John Carpenter's Toxic Commando

Der er få filmskabere, der har påvirket mig så meget som John Carpenter. Jeg er vokset op med hans film, og kultklassikere som Halloween, The Thing, The Fog og Big Trouble in Little China havde en enorm indflydelse på mig som nysgerrig dreng i 80'erne og starten af 90'erne. Hvad enten det var gennem sene tv-udsendelser eller slidte videobånd lejet i den lokale butik, var der noget helt særligt over hans kreationer - den unikke blanding af iskold atmosfære, pulserende synthmusik og en passion for håndværk, for slet ikke at tale om de uforglemmelige karakterer.

Filmene var vidunderligt kyniske, punkede og kompromisløse; en stor langefinger til etablissementet. Carpenter var en person, der tilsyneladende altid gjorde, hvad han ville, og aldrig solgte ud eller bøjede sig for magthaverne med deres tykke tegnebøger. I hans senere år har hans interesser naturligt flyttet sig en smule med mere fokus på musik og færre hjerteprojekter. Så da Toxic Commando blev annonceret med hans navn tilknyttet, var det ikke overraskende, at jeg blev en smule nysgerrig.

Carpenter i digital form, eller i det mindste hans essens, kunne bestemt være noget særligt. Men jo mere tid jeg brugte med Toxic Commando, desto tydeligere blev det, at Carpenters navn mest fungerer som et trækplaster på forsiden. I denne kontekst føles det omtrent lige så naturligt som at klistre The Thing-logoet på en dåse energidrik og sælge den over disken. Det føles lidt hult.

Og det er en smule skuffende, fordi Saber Interactive (holdet bag det fremragende World War Z) og Carpenter burde lyde som opskriften på en ret lækker cocktail med groteske monstre, multiplayer, pulserende synthmusik og en smule 80'er-æstetik drysset på toppen. Blod og apokalypse støbt i neon, ganske enkelt.

Præmissen føles virkelig som materiale fra en hvilken som helst B-film og er faktisk ret charmerende. Et energiselskab borer sig ned i jordens kerne på jagt efter ubegrænset energi, hvilket ender i en katastrofe. I stedet for ren energi finder de noget helt andet: et mystisk og ondt stof - en form for overnaturligt slam, om man vil - som begynder at forvandle mennesker til groteske monstre. Verden er på vej mod totalt kollaps, og det eneste, der står mellem menneskeheden og fuldstændig udslettelse, er en flok halvkompetente soldater, der er sendt ind for at rydde op i rodet.

Tonen er rendyrket "pulp" - moderat selvironisk og temmelig fjollet - men også spillets stærkeste kort. Det er ikke en historie, der engagerer dybt, men den underholder og formidles med en herlig gejst blandet med en god portion overdrevet skuespil. Der er unægteligt noget befriende over, at et spil af denne kaliber faktisk vælger at droppe det seriøse og overdramatiske. John Carpenter's Toxic Commando vælter sig skamløst i sin B-filmsæstetik, og det får de en tommel op for af mig. Man kan mærke, at Saber virkelig har forsøgt at indfange en form for 80'er-energi her.

Men en sjov (fjollet) historie og et pumpende soundtrack er næppe nok til at bære spillet, og problemerne bliver hurtigt tydelige, så snart man bruger mere end en time med Toxic Commando. Under den sprøde 80'er-overflade er det ærlig talt bare endnu en "hoard shooter" i mængden. Det er den samme gamle co-op-oplevelse, vi har spillet hundrede gange før, bare nu med John Carpenters navn plastret på forsiden. Det hele føles næsten smertefuldt bekendt, og følelsen af déja-vu er næsten overvældende. Fire spillere arbejder sammen i forskellige missioner, hvor man kører mellem checkpoints, forsvarer positioner og skyder sig vej gennem massive horder af fjender.

Strukturen er så søvndyssende velkendt, at man falder ind i det, der næsten kan beskrives som en trance, hvor alt bare kører på autopilot og fuldstændig fejler i at engagere én på et følelsesmæssigt plan. Klassesystemet er også præcis, hvad man forventer: en medic, der (overraskelse) lapper holdet sammen, en defender, der kan absorbere skade, og to andre roller, der fokuserer på en blanding af eksplosive våben, skade og gadgets. Alt fungerer teknisk fint, men det føles også som om, man har set nøjagtig samme setup i et dusin andre skydespil de sidste ti år.

I al ærlighed er spillets mest unikke træk det utrolige antal fjender, der angriber, og det er her, Sabers spilmotor for alvor viser muskler. Teknisk set er det svært at klage. Nej, det er ikke noget, der vil blæse dig bagover visuelt, men alt flyder i et hæsblæsende tempo uden hakken. Et andet lille lyspunkt, der er værd at nævne, er køretøjerne, som tilføjer lidt variation og skaber genuint sjove øjeblikke, hvor det aldrig bliver kedeligt at pløje gennem horder af fjender i en stor jeep.

Men samtidig er dette også en del af problemet, for hvad vil Toxic Commando egentlig være? Der er en udpræget "det hele på én gang"-følelse over det, hvor det virker som om, de har kastet alt mod væggen i håb om, at noget ville hænge fast. Er det et taktisk co-op-skydespil? Et arkadespil om at slagte zombier? Eller en form for off-road actionspil, hvor man kører gennem mudder, mens monstre hopper op på kølerhjelmen? Alt er så vildt spredt fægtning, at det bliver ufokuseret, og systemerne føles aldrig rigtig integreret i den større struktur.

Når det kommer til selve skydedelen, er den i det mindste kompetent, og kampene kan til tider være ganske spektakulære med næsten umuligt store horder af fjender, der vælter mod dig fra alle retninger, blandet med bosser i forskellige størrelser og kalibre. Hvis du har spillet Space Marine II, vil meget af dette føles bekendt, omend denne gang med zombier fremfor xenos og kættere. Når alt klikker, blodet sprøjter, fjenderne strømmer frem som en ugudelig flod, og skærmen er fyldt med eksplosioner, er det faktisk ret sjovt.

Men de højdepunkter er få og langt imellem, og de efterfølges næsten altid af lange transportstrækninger, der hurtigt bliver meget kedelige. Missionernes struktur hjælper ikke på situationen, da de gang på gang koger ned til: Kør til en lokation, skyd fjender, forsvar et objekt, kør videre, og gentag. Det fungerer i korte doser, men efter et par timer begynder følelsen af at være i et hamsterhjul at kræve sin ret. Herefter begynder man også at bemærke, hvor tyndt indholdet egentlig er. Man udfører sine missioner, indsamler ressourcer, opgraderer sit udstyr og stiger i niveau. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det er bestemt ikke særlig mindeværdigt.

Det mest ironiske er måske, hvor meget spillet læner sig op ad Carpenters navn. Hans musikalske fingeraftryk er bestemt til stede, og soundtracket er faktisk en af de bedste dele af spillet. Men samtidig føles det næsten som om, markedsføringen lover mere, end spillet rent faktisk leverer. Når jeg hører navnet Carpenter, forventer jeg meget mere end dette. Hvor er stemningen, atmosfæren, den langsomt snigende rædsel? I stedet er Toxic Commando larmende, kaotisk og utrætteligt generisk. Dens store redning er (ikke overraskende) multiplayer-delen. At spille med tre venner løfter virkelig oplevelsen, og det at forsøge at redde et køretøj, der sidder fast, mens ammunitionen slipper op og zombier kravler op på taget, kan være hysterisk sjovt. I de øjeblikke fungerer spillet præcis, som det skal.

Men det siger også meget om spillet som helhed. Når man spiller alene, bliver det hurtigt tydeligt, hvor repetitivt alt er, da kampene føles længere, missionerne mere mekaniske, og spillets charme forsvinder hurtigt, når man ikke længere griner sammen med tre venner på Discord. Det er måske spillets største problem. John Carpenter's Toxic Commando er ikke et katastrofalt spil. Det er ikke engang dårligt. Det er bare... meget, meget middelmådigt. Et kompetent stykke håndværk, der leverer et par timers sjov, men mangler den gnist, der kunne have gjort det mindeværdigt.

Er der et publikum til Toxic Commando? Ja, absolut. For pengene får man en masse action og underholdning, forudsat at man har tre venner at dele oplevelsen med, som er indforstået med, hvad de går ind til. Det er endnu et skydespil i en i forvejen overfyldt genre, og trods Carpenters navn og den (til tider) flotte æstetik, er der intet her, der for alvor skiller sig ud eller får dig til at spærre øjnene op. Sjovt i små doser? Absolut. Men noget man vil tale om om et års tid? Næppe.