Joy

Jennifer Lawrence gik hårdt til stålet i 2015, da hun fremhævede problematikken med ulige lønninger i filmindustrien, hvor de mandlige kollegaer så ud til at løbe med de højeste lønchecks. For Jennifer har, som nogen anden, modbevist at en selvstændig, kvindelig actionhelt sagtens kan skabe cool omsætning, takket været sin ikoniske rolle som Katniss Everdeen i Hunger Games. Som en af filmindustriens brølende kvinder, og desuden også som en eminent skuespillerinde, har hun dobbelt-op fordele i sin rolle i Joy - historien om en kvinde der modbeviser sine omstændigheder og selv skaber sin succes trods konstant modvind.

Joy er historien om en kvindelig opfinder der opfandt en revolutionerende moppe (til at starte med). Men, som det dikteres allerede i indledningen, handler det lige så meget om alle inspirerende kvinder og datidens kvindelige symptomer. Det var en medie-fikseret fortid hvor kvindens stereotyp blev defineret af sæbeoperaer. Men Joy var anderledes. Hun var familiens ordfører, spydspids, mor, datter, søster, eks-kone, blikkenslager og arbejdende kvinde. Et sammensurium af roller der underkendte hendes potentiale - indtil hendes potentiale finder hende og ideen om moppen opstår ved et lykketræf. Men ingen kamp udkæmpes let, og Joy må bakse gennem patent-lovgivninger, investorer, økonomisk risiko, forræderi i familien og tv-shops blændende scenelamper.

Fordommene farer i flint allerede inden filmen starter, for er det nu endnu en letkøbt, populistisk historie om den ene, stakkels kvinde der trodser systemet og vinder? Endnu en Erin Brockovich..? Heldigvis ikke, for instruktøren og forfatteren bag Joy er den kompetente David O. Russel, som med film som Three Kings, Silver Linings Playbook, the Fighter og American Hustle har påvist sin evne til at lave arketypiske historier hvor han elegant danser uden om genrens forventelige klicheer. Joy er heri ingen undtagelse. Alle karakterer omkring Joy har en behagelig elastisk dynamik, som både gør dem problematiske såvel som sympatiske. Det handler ikke om Joys kamp i en mandehørm, men om en kvinde som lokkes ud af sin puppe. Og på høje tide.

David O. Russel har genbrugt det meste at sit ensemble fra Silver Linings Playbook. Jennifer Lawrence, Bradley Cooper, Robert De Niro. Han har genbrugt tematikken om familiedramaets kringlede skæbne der bliver til en ny opportunisme for hovedpersonen. Han har genbrugt sit personlige filmsprog, som giver traditionelle plots et alternativt udtryk og omdanner tv-shop til en symfoni. Hm... han har næsten lavet en Silver Linings Playbook 2. Men, er du til instruktørens behagelige stil og sans for bekræftende livshistorier fra virkelighedens baggård, så er Joy en komfortabel, omend lidt langtrukken, filmoplevelse som især kvinder vil elske.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen er suppleret dels med en traditionel making-of. David O. Russel dog er god til at forklare sine motiver med historien. Derudover et Times Talk interview med David O. Russel og Jennifer Lawrence (med en særdeles distraherende nedskæring).