwarzenegger. Man ved hvad man får.

Desværre ville det være ødelæggende for filmen at nævne mere om handlingen, og jeg vil derfor nøjes med at sige, at jeg nød rutchebaneturen samt mystikken omkring de uforklarlige hændelser. Knowing er ikke et mesterværk, men den er flot og den fungerer.

Er du til mystik, religion og uforklarlige hændelser leverer filmen knap to timers fin populærfilosofisk religionsmystik med en eksplosiv finale. Kan anbefales.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10