Joker

Når en film er så længe ventet, hypet og omtalt som Joker, er det svært ikke at placere sine forventningerne et urealistisk højt sted. Og når anmelderne begynder at smide om sig med haver af roser, virker det hele næsten for godt til at være sandt. Ingen film kan være så god. Og dette er desværre den nemmeste måde at dræbe en god filmoplevelse: ved at overhype den. Derfor kan man med fordel forsøge at sænke sine forhåbninger så meget som muligt. Dette bliver dog ikke nødvendigvis en nemmere opgave efter denne anmeldelse.

Det er allerede tre år siden vi sidst oplevede verdens mest velkendte superskurk på det store lærred, dengang portrætteret af sangeren Jared Leto. Denne præstation og film blev mildest talt modtaget af blandede anmeldelser, hvortil et af de mest gentagne kritikpunkter var, at traileren var dybt misledende. Der var simpelthen blevet lovet mere Joker-indhold, end man fik at se i det "færdige" slutprodukt. Dennne kritik er tydeligvis blevet hørt af nogen i Hollywood, hvilket har resulteret i udgivelsen af denne film: en Joker "origin story", centreret omkring titelkarakteren og hvordan han blev skabt på Gothams gader.

Joker, som ikke bare omhandler, men er komplet dedikeret til personen bag smilet, indeholder ikke en eneste scene, hvor Joaquin Phoenix ikke er med. Dette medfører dog ikke, at filmen er utroligt streamlinet, med en enormt høj pacing. Nærmere tværtimod. Filmen tager sig sin tid til at komme ind under huden på hovedkarakteren, og os som seere, og de første ca. 80 min. er nærmest udelukkende stemningsetablering. Tiden er brugt til at give et komplet indblik i, hvilken mand vi ser foran os, hvad han kommer fra, hvorfor han er som han er; alt bliver afdækket i dette portræt. For det er hvad filmen er, det er et portræt og karakterstudie af Jokeren. Og derfor kan filmen måske synes en anelse kunstnerisk for nogen.

Som seer kan første halvdel af filmen virke noget kaotisk, eftersom man på intet tidspunkt får etableret hverken plot eller karakterens målsætning. I stedet bliver man kastet ind i et narrativ, som til tider virker mere som en snapshot-fortælling end noget andet. Det er tydeligt, at instruktøren Todd Phillips (som overraskende nok er mest kendt for sin Hangover-trilogi) ikke er interesseret i at tale ned til sit publikum, men udmærket er klar over, at vi alle ved hvem Jokeren er. Og derfor bruges der kun meget lidt tid, på at fokusere på relationer til Gothams andre notoriske personer.

Vi bliver ikke holdt i hånden, og der er er ingen fan service, hvilket er noget chokerende, at en superhelte-spinoff film kan udkomme i 2019 uden 20.000 referencer og easter eggs til et extended cinematic universe. Men det er der ikke. Filmen er sin egen ting, i sit eget univers, og den er dybt kompromisløs. Filmen er hård. Den er brutal. Og den er utroligt foruroligende til tider. Stemningen kommer i særlig grad til live grundet et fantastisk soundtrack, indspillet af den islandske Hildur Guðnadóttir, som leverer nogle kuldegysende tunge toner på sin cello. Flere gange mindes man følelsen af at se Dark Knight og blive ramt af Hans Zimmers ikoniske toner, men eftersom dette er en helt anden genre af film, havde det naturligvis ikke virket passende heri. Der er dog ingen tvivl om, at når jeg genser denne film næste uge, er musikken noget af det jeg ser allermest frem til at genleve.

Udover soundtracket, er det umuligt ikke at kommentere på Phoenix' præstation, som i den grad virker oplagt til en Oscar. Det er imponerende, hvordan han skaber noget så sært og fascinerende som den karakter, han omgør Jokeren til. Det er fuldstændigt sin egen entitet, som tydeligvis afholder sig fra at trække inspiration fra de tidligere to prisholdere, Nicholson eller Ledger. Filmen adresserer i højere grad Jokerens psykiske aspekt og mentale lidelser, hvilket i stor grad er tematikker, som er ubefærdede vande indenfor superheltegenren. Dette er med til at give en dybde og grad af realisme til både film og rolle, som vi endnu ikke har oplevet indenfor superhelte-inspirerede storfilm. Til tider kan filmen delvis minde om Phoenix' rolle i You Were Never Really Here og det er derfor under, at man må se den så snart man fylder 15 år. Der er nogle scener, der overrasker i grusomhed, og det er ikke sikkert jeg havde ladet min fiktive 15-årige teenager se denne film.

Det er svært at tale meget om plottet, uden at spoile for meget, og desuden er filmen som ovennævnt mere karakterdrevent end noget andet. Jeg tror ikke Phoenix er ude af rammen i mere end 30 sekunder på et hvilket som helst tidspunkt, hvilket medfører, at der heller ikke gives meget plads til birollerne. Alligevel formår næsten alle fra castet at brillere med deres få minutter på skærmen, og særligt Zazie Beetz (fra Atlanta og Deadpool 2) leverer en meget autentisk og menneskelig præstation, der står i stærk kontrast til den mere excentriske dramatik fra Phoenix.

Det er en film man bør se. Jeg tror ikke, at den falder i alles smag, men hvis man kan overleve en to timers film, som bruger første halvdel på at etablere stemning og præsentere en hovedkarakter som man hverken finder sympatisk eller troværdig, tror jeg man kan få en fed biografoplevelse ud af den. Joker skiller i hvert fald ud fra resten af 2019s superhelte og -skurke ved ikke at være gennemblæst af CGI laserbeams og ansigtsløse hovedkarakterer med sjove oneliners. Til gengæld har Joker en komplet ny tilgang til en gammel og velkendt karakter og leverer en betydelig mindeværdig oplevelse. Der går nok noget tid, efter man har forladt salen, før man helt kan finde ud af hvad man skal synes om filmen. Men uanset hvad man finder frem til, går der lang tid, før man glemmer Phoenix' Joker og hans ørehængende latter.