Keeper

Osgood Perkins bliver beskrevet, og måske sågar hyldet, i disse dage som værende en af horror-genrens centrale skikkelser på linje med Jordan Peele, Ari Aster og Robert Eggers, en af de nye auteurs med et umiskendeligt personligt præg, der kan mærkes fra start til slut, og som konsekvent balancerer narrativitet, struktur og naturligvis god gammeldags uhygge.

Og med Longlegs, The Monkey og I Am the Pretty Thing That Lives in the House, så har han da også cementeret et ry med afsæt i solide gyserfilm, som ligeledes bygges på med teknisk snilde og en sans for særligt velkonstrueret suspense.

Keeper er lidt en anomali her, for ikke bare er den langt mere traditionel end de tre eksempler der nævnes, den er også skudt midt i en SAG-AFTRA strejke mens holdet ventede på at genoptage optagelserne på The Monkey.

Jeg siger ikke at det kan mærkes, men det her er langt mere traditionel "cabin-in-the-woods" horror, dog med Perkins' sans for kameraføring og i særdeleshed suspense. At kalde den "kluntet" ville være at gå for langt, for alt ved Keeper er slebet og gjort lækkert, fra knivskarp scenografi til effektiv musik fra komponist Edo Van Breemen. Men den er dog mere traditionel og måske sågar konventionel i genremæssig forstand.

Tatiana Maslany spiller Liz, der fejrer et års jubilæum med kæresten Malcolm (spillet af Rossif Sutherland), bliver inviteret op til hans enormt smukke hus i en skov langt fra civilisationen, men bliver hurtigt mistænksom på hele opsætningen. At fortælle mere ville være at spolere et stringent og præcist hændelsesforløb, udover at slå fast at filmens første akt er bizart fyldt med tydelig signposting om at noget er i gærde, at det næsten føles intentionelt - at Perkins gør nar af de karakterer der forbliver passive selvom hele universet skriger om at forlade den utrygge ramme.

Når det så er sagt, så er der altid to faser af den slags gyserfilm - før det hele "går ned", og efter, og Perkins demonstrerer solid evne til at fastholde suspense og stemning begge steder. Filmen bliver dog stærkere som den får lov at rulle, særligt efter at Perkins dropper den her mærkelige omvendte konvention ved endelig at lade filmen "komme i gang".

Særligt Maslany leverer en glimrende præstation, der kun delvist bakkes op af en lettere stiv Rossif Sutherland. Og siden der ikke som sådan er flere karakterer end det, så fastholdes fokusset stort set udelukkende på hende, og tak for det.

Man ville dog kunne argumentere for at Keeper lidt bliver en samling snapshots, eller måske vignetter, snarere end en sammenhængende gyserfilm. Igen kommer vi tilbage til det der med filmens tilblivelsesproces. Selvom en begrænset location kan være med til at højne spændingen, så føles filmen lidt for dedikeret til et singulært rum, uden at vi rigtig får lov til at udforske huset, og lagene. Visse sekvenser bliver derfor lettere tilrettelagte, desværre.

Det er ikke Perkins' bedste film, men heller ej skal man tage fra ham at han laver gyserfilm der virker. Longlegs har uden tvivl mere på hjerte, og har en langt mere præcist udbygget mytologi, men Keeper står stadig tilbage som værende bedre end de fleste, og det siger måske lidt om hans talent.