Judge Dredd: Dredd vs Death

Tegneserieverdenens (super)helte oplever for tiden en markant renæssance. Hulk, Spiderman, Dæmonen, X-Men, De Fantastiske Fire m.fl. byder på hver deres usædvanlige univers med et galleri af helte, der kæmper med både indre dæmoner og ydre skurke. Judge Dredd skiller sig noget ud fra mængden af strømlinede amerikanske superhelte. Dels stammer den fra en engelsk tegneserie - og dels er figurens karaktertræk udpræget politisk ukorrekte. Så der er på flere ledder lagt op til en oplevelse, der skiller sig ud. Mon Vivendi Universal og udviklerne hos Rebellion har været i stand til at løfte opgaven?

Vi befinder os i Mega City One, en fremtidsby, der på den ene side rummer vold, kriminalitet og den særlige fremtidens forfald, der også har gjort film som Blade Runner så fascinerende. Judge Dredd er - som altid - 3 myndigheder i én person: lov, jury og dommer. En omvandrende nærpolitiinstans, der fanger forbrydere og idømmer dem en passende dom på stedet, uanset om forbrydelsen drejer sig om mord - eller uautoriseret husdyrhold.

Spillet præsenterer sig som en helt traditionel First Person Shooter, der udfolder sig i et spilunivers, der ifølge sit tegneserieoplæg skulle være fyldt med kriminelle. Judge Dredd er den retsinstans, der sikrer, at stumperne af det førhen så ordnede samfund hænger nødtørftigt sammen - og det er dermed din opgave som spiller at sikre ro og orden. Til din hjælp har du Dredds kraftige arsenal af våben og ammunitionstyper.

Efterhånden som spillet skrider frem, får Dredd dog ud over sin klassiske Lawmaker fat i flere våben, f.eks. bazookaer, rifler, granatkastere og tåregasgranater. Betjeningen er disse våben er prisværdigt enkel, om end der en tydelig forsinkelse ved reload, som gør Dredd yderst sårbar.

Dredd vs Death indledes med en tutorial-sekvens, hvor man lærer basale bevægelser og våbenbrug. Ikke mindst er det en fordel at kende forskel på kuglerne, så man f.eks. ikke skyder direkte på sit mål, når man har rikochetterende kugler i magasinet. De enkelte øvelser er særdeles overkommelige, så man længes hurtigt efter at blive sluppet løs i Mega City Ones lovløshed. Når det sker, indfinder skuffelsen sig imidlertid hurtigt.

Først og fremmest finder man ikke det forventede mylder af lovløse. Gaderne er blæste, som gaderne i Danmark, da DR1 viste sidste afsnit af Nikolai og Julie. Man prøver dog af, om de personer man møder nu også er hærdede kriminelle. Dredd går hen til dem, vælger Arrestér - ved at trykke på E - hvorefter man umiddelbart kan trykke på F for at afsige dommen. Det kan imidlertid være noget af en prøvelse at komme til at stå rigtigt, så man tilsvarende kan få personen til at stå stille. Styringen er i hvert fald alt andet end præcis og let at mestre.

Snart er Dredd oppe mod vampyrer, og har man set eller spillet Blade er noget er overraskelsesmomentet og dermed originaliteten forduftet. Deres egentlige bagmand viser sig at være Judge Death, der har udviklet den noget bizarre teori, at al kriminalitet bliver begået af levende mennesker. Hans følgeslutning er derfor, at man simpelt hen skal slå alle borgere ihjel. Det lyder storslået, voldsomt og dramatisk, men historien i spillet udvikler sig dræbende lineært, og der er sjældent nogen særligt indlysende eller spændende mening med den overordnede historie i forhold til at bringe Dredd videre ad den i forvejen udstukne vej gennem spillet.

Dredd vs Death spilles så absolut bedst i Story Mode. Historien er som allerede antydet blot en tynd fernis over et regulært action-orgie, men den sørger da i det mindst for fremdrift og udvikling. Arcade Mode er betegnelsen for en række mindre, afsluttede missioner, hvor Dredd desværre ikke er med. I stedet skal man som andre af Mega Citys Judges slås mod mini-robotter, forhindre tyveri af våben, forsvare med-Judges og så videre. Arcade-missionerne er ikke udført voldsomt engageret, og særligt når man er oppe mod mange modstandere begynder grafikket at hakke mærkbart.

Og nu vi er ved grafikken: Gadebilledet er så godt som karakterløst, med alt for åbne områder, der savner detaljer i både bygninger, maskiner og borgerne. Dredd bevæger sig ofte rundt i et system af veje, haller og altaner, højt hævet over jorden og går man hen til kanten, får man nok lidt af et sug i maven ved at kigge ned, men også baggrundene savner den rigtige feeling. Faktisk ligner Mega Citys skyline mest af alt bybilledet fra Star Wars Episode 1. Lydsiden udmærker sig tilsvarende uengageret ved et alt for snævert udvalg af hårdkogte oneliners. Det bliver i hvert fald hurtigt enerverende at høre Dredd afsige dommen: Life - and we’re throwing away the key!

Figuren Judge Dredd har potentiale til et solidt action-adventure med en tiltrængt twist. Den upræcise styring, den middelmådige grafik og det gennemgående manglende engagement sørger dog langt fra for, at potentialet bliver udnyttet.