Dagbog: Playdate sæson 2

https://www.youtube.com/watch?v=H4faUwfDw5o

NB! Artiklen er opdateret med spillene fra uge 4.

Uge 1: Fulcrum Defender og Dig! Dig! Dino!

Da vi forleden lavede Spilstrøm fandt jeg ud af, at ikke alle synes, Panics koncept med sæsoner på Playdate er en fantastisk måde at gribe udgivelser af nye spil an på. Jeg skal nok lade være med at nævne navne, men hvad Lasses problem helt præcis er, står ikke helt klart for mig (måske heller ikke for ham selv), men jeg er her for at lovprise Panics tilgang. Rent konceptuelt i hvert fald. Om selve spillene holder, må tiden vise.

For de uindviede forløber det således. Over de næste seks uger vil Panic hver uge udgive to spritnye titler til deres lille, gule håndholdte konsol. Vi kender navnene på alle spillene og har som minimum set key art på dem. Fire af dem ved vi en smule mere om, men vi ved ikke, hvornår de forskellige spil udkommer. Personligt synes jeg det er spændende, sjovt og mystisk på den gode måde. Og i modsætning til Telltales episodiske format er frekvensen kendt (og høj). Det minder mig næsten om Microsofts hedengangne Summer of Arcade, som også var et virkelig fremragende format. Her er der bare lidt ekstra spænding. Og flere spil.

For at spejle formatet vil jeg ligeledes over de næste seks uger føre dagbog. Nye spil, nyt afsnit i dagbogen. Det hele vil blive samlet i denne artikel, som dermed langsomt vil vokse sig større og større. Jeg tror det bliver sjovt. Som minimum bliver det i hvert fald lidt anderledes.

Men nok sniksnak, lad os kigge på nogle spil.

Du kan høre den episode af Spilstrøm Ketil snakker om her!

Fulcrum Defender

Det her er nok den højst profilerede titel i hele sæson 2 alene fordi den kommer fra Subset Games, som med FTL og især Into the Breach har vist, at de mestrer skudsikkert spildesign af den fokuserede og minimalistiske skole. Et perfekt match til Playdate med andre ord. Og spændingen bliver ikke mindre af, at de ikke har lavet et nyt spil i over syv år!

Hvis Fulcrum Defender og porte af Into the Breach er det eneste, de har arbejdet på i den tid, bliver jeg dog overrasket. For her har vi at gøre med en yderst minimalistisk størrelse - både hvad angår assets og gameplay. Det skal dog ikke forstås som en kritik. Tværtimod. Fulcrum Defender er noget nær den perfekte rundebaserede, high score chaser. En type spil der gør sig særlig godt på Playdate.

Som sagt er det et vidunderligt simpelt spil. Du indtager rollen som en form for kugle i midten af skærmen, som skal eliminere forskellige geometriske former, inden de når midten. Til det har du et standardvåben, som du bruger cranken til at sigte med i 360 grader og D-pad'en til at affyre. Løbende får du power ups, der gør alt fra at udsende miner til at give dine skud spredning. Målet er at holde ud i så lang tid som muligt. Det er sådan set det.

Tilfredsstillelsen består delvist i den glimrende styring, der virkelig udnytter Playdatens centrale gimmick til fulde, og dels i at eksperimentere med de mange forskellige kombinationer, dit build kan bestå af.

Det er indbegrebet af "let at lære, svært at mestre", og en masterclass i stramt spildesign. Jeg vil blive meget overrasket, hvis jeg ikke stadig spiller Fulcrum Defender, når denne dagbog når til vejs ende.

Dig! Dig! Dino!

Der er også markant indietalent bag ugens anden udgivelse i form af Arco-udvikleren Fáyer, der sammen med Dom2D står bag udgravningsspillet Dig! Dig! Dino! Her er masser af cozy-energi, faktisk så meget, at jeg indledningsvis fandt spillets gameplay en smule hjernedødt, når jeg lettere tilfældigt gravede efter skeletter og artefakter på det tilebaserede udgavningssted. Men efterhånden som jeg fik flere opgraderinger, så jeg langsomt mulighederne for optimering.

Loopet er simpelt: Udgrav knogler, artefakter og værdigenstande. Tag dem med tilbage til din lejr, hvor du kan undersøge de to førstnævnte og benytte indtægterne fra sidstnævnte til at købe bedre udstyr. Når det er gjort, er det tilbage til udgravningen. Udfordringen består i den begrænsede mængde energi (tænk træk), du har hver runde. Løber du tør, inden et skelet er helt udgravet, går det tabt, og du skal finde det på ny.

Det er hyggeligt, ensformigt og så er der en historie, som jeg faktisk er en smule spændt på at se, hvor fører hen. Det bliver ikke min favorittitel i sæson 2, men Dig! Dig! Dino! har nok hygge og charme til, at jeg regner med at se det til vejs ende.

Bonus: Blippo+

Vi fik også en bonus med. Blippo+ er en slags flow-tv til din Playdate. Jeg har ikke helt fanget ideen med det, men måske udvikler det sig over sæsonen. Så stay tuned!

Uge 2: The Whiteout og Wheelsprung

En af de ting jeg var spændt på inden sæsonen var, om Panic kunne holde dampen oppe uge efter uge. I Sæson 1 lykkedes det ikke rigtig, men det var også 24 spil - nu er det "kun". Uge 1 var rigtig stærk, så jeg forventede et dyk. Det fik vi også, men ugens to spil er stadig interessante på hver deres måde.

The Whiteout

Vi starter med sæsonens første historiedrevne spil. The Whiteout er et postapokalyptisk, sidescrollende point-and-click adventure, som mekanisk bringer minder om sæson 1's udmærkede Saturday Edition, mens stemningen læner sig mere op ad The Last of Us og The Road. Vi befinder os i USA 10 år efter en klimakatastrofe, der har medført permanent vinter. Med andre ord: Winter has come! Som den unavngivne hovedperson forsøger du at overleve, mens du bevæger dig fremad mod et spinkelt håb.

Fremdriften sker via indtil videre relativt simple gåder, mens historien fortælles gennem omgivelserne og en indre monolog. Det fungerer ganske godt, selvom hovedpersonens åndsvage slacker-agtige gåanimation tester min tolerance.

I skrivende stund har jeg klaret det første kapitel og blev undervejs mere og mere varm på den kolde titel. Især afsøgningen af et hjem, hvor de tidligere ejeres tragiske historie udfoldes gennem dagbøger og breve, rammer den helt rigtige The Last of Us-nerve.

Wheelsprung

Hvis et langsomt, deprimerende adventurespil ikke er din kop te, eller du bare har brug for en paletrenser, er Wheelsprung det helt rigtige valg. Vi har kort og godt at gøre med Snurre Snups Søndagsklub-udgaven af Trials. En fysikbaseret, sidescrollende, BMX-spil med masser af charme og lige så meget frustration.

De korte baner bliver hurtigt svære, og allerede omkring den tiende begyndte jeg at skulle bruge en del forsøg. Frustrationen skal dog ikke ses som en kritik. Det hører med til genren, og det charmerende udtryk og den robuste fysikmodel er nok til, at jeg glædeligt støder panden mod muren igen og igen.

Ligesom med Fulcrum Defender er det et spil, man kan vende tilbage til igen og igen med jævne mellemrum.

Uge 3: Otto's Galactric Groove og Long Puppy

Det skulle jo ske. Efter to uger hvor jeg har fundet noget at holde af i samtlige titler, var der i denne uge en titel, jeg slet ikke fandt tiltalende på nogen måde - og den anden ender nok heller ikke blandt mine favoritter. På Playdate subreditten (som jeg for tiden frekventerer) var der ellers flere, der lovpriste ugens to spil for at føles som "ægte" Playdate-eksklusiver, fordi de begge gør meget brug af cranken - noget som kun Fulcrum Defender har kunnet prale af hidtil. Det er jeg i og for sig også enig i, men som Jokeren engang sagde: Der skal mer' til. Eller sagt på en anden måde: Jeg er ligeglad med, at et spil bruger cranken flittigt, hvis ikke det andet at byde på.

Long Puppy

Og det har Long Puppy ikke. I hvert ikke for mig. Vi har at gøre med en form for 2D platformer, hvor du som den titulære hund skal hente bolden til din ejer. Dog ligger den typisk et ufremkommeligt sted, så du skal spise mad for at blive længere. Cranken bruges til at sigte med hovedet og med et knaptryk bevæger du vovsen som en harmonika. Det føles ikke godt, og spillets visuelle udtryk tiltaler mig overhovedet ikke. Og nå ja, man pøller maden ud efter hver bane. Jo mere mad, jo højere pølle. Sjovt? Så giv det da et skud. Jeg hopper tidligt af hundeekspressen.

Otto's Galatric Groove

Otto's Galactric Groove har derimod mere at byde på. Et intergalaktisk rytmespil, hvor tvistet er, at du kun bruger én knap til at ramme toner. Til gengæld bruger du cranken til at positionere dig rigtigt på y-aksen. Toner kommer i kort og lang form, og nogle gange skal sidstnævnte bøjes op og ned med cranken, hvilket giver en af de mest tilfredsstillende følelser, jeg hidtil har stødt på, når det gælder Playdaten. Til gengæld er noget galt med de korte toner. Vinduet føles forkert. Man kan forlænge det, men det er heller ikke en fed følelse. Spillets største problem er dog, at musikken ikke er god nok. Ligesom som en musical lever og dør et rytmespil med sine sange, og er de ikke gode nok, er løbet ligesom kørt.

Når nu de nye spil ikke for alvor fangede mig, var der til gengæld tid til at færdiggøre nogle spil fra tidligere uger. I sidste uge var jeg ok varm på The Whiteout efter første kapitel, og også næste kapitel var solidt. Der leges med stealth, hvilket er pudsigt og ikke vildt velfungerende, men ganske sjovt. I de to sidste kapitler fortsætter spillet med at være legesygt, hvilket giver klare pluspoint, men historien bliver enormt forhastet og både gameplay og narrativ lider under det.

Også Dig Dig Dino! har lidt problemer med at holde dampen oppe, men kommer fantastisk i mål med en virkelig sjov og overraskende slutning. Og så har Fulcrum Defender fået tre nye sværhedsgrader, hvilket ærlig talt var lige det, Subsets lille perle havde brug.

Uge 4: Shadowgate PD og CatchaDiablos

Det bliver en ultrakort opdatering denne uge - hvilket egentlig er godt, fordi artiklen er ved at vokse sig lang. Hvorfor? Spørger du måske. Simpelt. Jeg er bouncet så hårdt af på begge ugens titler, at jeg skriver dette i kredsløb om Jorden. Shadowgate PD er et remake af et virkelig gammelt point and click adventure, som formår at føles oldnordisk at spille, og CatchaDiablos er en hård roguelike, hvor man bogstavelig talt bevæger sig i cirkler, for at fange... DIABLOS?! Det er bare slet ikke det, jeg har brug for lige nu, så jeg krydser fingre for nogle bedre spil næste uge.

Uge 5: Tiny Turnip og Chance's Lucky Escape

Efter en sløj omgang sidste uge er der mere at holde af for undertegnede denne gang. Men, men, men: Vi er stadig langt fra uge 1, hvis to spil endnu ikke er overgået af nogen af de andre.

Tiny Turnip

Et 2D klatrespil med Metroidvania-elementer? Ja, hvorfor ikke. Konceptet er fint nok, men ligesom med Long Puppy har jeg det svært med den grimme æstetik, og så synes jeg styringen - hvor du bruger cranken til at kontrollere din radisses arme med - er forceret tænkt. Det føles ikke naturligt som i Fulcrum Defender eller Otto's Galactric Groove. Tværtimod er to analoge sticks meget bedre stand-ins for arme. De to ting er nok til, at jeg hurtigt lagde Tiny Turnip på hylden.

Chance's Lucky Escape

Goloso Games' lille charmør spillede jeg til gengæld til ende inden for et par dage. Ikke at det siger meget, eftersom det kun tog en times tid at nå rulleteksterne. Men jeg var faktisk godt underholdt. Chance's Lucky Escape er et helt klassisk point and click adventure, hvor du hjælper småforbryderen Chance med at undslippe mafiaen og lovens lange arm over seks små særskilte scener. De fleste puzzles er ikke synderligt udfordrende, men spillet bruger Playdates unikke muligheder på ganske underholdende vis - også selvom jeg måtte sluge lidt værdighed, da jeg ADSKILLIGE GANGE blev nødt til at puste i Playdatens mikrofon under en togtur. Børnehavebarnet ved siden af mig sendte i hvert fald mistroiske øjne.

Chance's Lucky Escape Burde nok have været længere, men hvad det mangler i længde og dybde, har det til gengæld i charme. Og så er det morsomt at opleve, hvordan den både heldige og uheldige hund konstant vikler sig ind og ud af problemer.

Uge 6: Black Hole Havoc og Taria & Como

Så nåede vi til vejs ende! Opdateringen herfra blev lidt på den sene side grundet mit årlige 4-dages kamikazeridt på Roskilde, hvor jeg selvfølgelig skulle have det hele med (tak til Nine Inch Nails for at kvittere med årets koncert som belønning for udholdenheden). Men nu er jeg tilbage, så lad os se på de to sidste spil.

Black Hole Havoc

Her har vi at gøre med endnu et spil, der bare ikke helt ramte skiven for mig. Jeg kan sætte pris på den energiske udstråling - om end jeg finder den lidt enerverende - og ideen om at skyde sorte huller med andre sorte huller er egentlig meget sjov. Men, men, men. Gameplayets præmis med at matche størrelsen på et sort hul og tage sigte har ikke nok kød på sig - særligt fordi styringen er kluntet. Det blev til 20 minutter, og så var jeg videre...

Taria & Como

... Heldigvis til noget meget mere mig. Taria & Como er en fysikbaseret platformer, hvor du svinger dig i stedet for at hoppe. Det lader i høj grad til at være sæsonens store "closer", og det lever spillet op til. Her er en god idé, som bakkes fornuftigt op af både styring, historiefortælling og billeder.

I rollen som Taria sætter du dig for at redde din lillesøster fra en ond, monopolistisk virksomhed, som slavebinder mennesker under påskud af at beskytte dem. Det er vedkommende, om end ikke videre elegant fortalt når pointer slås fast med syvtommersøm.

Redningsmissionen er dog altid en fornøjelse at udføre grundet den unikke og vellykkede styring. Taria har essentielt set en grappling hook, som hun kan sætte fast en række steder, for derefter at svinge sig til næste sikre platform. Cranken benyttes både til at sigte med, og justere længden på linen. I starten er det simpelt og rimelig tilfredsstillende, men når man hen imod slutningen kæder hop sammen ved at sigte i slow motion, bliver det decideret glimrende.

Den fase fylder dog for lidt, men det ændrer ikke på, at Taria & Como er en af sæsonens bedste spil, som tilmed besidder lidt af den produktionsværdi, jeg ofte savner på Playdate.

Og med det takker jeg af. Det har været sjovt at følge sæsonen på den måde, det er tiltænkt fra Panics side af. Jeg er (stadig) ret vild med konceptet og håber virkelig på en sæson 3. Salgstallene er lovende - selvom 12.000 gør det knusende klart, hvor niche det her er. På falderebet skal I selvfølgelig ikke snydes for en endelig top 5 for sæsonen:

1. Fulcrum Defender
2. Taria & Como
3. Dig Dig Dino!
4. Chance's Lucky Escape
5. Otto's Galactic Groove