Killing Floor 3
Gyset træder en smule i baggrunden til fordel for en mere traditionel shooteroplevelse i det nye co-op FPS.
Et horror-tema, mørke, eksplosioner, panik og stærkt samarbejde. Disse elementer er alle typiske for Killing Floor-serien, og de er da også til stede i det helt nye Killing Floor 3. Men det store spørgsmål er, om dette helt nye spil i sidste ende tilbyder nok nyt indhold, eller om man er bedre tjent ved bare at spille det forrige kapitel? Eller måske endda Call of Duty Zombies?

Som man kunne forvente, går ideen med Killing Floor 3 ud på at overleve, enten alene eller sammen med et hold på op til seks spillere. Dette sker bølge efter bølge, hvor primært monstrene kaldet "Zeds" angriber i massevis. Nogle gange skal du dog også klare endnu værre og større bæster. Tripwire har haft succes med deres monsterdesign, da det giver minder om spil som Doom og Left For Dead. Og selve gameplayet er simpelt. Det handler om at holde aftrækkeren nede, indtil der ikke er mere levende tilbage på kortet, udover en selv og ens holdkammerater.
Der er syv forskellige kort tilgængelige ved lanceringen, som ud fra første indtryk virker ret omfattende, især hvad angår vertikalitet. Ligesom i den forrige udgave akkumulerer man penge ved at skade monstrene, der blandt andet kan bruges til at opgradere våben. Hvert kort er også fyldt med taktisk udstyr, som i bedste fald kan være livreddende. Vagttårne, ziplines og udrustningspakker kan alt sammen gøre en stor forskel, men du får ikke adgang til det livsvigtige udstyr, før du investerer dine hårdt optjente ressourcer. Desværre tager det generelt for lang tid at tjene penge i spillet.

Forgængeren Killing Floor 2 virker noget mere poleret. Det hurtige tempo, de trange rum og væsenernes lyde skabte en konstant følelse af ubehag, som Killing Floor 3, trods en lidt mere dæmpet belysning, ikke rigtigt formår at genskabe. Her kommer tilfredsstillelsen mere fra det rå inferno, når man hakker monstrene i småstykker. En gang imellem overrasker et monster dig fra en blind vinkel, hvilket udløser en herlig ulækker dødsanimation, men øjeblikke som disse, er der desværre for få af.
Når Killing Floor 3 er bedst, rammer adrenalinen hårdt. Våbenlydene er tilfredsstillende, især når man bruger de største af slagsen, og infernoet af lys og lyd er meget dragende. Som en velkendt bonus fra forgængeren aktiverer et dræbende skud undertiden en slowmotion-tilstand, der lige er prikken over i'et.

Selvom jeg ikke helt kan anbefale Killing Floor 3 over sin forgænger, er det værd at huske på, at 2'eren har udviklet sig meget over tiden, som Tripwire har lyttet til feedback og forbedret oplevelsen. Killing Floor 3 har derfor potentialet til at blive endnu bedre - men det mangler en smule ved lanceringen. Noget dårligt spil er det dog bestemt ikke.
Gamereactor Danmark