Jotun

{Jotun} er et imponerende spektakel. Tag ikke fejl af det. Når din håndtegnede karakter stormer imod en gigant så stor som en skyskraber med hævet økse, og kameraet zoomer ud og afslører skalaen og størrelsen på den arena du skal til at kæmpe i, er det svært ikke at lade sig betage af ambitionsniveauet. Der er en klar {Shadow of the Colossus}-stil over det - at føle sig så lille og ubetydelig overfor den fjende du står overfor, og konceptet virker.

{Jotun} udkom på PC for ét år siden, og gør nu debut på Xbox One og PlayStation 4 i en såkaldt Valhalla Edition, og består, ligesom en række indie-spil efterhånden, kun af store boss-kampe. Det hele portræteres i en Valhal-inspireret, håndtegnet 2D-stil, og ganske ofte ligner det hele en bevægelig, farverig tegneserie.

Du er Thora, en islandsk kvinde der på tragisk vis forulykker med et skib, og alt imens havets kolde favntag tager imod dig, bliver du med ét transporteret til den nordiske mytologis skærsild, hvor du skal bevise dit værd overfor guderne før du kan få adgang til Valhalla. Det gør du ganske enkelt ved at knuse fem bosser, {Jotun}er. Disse har hver især en verden, og for at få adgang til en {Jotun} skal du først igennem to prøvelser, der varierer kraftigt fra at kæmpe imod tusindvis af dværge til at skøjte henover en frossen sø imens en kæmpe slange dukker op for at angribe dig.

Spillet foregår isometrisk, altså set oppe fra, og du har decideret kun to angreb at vælge imellem, et let eller et tungt, og så er det vist også det. Om så du er i gang med selve prøvelsen op til eller en kamp mod én af de fem {Jotun}er, så er mekanikkerne forsætteligt simple, og udover en række små evner du får tildelt i hver verden, såsom tidsbegrænset ekstra fart eller skade, ændrer spillet sig ikke mekanisk fra start til slut.

Hvad der til gengæld ændrer sig er den strategi du skal benytte imod de fem store bosser, der ikke bare bor i vidt forskellige visuelle dele af den nordiske skærsild, men også benytter vidt forskellige taktikker til at dræbe dig. Jera og Fe kræver at du konstant holder øje med ekstra fjender der dukker op på slagmarken, for at du uopmærksom et øjeblik, så bliver du hurtigt løbet over ende. Kæmper du mod Isa handler det udelukkende om sigtbarhed, eller mangel derpå, da denne frost-{Jotun} bruger en snestorm til at blokere dit syn. Alle disse bosser føles ikke bare som episke slag, der kunne være enhver {God of War}-title værdig, men vigtigst af alt føles de adskilte, og kan simpelthen ikke bekæmpes med samme taktik. De er svære, hurtige og slår virkelig, virkelig hårdt.

Dette betyder heldigvis, at {Jotun}s primære aspekt holder, og ikke bare det, det leverer en sublim gameplay-oplevelse.

Men desværre, så er boss-kampene ikke den eneste del af {Jotun}, nej, for som tidligere nævnt skal du gøre dig fortjent til at møde en {Jotun}, og her falder spillet fuldstændig fra hinanden.

For at gøre dig fortjent til at møde en boss, skal du først igennem to prøvelser i hver verden. Som nævnt kan de variere, men alle prøvelserne har én ting til fælles - de kræver alle at du bruger de mekanikker i spillet der fungerer værst. I den første verden, inden du kæmper imod Jera, skal du rulle igennem en række giftige duftskyer uden at tage skade, og for at kæmpe imod Fe skal du glide på en række rutjebaner i den rigtige rækkefølge. For det meste er disse kluntede, kedelige og fungerer som et garanteret antiklimaks. Der er en så mærkbar grænse imellem de indledende øvelser og en episk boss-kamp, og denne kvalitetskløft trækker hele helhedsindtrykket med sig ned i dybet.

Det er ikke fordi at prøvelserne som sådan er dårligt designet, men de sætter en gigantisk spotlyspære på de mekanikker der er svagest. At skulle gemme sig bag istapper for at dække imod en snestorm viser hvor upræcis styringen kan være, og at kæmpe mod de tusinde dværge viser hvor skidt kampsystemet fungerer på mange fjender ad gangen. Ingen af disse problemer viser under boss-kampene, for der gør kampens episke natur at man generelt er mere tilgivende, men under prøvelserne er i de utroligt tydelige, og det er en skam.

Hvad der dog ikke er nogen skam, som i overhovedet, er spillets visuelle stil. Har du, dengang du var barn, nydt tegnefilmen Valhal, så ved du præcis hvad jeg taler om. Der er tale om bløde, håndtegnede streger, og en farvepalet der konstant springer i øjnene på den bedst tænkelige måde. De få mellemscener der er skildres i fantastisk tegneserieinspireret stil, og når spillet er i bevægelse, 60fps i øvrigt, er spillets grafik og kunstneriske retning så stilsikker, at man per automatik bliver betaget af samtlige verdener.

Stemmeskuespil er der ikke meget af, men til tider akkompagneres spilleren af Thoras fortællerstemme, der giver indblik i folkets forhold til guderne, hendes forhold til hendes eget liv og endda en række små beretninger om gudernes kampe imod jætterne. Disse monologer udtales på smukt islandsk, og nu hvor sproget er så flot som det er, er det en fryd at høre de overnaturlige fortællinger på en sådan facon.

Spillet tager omkring 6-8 timer at gennemføre hvis man er grundig, og leder efter gyldne æbler der forlænger ens liv, men meget af denne tid bruges på prøvelserne, så for mit vedkommende måtte spillet skam gerne være halvt så langt, og udelukkende bestå af de episke boss-kampe.

Hvad vi ender med, er desværre en lidt blandet pose, for ligegyldig hvor fantastisk storslået og velgennemtænkt boss-kampene er, så trækkes helhedsindtrykket ned af det overfladiske fyld man skal igennem for at komme til dem. Ja, grafikken er smuk og den islandske fortællerstemme er smuk, men 60% af det man egentlig foretager sig spiller ikke på designets styrker, men snarere dets svagheder.

Dog er {Jotun} værd at spille, om ikke andet bare for boss-kampene, og er man villig til at bide sig lidt i læben op til hver af kampene, er det i sandhed storslåede øjeblikke at opleve. Det kræver dog tålmodighed.