Keane - Night Train

Uden at give for meget væk, er resultatet af Keanes nye album en kærkommen blanding. Med inspiration hentet fra forskellige genrer, der spænder fra 80ernes farvefyldte elektroniske pop, til energisk akustisk rock. At følge op på Perfect Symmetry kan i mine øjne være svært, da det er en super lækker plade, men det er tydeligt at Keane er et band i konstant bevægelse. Det er med højt humør og store armbevægelser at Tom Chaplin, Tim Rice Oxley og Richard Hughes endnu engang formår at holde deres musiske kvaliteter intakte. De lyder som alt andet, men er alligevel helt deres egne, og det er et flot resultat.

Pladen som udkommer inden længe, har den somaliske rapper K'Naan og japanske funk mc Tigarah med, og med dette formår Night Train at skille sig ud fra mængden. Det giver i en internationalitet og en tro på, at det musikalske altid kan udvides og fornys, selv med de samme virkemidler. Ikke ulig Gorillaz.

Albummet var indspillet og skrevet mens Keane var på international turne sidste år, og det har med garanti givet dem blod på tanden til at lave noget nyt.

Pladen starter ud med Your Love som er en trampende popeskapade med en gennemgående synthesizer og Tim Rice Oxley til at levere front vokal. Selvom jeg blev overrasket over at lade Tom Chaplin stå i baggrunden var jeg ganske imponerede over resultatet. Forstil dig en mere blød, men samtidig unik vokal, ikke ulig Morten Harket fra A-ha. Et gennemgående fantastisk omkvæde med sjæl og et episk midterstykke som gav mig kuldegysninger. Så er niveauet ligesom lagt, og jeg er overbevist om at nummeret kommer til at rotere heftigt i min pladespiller.

Stop For Minute er det første nummer med K'Naan. At få en rapper over Keane lyder måske en anelse malplaceret men det fungerer. Det er i den grad Keane, men på en helt ny måde, og det catchy klaverensemble er perfekt til Toms vokal. K'naan er med på både vers og omkvæde, og jeg forstår godt hvor Keane vil hen med dette. Samtidig er omkvædet på iørefaldende og skarpt produceret.

My Shadow er en klassisk Keane-ballade, som primært fungerer i kraft af Tim's fantastiske klaverspil og Tom's englevokal. Den fungerer som en fin lille huskeseddel på at Keane er et band i verdensklasse.

Keane har aldrig virket som et band der var trætte. Overhovedet. Nærmest det modsatte. Men det er alligevel beundringsværdigt at man her står med en plade fuldstændig ulig noget andet. Det virker som om man, i denne omgang, har ville give de store forventninger fingeren og skabe en finurlig og personlig lille plade, hvor ekvilibrismen er i fokus. Det fungerer virkelig godt.

Det er faktisk så godt, at selvom jeg hørte pladen omkring ti gange før jeg begyndte at grifle, og så kører den stadig i baggrunden, hvilket er imponerende i mit regi. Det er ganske enkelt klasse, og selv om det kun er en EP med otte numre, er det klart alle pengene værd. Du bliver ikke træt af det musikalske udtryk, og Keane flytter sig konstant.

Keane bevæger sig endnu engang væk fra vante omgivelser på Clear Skies som langt hen ad vejen føles som Radiohead eller Blur. Sangen starter med forskellige klaplyde, guitar og Tom's vokal som bygger sig op indtil omkvædet hvor det kulminerer med trommer, bass og xylofon. Det er et både sjovt og vellydende eksperiment, og man tager hatten af for Keanes mod.

Pladen afsluttes af Back In Time som er Keanes måde at lave Rock'N'Roll på, og jeg er glad for at være blevet inviteret med til festen. Det er svært at finde egentlige kritikpunkter. Mest af alt fordi det er fantastisk, og den slags skal man ikke kimse af. Det er dog forunderligt hvorfor det kun er blevet til en EP, da en hel plade af denne kvalitet havde givet mig øregangseufori. Men det er også det eneste minus, jeg kan komme i tanker om.