Katamari Forever

Da {Katamari Damacy} i 2004 indtog det japanske marked til PlayStation 2-konsollen, var det til stor jubel. Namco leverede ved hjælp af Keita Takahasis groteske hjernespind en oplevelse, der var et forfriskende pust i mængden af mere sikre udgivelser. Den skæve titel var på mange måder en protest fra udvikleren, der var træt af intetsigende fortsættelser og hele kommercialiseringen af spilbranchen.

Her styrede man en lille prins, der skulle skubbe en klæbende katamari-kugle rundt i psykedeliske verdener, i forsøget på at samle så meget skrammel som muligt. Banerne var farvestrålende, og humoren som en drømmende krydsning af Monty Python og glade 68´er hippiers syretrip.

Grundprincippet var ganske enkelt: som en tredimensional udgave af Pac-Man drog den altopslugende Katamari ud i verden for at opsamle køer, slik og skrammel med tiden som den største fjende. Efterhånden som kuglen tiltog i størrelse kunne endnu heftigere genstande samles op. Enkelt og fornøjeligt.

Året efter kom der i Japan en opfølger til det første spil. Selvom friskheden var falmet en smule, gjorde {We Love Katamari} det endelig muligt for de europæiske spillere at få del i løjerne i 2006. Senere gik turen til Sonys fikse PSP, mobiltelefoner, samt Xbox 360-maskinen.

Nu skriver vi 2009, og forbavselsen over det gale univers er noget mere begrænset, mens det oprindelige budskab er druknet i det hav, det var en protest imod. Når den skæve humor ruller hen over skærmen, virker det næsten kvalmende påtaget, og selv størstedelen af de farverige omgivelser er set før.

Den oprindelige skaber Keita Takahasi har ikke været en del af projektet siden {We Love Katamari}, og det kan mærkes. Hvis den nuværende udvikler var et jysk reklamebureau kan man næsten forestille sig at snakken ville gå sådan her: "Jow, vi skal da ha´ ham Polle med igen, og så måske noget total crazy noget med nogle papirsudklip og robotter. Ja, og så alt det sædvanlige sjov og ballade. Du Jørgen, skriver du ikke lige nogle total noller replikker?"

Hænger du stadig på, er den bedste forklaring nok, at du var fan af de første kreative udspil i serien, og derfor er interesseret i hvor historien går til i denne omgang. The King Of All Cosmos har mistet hukommelsen, og din opgave som den lille prins er at genskabe fragmenter af hans hukommelse ved at rulle din Katamari rundt og opsamle minder. Dette sker oftest i genbrugte baner fra forgængerne, mens kongens forvrøvlede volapyk kæder historien sammen så øjnene næsten bløder.

Flere af banerne begynder med et sort/hvidt-tema, hvor farverne langsomt dukker op efterhånden som kuglens størrelse forøges, mens en solid framerate og 1080p-understøttelse uden problemer gør denne version til den flotteste Katamari nogensinde. Musikken består atter engang af de ørehængende, næsten organiske lydcollager, der rask væk rører gamle chiplyde rundt i en poppet jazzgryde, og ender med et umådeligt fornøjeligt resultat.

Fornyelse er der en smule af, men på mange måder virker {Katamari Forever} som en billig opsamlingsplade: masser af hits, men alt sammen en anelse for velkendt. Banerne vælges nu fra en pop-up-bog, og der er inkluderet en mulighed for at hoppe ved at vifte din kontroller, en unødvendig detalje der komplicerer den simple kampvognsstyring, som prægede originalen.

Det er heller ikke længere kun "større er bedst"-mantraet der køres på, men ofte bliver spilleren stillet en opgave om at opsamle bestemte genstande. Ligeledes får man i nogle baner et begrænset beløb at samle ting op for, og på den måde skabes der lidt nye rammer omkring den velfungerende original.

{Katamari Damacy} var et sprudlende vidunderbarn, der med glæden sprøjtende ud af hvert et hul gav en befriende optræden uden nykker. Man kan til tider ane selvsamme barn inde bag den kyniske facade. Desværre er barnet nu blevet voksent, og man kan mærke at virkeligheden med dens budgetter, forbrugeranalyser og lagkage-diagrammer presser på. Og det er en skam.

Har du aldrig stiftet bekendtskab med serien, er det stadig de samme grundlæggende og ganske fornøjelige elementer der danner rammen, og {Katamari Forever} vil ganske sikkert stadig virke frisk og fornøjelig, selvom budskabet er druknet i mersalgsberegninger.

Som fan af Katamari-serien, vil du sikkert kunne tilgive denne opsamlingsprægede udgivelse, og finde fornøjelse i flere af de vanedannende baner, de nye spilmekanikker og den polerede tekniske oplevelse. Denne anmelder kunne dog sagtens have været foruden, for selvom han elsker Katamari, er det ikke for evigt.