Jay-Z - Kingdom Come

Michael Jorden vandt uden tvivl prisen for årets dårligste pension, da han for en del år siden lagde Chicago Bulls-tøjet og troede han skulle spille golf og baseball i stedet for. Men nu løber New Yorks rapkonge Jay-Z ham over ende. I hvad der kun kan kaldes verdens dårligste pension, vender Hova, efter kun tre år i skyggen, tilbage med albummet Kingdom Come. Og han ved, at hans pensionist-tilværelse er en frace, da singleudspillet Show me what you Got begynder med ordene "What can I say, I’m back...".

Jay-Z’s sidste skive, The Black Album var en lussing til stort set hele branchen. Med masser af innovation, tætpakket lyrik og interessante produktioner, viste han, hvorfor han er nået så langt. Flowet kan man enten lide eller hade, produktionerne ligger på grænsen mellem det ørevenlige og hårde fra gaden, og teksterne er personlige, fra fortiden som narkopusher til livet med mange millioner. The Black Album er svært at følge op på og derfor når Jay-Z heller ikke helt de forventede højder med Kingdom Come. Det er en mere moden Jay-Z, der vender alt fra hans fortid til hans mor og livet som kendis i Hollywood, tekster, der ikke som tidligere kun kredser om pistoler, narko og pengebundter. Hvis du som jeg har været med Jay-Z hele vejen, er det dejligt at se en udvikling i hans lyrik og fokus, men det er ikke helt nok.

For mens produktionerne både spænder fra Du you wanna ride? med Kanye West ved mixerpulten og 30 Something med Dr. Dre ved computeren, så er den 14 nummer lange skive lidt for uinspireret andre steder. Anything, der både har gæsteoptrædener af Pharrell og Usher, er noget af det mest ligegyldige og anonyme i lang tid, og kan slet ikke måle sig med Change Clothes fra The Black Album. Andre steder, som f.eks. i singleudspillet Show me what you got, pløjer Jay-Z bare de samme gamle furer igen. Det er nærmest en bevidstløs lyrik og produktion, der er så let for ham at lave, at han næsten ikke kan lade være. Selv det faste entourage af folk, heriblandt hans kæreste Beyonce får chancen for at lege med, når Hollywood vendes på vrangen i nummeret af samme navn. Faktisk bliver Kingdom Come dårligere, jo længere ind på skiven, du kommer.

De bedste øjeblikke er The Prelude, en retrospektiv lille ting, hvor Jay-Z får sagt det der skal siges og Oh My God der er en fed, nærmest kampsang-agtig herlighed med højt tempo. Derudover er jeg ret vild med det pianodrevne Lost One, hvor tabet af et par nære venner og evnen til at leve videre sættes i højsædet, og de numre kan sagtens bære Jay-Z meget af vejen, men bare ikke helt derop, hvor The Blueprint Vol. 1 og The Black Album befinder sig.