Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Just Sing

Just Sing

Naboernes tålmodighed blev sat på prøve, mens Katrine udlevede sin divadrøm i Just Sing. Og nu har hun sunget sig frem til en karakter - læs om oplevelsen her.

Jeg kan vel ikke helt løbe fra det. Selvom mange nok vil sige, at jeg ikke har en tone i livet, så har jeg vel som så mange andre gået med en divadrøm i maven. En forestilling om, hvordan det ville være at stå på en scene foran et stort publikum og dele mine (manglende) sangevner. Og nu kan mine naboer, venner og kæreste nok vidne til, at jeg har forsøgt at skråle drømmen ud på det sidste gennem {Just Sing}.

Der er to forskellige måder at spille spillet på. Der er Party- og Battle-delen. I den første del kan du synge alene eller sammen med fire af dine venner. Mens den sidste del skal forestille at være spillets mere konkurrencemindede del, hvor du dyster mod dine venner, om hvem der har den bedste sangstemme, som spillet selv siger det. Faktisk er den sidste del så konkurrencepræget, at du i begyndelsen af din optræden bliver bedt om at optage et lille taunt, hvor du rigtig kan sætte dine venner på plads.

Jeg er selv vokset op med lignende titler såsom SingStar, så måske er det mig, der er gammeldags, men jeg blev ganske overrasket over, at jeg i {Just Sing} faktisk ikke skulle stå med en mikrofon i hånden undervejs. Jeg skulle derimod koble min telefon op med spillet og bruge denne i stedet. Let og praktisk, ja. Men fedt og funktionelt? Nej. For det første optager telefonen ikke blot din stemme, men det er meningen at den også skal optage video af dig imens. Dette fungerer således, at du egentlig ikke behøver at kigge væk fra din telefon, imens du spiller. Du kan nemlig både holde øje med, hvad du filmer samt med den tekst, du skal synge. Du kan dog ikke se tone-barerne på telefonskærmen, så derfor endte jeg egentlig med at sidde og kigge på fjernsynet størstedelen af tiden alligevel. Det blev altså ikke til de fashionable og lækre musikvideoer, man måske havde i tankerne, da man kom på idéen med at bruge telefonens selfiekamera til at filme ens performance. Faktisk blev det mere bare til akavede vinkler og på grund af disse, nogle ikke så charmerende dobbelthage billeder. Men idéen er da egentlig ret sjov, og hvis man orker at synge hele sangen med udstrakt arm, er der garanteret også nogen, der kan få det til at se godt ud - bare ikke mig.

Men man kan jo selvfølgelig bare slå kameraet fra, hvis man bliver træt af at kigge på sine dobbelthager. Og selvom det var en klar forbedring, så resulterede det bare i nogle utroligt kedelige billeder på skærmen. Man kunne foretrække at få lov til at kigge på sangens musikvideo eller noget andet sjovt. I stedet for ser man nemlig bare nogle blå barer ude i siden af skærmen, der viser ordene i sangen og et stort billede af den avatar, man vælger i begyndelsen af spillet.

Endvidere oplevede jeg at spillet flere gange stoppede, fordi en mobils forbindelse til spillet røg. Og så skulle man tro, at hvis blot man genoprettede forbindelsen, så kunne man også genoptage sangen, fra hvor man kom til, men det er dog ikke en mulighed. Man må enten starte forfra eller bare finde sig en anden sang, hvilket mildest talt er en smule irriterende, når man lige er så godt i gang med at vise ens venner, hvem der har det stærkeste sæt lunger, og der så til slut ikke er noget bevis for dette alligevel.

Og så er det måske mig, der er kræsen, men jeg synes godt nok mit repertoire som karaoke-stjerne var noget indskrænket fra spillets side. Jeg startede med 40 sange, som jeg selv følte var en smule tilfældige. Der var nogle klassikere iblandt såsom Can You Feel the Love Tonight, It's Raining Men og Take On Me samt nogle nye hits repræsenteret af blandt andet Radioactive, Let It Go og (måske alle karaoke-stjernes favorit) Chandelier. Og måske er det min divaattitude, der overtager nu, men langt de fleste af sangene i spillet er coversange og bliver altså ikke sunget af de originale kunstnere. Man kan dog bare skrue ned for sangerne, så man kun hører sig selv og musikken - så er det jo løst.

Det skal da også nævnes, at det er muligt at vinde flere sange undervejs, gennem det der hedder Star Road. Her samles alle de stjerner, man optjener ved at gennemføre sangene. Desværre kan man kun vinde fem sange i alt og for at nå til enden i Star Road, skal man op på 700 stjerner. Ved at gennemføre én sang alene kan du maksimalt få 5 stjerner, så medmindre man samler de fire spillere, det er muligt at have med, så skal man virkelig have sat replay-knappen på overarbejde.

Der virker dog til at være mulighed for et ret fedt community i spillet. I menuen finder man nemlig også en "Watch"-del, hvor man kan gå ind og se andre spillere synge sig gennem de forskellige sange. Her kan man reagere på videoerne med forskellige smileyer eller skrive til spillerne bag mikrofonerne. Og det er ganske let at lægge ens videoer derop (hvis man altså har modet til det - hvilket jeg bestemt ikke har), da man altid har muligheden for dette ved slutningen af en sang.

Men {Just Sing} kan langt fra prale af at være et spil, der går op i sangevner. Selvfølgelig inviterer spillet flere spillere til på denne måde, men det frarøver mig en del af successen af en velgennemført sang, da jeg senere finder ud af, at hvis jeg blot siger "ææææææ" eller lignende i samme tone en hel sang igennem, så kan jeg snildt vinde over mine venner på den måde. Spillet måler hverken om du rammer tonen, starter og stopper på ordene eller noget i den dur, men måler egentlig bare, at der er lyd i mikrofonen. Så spiller man sammen med en vaskeægte party-pooper, så er der en god chance for, man har et umådeligt træls nederlag foran sig.

Der var dog én ting som {Just Sing} gjorde - og det var at få os til at le. Lige fra de platte taunts man bliver bedt om at indspille, til de akavede vinkler og de falske toner, så morede vi os mægtigt undervejs.

Med et par venner omkring sig, en (mindre) række sange foran sig og absolut ingen tone i livet, så kan {Just Sing} godt blive ganske sjovt. Så længe man bare ikke tager det al for seriøst.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Mulighed for et fedt community, det giver nogle gode grin undervejs.
-
Fungerer langt fra optimalt med telefonen som kamera og mikrofon, et smalt sangudvalg der endda består mest af covers, måler ikke sangevner på nogen måde.