Kingdom Under Fire

Da Warcraft-spillene tilbage i strategigenrens spæde barndom kom frem, blev de set som et spændende alternativ til det altdominerende Command & Conquer-spil, og blev desuden startskuddet til Blizzards succestog gennem 90´erne. Koreanske Phantagrams seneste udspil, Kingdom Under Fire, kan således bedst betegnes som en unik blanding af de hæderkronede Warcraft-spil og sidste års RTS-overraskelse Majesty. Her holder lighederne dog også op, for hvor førnævnte var nyskabende titler, er Kingdom Under Fire desværre kun en forholdsvis afdanket imitation, der dog indeholder et par spændende tiltag.

Warcraft version 2.5?
En noget visuelt dateret intro slår indledningsvis spillets tema fast, hvilket er noget så banalt som en storstilet krig mellem det gode (symboliseret ved de retfærdige mennesker) og det onde (det hævngerrige, følelseskolde djævleyngel). Det er utvivlsomt en af historiens største klichéer og uhyggeligt Warcraft-inspireret, men skaber trods alt grundlag for en ret fængslende historie, hvor der trækkes på typiske middelalderlige begreber som ære, kærlighed og had.
Selve spillet tilbyder 13 missioner pr. race, hvilket unægtelig må betegnes som værende lidt i underkanten af normen. Halvdelen af disse er traditionelle RTS-missioner, med konstruktion af bygninger, forsvarsværker med mere, ressourcemanagement samt selvfølgelig den altafgørende optræning af en slagkraftig hær og styringen af denne. Den anden del er deciderede RPG-missioner, hvor man overtager styringen af en til tre helte, hvorefter disse skal klare en række prøvelser i ægte RPG-stil. Begge typer missioner er uhyre varierede, med nye spændende mål i hver, og dette hjælper helt sikkert på den overordnede holdbarhed. Desuden er styrkeforholdene racerne imellem flot afbalanceret, således at de forskellige styrker matcher hinanden perfekt i henhold til styrke og produktionsomkostninger. Desværre har hovedparten af enhederne ekstremt lave hit points, hvilket resulterer i nogle, til tider, lidt for hektiske kampe.

AI - Amøbe Infanteri?
Trods de lovende takter rent gameplaymæssigt, plages Kingdom Under Fire desværre af en række irritationsmomenter, hvilket i sandhed er en skam, da en smule mere arbejde og disponering givetvis ville have ryddet spillet for disse børnesygdomme. Det mest iøjnefaldende problem er den sløve kunstige intelligens hos computeren. Deres taktiske overblik er intet mindre end latterligt, mens deres ressourcemanagement er, om muligt, endnu mere mærkværdig. De angriber således i usammenhængende kæder, uden rigtigt at tage højde for spillerens egentlige taktik, og man lærer hurtigt computerens små finesser at kende, hvorefter sværhedsgraden falder markant. Det i særdeleshed mest mærkværdige ved Kingdom Under Fire er dog save-funktionen, hvor Phantagram simpelthen har fravalgt den sædvanlige funktion, hvor man kan gemme løbene og i stedet kun gjort det muligt at gemme efter en sejr. Det er dybt frustrerende, og om det var tænkt som en designmæssig finesse eller decideret provokation af spillerne, vides ikke, men det er under alle omstændigheder en mindre gennemtænkt beslutning fra Phantagrams side.
Rent audiovisuelt virker spillet desuden ret forældet. Spillet kan overhovedet ikke hamle op med andre isometriske RTS-spil som Age of Empires 2 og Red Alert, og det er faktisk kun de flotte effekter, der holder spillets grafikkarakter over den nederste halvdel af skalaen. Tilsvarende virker lyden ret monoton, og specielt den stemningsløse muzak virker mere frustrerende end fængslende. Dog bør det indskydes, at de indtalte stemmer ikke er blottet for humor og generelt er ret interessante.

Udmærket RPG/RTS-blanding
Hvad der kunne have været årets hidtil bedste spil og en unik genreblanding, forpurres desværre delvist af en række irritationsmomenter samt en noget dateret audiovisuel side. Kingdom Under Fire byder på en række spændende nye tiltag rent gameplaymæssigt, og de skiftende RPG- og RTS-missioner sikrer en varieret og dynamisk spiludvikling. I sidste instans ender Kingdom Under Fire som et spil lige over middel.