Kinectimals

Det bliver næsten for meget. Jeg er en fyr på 19 år som står i stuen og laver kælende bevægelser i luften mens bedårende dyrelyde strømmer ud af anlægget. Den udenforstående værelseskammerat reagerer med en blanding af frygt, afsky og forvirring fra sit ståsted i entreen. Inden han når at besinde sig og hænge jakken på stumtjeneren har jeg lagt mig på gulvet for at spille død. Mere stilhed. "Du, Daniel..." begynder han. Jeg laver en hurtig piruette og et splithop som oser af selvforagt, kun for at snuble over noget rod på gulvet. "Ja, hvad er der?" Jeg rejser mig. Han bævrer og ser trist ned på sin chipspose, der netop er blevet destrueret af mit hop. "Hvad laver du?" En hånd ned til venstre, diagonalt. Pauseskærm. "{Kinectimals}. Jeg laver Kinectimals". Brikkerne falder på plads.

Kinectimals drejer sig om to ting: 1) søde kattedyr med pelsblød charme, 2) ny kamerateknologi som lader dig nusse dem. Jeg kan med hånden på mit store og kærlighedsfyldte hjerte sige at dette er det sødeste spil jeg nogensinde har testet - og det er ikke engang japansk. Udgangspunktet for spillet er det afsidesliggende øparadis Lemuria, som på magisk vist er indbygget af evigunge killinger af forskellig race.

Engang var øjet beboet af en bande pirater som behandlede dyrene med den yderste respekt, men kaptajnen besluttede at forlade paradiset og søge lykken på det store blå. Ansvaret for tiger-, leopard- og panterungerne overlod han til øens eneste flyvende og snakkende mus, som spiller vejlederrollen i Kinectimals. Denne fnisende krabat fortæller dig hvordan man skal knytte sig til dyrene, hvilke hemmeligheder øen bærer på, hvad der er at finde af aktiviteter og så videre. Stort set alt. Spillet holder dig til hver en tid i hånden, hvilket med målgruppen i tankerne er positivt. Lad der ikke være nogen tvivl om at Kinectimals egner sig bedst til børn lige under tween-grænsen.

Denne grænse er som bekendt længst passeret for mit vedkommende. Det har alligevel ikke forhindret mig i at anmelde Eyepet, hvilket gør mig til en yderst habil ekspert i kæledyrsspil - og i Kinectimals videreføres genren med glans og glitter. Kinect-sensoren lader dig klappe og klø dine dyr, lære dem nye tricks og lege med forskelligt udstyr. Selve nusseriet er ikke så stor en del af oplevelsen som man skulle tro, men skal vælges via spillets menuskærm. Det er derimod megen kasten med genstande og dertilhørende apport, krydret med udfordringer om at ramme målskiver i omgivelserne.

Desværre registreres kastebevægelserne med næsten total mangel på præcision, som resulterer i mange frustrerende fejlkast og homeruns. For at ramme nogenlunde præcist måtte jeg holde armen i en bestemt position og vrikke med håndleddet, hvilket jeg tror kan blive en anelse for krævende for en utålmodig, yngre spiller. At lære sin tigerunge tricks ved for eksempel at hoppe, dreje eller holde hænderne på låret er derimod både morsomt og responsivt. Det samme gælder aktiviteter der indebærer at sparke bolde i ringe eller løbe forhindringsløb med sin lille kære. Kort sagt: Alt hvad der involverer brug af hele kroppen fungerer. Og det fungerer godt.

Selve spilstrukturen føres an af en måler øverst på skærmen. For hver lille aktivitet du foretager dig med dit pelsdyr, optjener du erfaring. Efterhånden som erfaringsmåleren fyldes op, får man adgang til flere dele af øen, som igen betyder flere aktiviteter at begive sig ud på. Blandt disse er fodbold, forhindringsløb, boldkast og mimelege. Alle spillene kan til hver en tid beriges af en ven eller veninde, der bare skal bytte plads med dig foran skærmen. Multiplayer foregår på tur, i modsætning til {Kinect Sports}. Vi ville gerne have været to spillere på skærmen på samme tid, specielt når andre spil har bevist at teknologien støtter det.

At blive teknisk i en anmeldelse af Kinectimals er derimod lidt meningsløst. Med Kinect beviser Microsoft at de ikke bare satser på at øge bredden for familiespil, men også ligger an til at lykkedes med det. For kort tid siden fik jeg en nysgerrig e-mail fra min far, med spørgsmål om {Your Shape} til Kinect. For endnu kortere tid siden fik jeg en melding af min onkel, der spurgte om Kinect var noget man skulle satse på. Der er dermed ingen tvivl om at markedsføringsmaskineriet hos Microsoft har kørt på fuld damp de seneste måneder, og styrer skuden i retning af samme marked som Wii.

Er du familiefar (eller mor) med såbørn og Xbox 360 i hus, kan jeg anbefale Kinectimals på det varmeste. Det er ikke et langt spil, det er ikke et udfordrende spil, men det er et hidtil uset stykke legetøj, der stadfæster hvorfor Kinect lover så godt for fremtiden. Kinectimals er som at have en dyrehave i stuen, men med dyr som kan køre bil og lystrer dit mindste vink. Uimodståeligt.