Klonoa

Længe før Jak blev forvandlet til en utilpasset teenager, flere år før Crash Bandicoot blev en børnevenlig, dansktalende seriefigur og en god portion tid før Mario indtog alverdens sports- og festspil, var der Klonoa. Umulig at kategorise som hverken vaskebjørn eller kat, lettere uudholdelig at høre på, men alligevel utrolig sjov, at guide igennem hans første eventyr, Klonoa: Door to Phantomile. Det var i 1997 og konsollen var PlayStation.

Meget er sket siden, ikke for Klonoa, der stadig trasker afsted med hans enorme Dumbo-ører og et irriterende sidekick kaldet Huepow, men med genren. De fleste af os kan ikke længere med simple højre til venstre-spil, hvor man hopper på hovedet af sagesløse skyer, spøgelser eller uformelige geleklumper, og endnu færre gider at blive trukket gennem forudsigelige sne-, skov- og lava-baner. På mange måder er Klonoa, der er en genfortolkning af det første spil, netop alt dette. Det kan mærkes, at det oprindelig oplæg er slidt og det kan mærkes, at Klonoa aldrig rigtig har været en platformmagnet på samme måde som Sonic, Mario og Crash Bandicoot er det.

Men jeg tilgiver ham, måske mest af alt, fordi jeg fik min ilddåb i spilverdenen med netop en PlayStation og Klonoa. Dengang brugte jeg alle mine surt optjente penge fra avisruten i Albertslund til at sikre mig det grå vidunder og blandt de første spil var Door to Phantomile. Det er minderne der vælter frem nu, ikke nødvendigvis den store objektive lup.

I Klonoa på Wii får du den oprindelige historie (hvis man kan kalde den det) om Klonoa, der støder på en ring midt ude i skoven. Han får hevet den løs og snart har han et slags våben, der kan hive væsner hen imod ham - noget der heldigvis passer godt sammen med banernes krav om selvsamme. Ved sin side han har samtidig den lille, lyseblå kugle Huepow, og sammen drager de ud på eventyr, naturligvis for at redde verden mod en tyran, der har helt andre planer. At sige, at historien er ligegyldig, er nok en underdrivelse.

Til gengæld er selve spiloplevelsen sjov nok. Til at begynde med, virker Klonoa så tåbeligt ligetil, at man næsten tror det er løgn, men som tiden gør, lægger Namco Bandai flere lag på spiloplevelsen og så bliver der lidt mere at se til. Det er ikke sådan, at Klonoa nogensinde bliver frustrerende eller for hardcore-spillere, men det bliver i det mindste en smule mere krævende. Du bedes om at gå tilbage af stier du allerede har været på, hvis du vil indsamle det hele og du bedes om at udregne dobbelthop på hovedet af dine fjender for at nå steder, der ellers ikke er til at komme i nærheden af. Det er som taget ud af et klassisk platformspil.

Og alt dette fungerer faktisk rigtig godt. Klonoa kan enten styres med Wii-mote og nunchuck, eller Classic Controller, ja, endda GameCube-joypad, hvis du har et sådan liggende. Det kan du for i øvrigt lige så godt gøre, for Klonoa er ikke et Wii-spil i sin opbygning som f.eks. det seneste Wario-spil var det. Du skal ikke rigtig ryste eller svinge noget. At det får chancen igen nu, må skyldes publikummets interesse i genren, ikke Namco Bandais tro på, at det kunne blive et anderledes spil på en Wii.

Grafisk er Klonoa stadig rigtigt lækkert. Jeg er vild med al den farve som Namco Bandai har smidt ind på skærmen, vild med de sjove og alligevel meget begrænsede 2D-miljøer som Klonoa gennemfører, vild med designet af både småfjender og bosser og vild med hele tonen. Til gengæld ville det have været alletiders, hvis stemmearbejdet var bare en smule bedre i denne omgang. Både Klonoa og Huepow er rædselsfulde at høre på. Pivende børnestemmer, der overdriver hver eneste sætning og som irriterer mine ører. Måske passer de meget godt med det barnlige udtryk som spillet har, men de er ikke til at holde ud.

Hvis du går ud og anskaffer dig Klonoa, så skal du være klar over, at det er en mulighed for at møde fortiden i nutiden. Enhver Wii-ejer har i forvejen en god portion platformspil at vælge imellem og er blevet forkælet af Nintendo gennem tiderne, så når Klonoa dukker op, er det ikke et spil i kaliber med Mario, hverken fra dengang eller i dag. Det er mere en slags hyggespil, for dem der elskede det dengang og savner det i dag. Og det har jeg taget udgangspunkt i, når der skulle smides en karakter efter spillet. Jeg er kommet til at blande nostalgiske følelser med nutidens strenge krav, og i den optik er Klonoa rimeligt.