Kellermensch

Kellermensch har taget navn efter et værk af Fjodor Dostojevejkij, og det dystre navn ligger på god vis grobund for et band der ulmer under overfladen. Bandet fusionerer forskellige hårde stilarter og blander derimellem strygerinstrumenter og flotte vokalarrangementer.

Den mørke stil som følger albummets ti skæringer ulmer i alle kroge af lyduniverset og albummet er godt produceret og velspillet. De mange fusioner fungerer godt som kreative modpoler, og de musiske kontraster i form af de underspillede heavy toner er godt mikset sammen med den mere klassiske rock lyd.

Intronummeret hamrer afsted, mens Christian Sindermann growler over den pulsende åbning. Den bastante trommegang akkompagneres af et underspillet, men smukt klaverensemble. Numre som Moribund Town, Dead End og Loss er alle ganske ørehængende sange, og som beskrevet tidligere fusionerer de forskellige elementer godt.

På de mere metalinspirerede numre virker bandet dog straks mere ordinære og adskiller sig ikke rigtig fra andre bands på scenen. Dertil kan den konstante growl godt blive et irritationsmoment hvis man ikke er absolut storfan af dette, og det ville have klædt pladen med et større fokus på den mere klassiske rockvokal der på andre numre, udnyttes på fin vis.

Kellermensch har med deres debutalbum lagt i støbeskeen til noget ganske ekstraordinært, men bandet kunne godt stramme kompositionerne mere ind, så det blev mere fokuseret, uden at give slip på den kreativitet som adskiller bandet fra meget andet, vi hører i øjeblikket.

Bandet er velspillende, og den rå lyd er markant igennem albummet. De bløde elementer komplimenterer bandets autencitet på fornem vis og man lader kun endnu mere kreativitet tilbage at ønske. Det virker dog for denne anmelder ærgeligt, at Kellermensch har holdt for meget fast i metalelementerne, når det er deres mere underspillede, rå og autentiske rocklyd som klæder dem bedst.

Kellermensch er alligevel meget anbefalelsesværdigt. Først og fremmest er det en dansk rockband, som bryder lydmuren og skaber noget andet. Danske bands, som disse, fortjener og vil med garanti formå at ramme et mere internationalt publikum som fx det engelske eller tyske. Jeg glæder mig til at høre om bandet formår at give los til de lidt for ustabile metalelementer og implementerer mere af den klassiske rocklyd uden at gå på kompromis med kvaliteten til næste gang.