Gamereactor

Gamereactor
Film
Kill Theory

Kill Theory

Satan sagde, ifølge Bibelen, til Gud, at alle mennesker vil gøre alt for at redde deres eget liv. Det er i bund og grund hele ideen bag Kill Theory.

En gruppe unge tager på ferie sammen i et sommerhus. Alt ånder i starten fred og ro, men snart viser det sig, at en psykopat har fulgt dem igennem længere tid, og blot har ventet på denne chance for at konfrontere dem. De får naturligvis et ultimatum: Kun en af dem overlever. Den eneste måde at redde sig selv på, er ved at slå de andre ihjel.

Lyder det bekendt? Det skyldes nok at en lignende opskrift er set i utallige thrillere før.

Vi følger vennernes nervesammenbrud, deres interne dramaer og minsandten om ikke vi også får et lille trekantsdrama flettet ind i det kludetæppe, der udgør historien.

Det er mildest talt uopfindsomt, og søger man innovativ fortælling, er det ikke her man finder en sådan. Samtidig er moralen i historien fuldkommen afstumpet og direkte nuanceløs.

Rollerne spilles af en samling mere eller mindre ukendte skuespillere som hidtil kun har været birolleindehavere i serier eller andre film.
Dette kan bestemt mærkes på kvaliteten af deres præstation. Følelser overspilles og dialoger bliver serveret fuldstændig uden kant eller simpel naturlig indlevelse. Skuespillet er rent faktisk så elendigt at man efter fem minutter i selskab med personerne, er mere eller mindre ligeglad med deres skæbne.

Psykopaten ser man heller ikke ret meget til, og hele måden han er en del af deres liv på er så papirstynd og intetsigende at det næsten gør ondt. Bland dette sammen med det faktum at filmen er indspillet i så mørke omgivelser, at det til tider er komplet umuligt at se hvad der foregår, så står man altså med en filmisk minestrone, som for længst burde være hældt ud i køkkenvasken.

Nogle vil måske mene at det er et godt gammelt kneb, at øge gyset ved kun at lade seeren ane hvad der foregår, men i Kill Theory virker det mere tilfældigt end bevidst gennemført.

Heller ikke den tekniske servering bibringer noget som helst nyt. Det virker som om der ligger en slags grumset filter hen over kameraet når der filmes men det er hverken noget der giver mere intensitet eller virkning til filmen.

Anonymt teenage punk rock drøner under de mere fornøjelige scener, og decideret violinvoldtægt under de dystre. Stemningen bliver ikke forbedret af underlægningsmuzaken som reelt er mere irriterende end effektiv.

Instruktøren er Chris Moore. Til daglig leder han et produktionsselskab sammen med Matt Damon og Ben Affleck. Moore har været producer på en del film, blandt andre den fremragende Good Will Hunting. En film der netop brillierede ved solidt skuespil og følelser.

Det virker helt absurd at en mand, der har haft fingeren med i en så fremragende film og til daglig arbejder med så talentfulde herrer som de to førnævnte, sætter sig i instruktørstolen og så kreerer noget så elendigt som Kill Theory.

Denne film virkede ganske enkelt som fuldkommen spild af tid og penge for denne anmelder. Der findes langt bedre bud på thrillere som samtidig kryber mere effektivt ind under huden end tilfældet er her.

På intet tidspunkt var jeg skræmt, chokeret eller blot tilnærmelsesvis i en anden form for tilstand end total ligegyldighed mens jeg så Kill Theory.

01 Gamereactor Danmark
1 / 10