Killers

Oh snap... en chick-flick. Til folk der ikke ved hvad jeg snakker om, en chick-flick er en Hollywood film der meget præcist ønsker at tiltrække et kvindeligt publikum, ved at appellere til deres indre pige. Vi taler lækre fyre og samtaler om sex og mode. Se bare et enkelt Sex and The City afsnit og du er helt med.

Nu skal jeg dog ikke sidde her og pege en verbal finger på chick-flicken, os med et Y-kromosom er lige så skyldige i form af vores hang til drengerøvsfilm, men det er stadig ikke en fest, når en film som The Killers dumper ind ad min brevsprække.

Jeg satte mig ned med min storesøster og prøvede ihærdigt at nyde hvad jeg skulle til at se.

I filmen følger vi Jen Kornfeldt, en nogen-og-30-årig karrierekvinde, der er på ferie med sine forældre (ej hvor pinligt hva tøser?). Under sit ophold i et unavngivet europæisk land, møder hun Spencer Aimes, en superhot fyr med mange hemmeligheder.

Det viser sig han er lejemorder, men vælger at opgive sit erhverv for at slå sig ned med Jen. I et rimelig pludseligt hop i tiden har de pludselig været gift i flere år, og det er først der det går galt, når en dusør udgives på Spencers hoved og hele nabolaget pludselig er ude på at slå ham ihjel.

Handlingen er sjældent det man går efter i film som det her. Det føles en anelse fjollet, at vi mister nogle temmelig vigtige år i deres forhold, bare for at kunne springe frem til det punkt i deres liv hvor de vilde ting begynder at ske. Vi er nød til at tro, at de er lykkelige sammen, alt der antydes gennem bikarakterernes sniksnak er den vandede "gad vide om de har nok sex, høhø"-kliché, som ikke fortæller os noget som helst.

Men på samme måde som vi knægte på mystisk vis kan identificere os med John McClane i Die Hard-filmene, således kan I tøser identificere jer med... øh... Kirsten Dunst i Bring It On? (Internet Movie Database redder mig endnu en gang). Men tillad mig i den sammenhæng, som en besøgende i jeres besynderlige, velduftende verden, måske anbefale at I vælger en anden end Katherine Heigl at identificere jer med?

Jeg er blevet trukket igennem en del chick-flicks i min tid og Heigl er efter min mening en voldsom dårlig skuespiller hvis eneste funktion er at være en blank overflade som teenagepiger kan projicere over på, hvis de vil føle sig lidt voksne. I behøver ikke at sætte jeres standard så lavt.

På mandesiden har vi Ashton Kutcher som den lækre lejemorder, det er i hvert fald det, vi bliver bedt om at tro på. Ganske vist reagerede min søster positivt ved at se ham kun iført badebukser, men stop lige en halv, siger jeg som den yderst maskuline mand jeg er. Skal han forestille at være lejemorder? Mange ting kan Kutcher spille, men en lejemorder er bare ikke noget der klikker med ham. Han er lige så meget en lejemorder som jeg er Roger Ebert.

På trods af min hårde kritik, har Killers også sine positive sider. Hvor fjollet handlingen end er og hvor abrupt skiftene mellem romance og action end sker, så er actionscenerne faktisk ret gode.

Der er en god blanding af biljagter, kampscener og skuddueller, der dog alligevel mister lidt pga. Heigls evindelige råben og skrigen.

Selv som mavesur kritiker er det alligevel min pligt at meddele, at jeg faktisk grinte et par gange og især en joke til sidst i filmen er virkelig sjov.

At sige jeg har nydt Killers er måske en overdrivelse, men som en typisk, letfordøjelig chick-flick, lader den til at gøre det godt.

Ekstramateriale:

Udover et par slettede scener og en blooper reel (der slet ikke er så sjov som jeg havde troet), kan man se en kort bag-om dokumentar.
Den er temmelig uinteressant for at sige det mildt. De store tanker er ikke gået ind i skabelsen af den her produktion så i den sammenhæng er det den typiske skamrosen af hinanden man får serveret.

Medmindre man har en sygelig trang til at se hvilke scener blev efterladt på klippegangen, er der dog meget lidt grund til overhovedet at åbne special-features menuen.