Jason Derulo - Jason Derulo
Mens gruppen af R&B kunstnere øges dagligt, er der altid et par enkelte der skiller sig ud fra mængden. Ne-Yo gjorde det, Chris Brown gjorde det og Ryan Leslie, for bare at nævne et par stykker. Nu er Jason Derulo så klar med sit debutalbum efter at have huseret radiostationerne med hitsingle "Whatcha say" i en længere periode. Men gør han væsen af sig?
Vi lever i en tid hvor undertegnede stadig håber at brugen af auto-tune er på tilbagetog. R&B er efterhånden en fortabt genre. Tiderne, hvor sangerne rent faktisk kunne synge og sjælefulde blues produktioner var i førersædet, er talte.
I stedet har vi keyboard synthesizer produktioner og kunstnere der knap kan holde tonen, selv med auto-tune på fuldt blus. Midt i mellem disse to verdener finder vi Jason Derulo, som er en forholdsvis ny soloartist, men som efterhånden har været på musikscenen længe, hvor han bl.a. har skrevet sange for Birdman, Lil Wayne og Diddy.
Albummet starter ud med den JR Rotem producerede "Whatcha Say". Den samplede produktion har været en landeplage landet over, og ramte bl.a. den amerikanske billboards første plads. Selvom nummeret er alt, hvad jeg foragtede fra nye artister, var den da stadig til at holde ud.
"In My Head" er nok det bedste nummer på pladen. JR Rotem har igen produceret og det er nogle ganske fede trommer der pumper med en god harmoni over Jerulos stemme, som på nummeret viser en anelse mere dybde end tidligere. "Love Hangover" er et hurtig synthesizer-nummer som propper øregangen fuld af konfetti, og som med garanti bliver næste single, selvom dens potentiale måske ikke når "Whatcha Say". Strobelight er ligeså et nummer af samme opskrift, og har bestemt også fint potentiale.
Albummet er i det hele taget i ganske god harmoni med tidens ånd og skidtet sælger, så på den måde ingen kritik på det område, selvom nyskabelse ville være kærkomment. Albummet rummer gudskelov ikke mere end 9 sange plus et bonusnummer, og alle ligegyldige sange er derfor skåret fra. Dette er vel nok det mest positive, eftersom amerikanske R&B- og hiphopartister har det med at fylde deres albums med 25 numre, hvor halvdelen oftest er ligegyldige.
"Ridin Solo" sampler fra "Bittersweet Symphony" af The Verve's og dette er jo i sig selv blasfemi så det vil jeg ikke tale nærmere om. Jeg kan dog sige, at Derulo herpå viser sit desværre store mangel på egentlig talent for sangskrivning, da lyrikken i bedste fald er acceptabel. Albummet er sammen med så mange andre i samme genre stadig ikke blevet kureret for alle sine sygdomme. De mangler alle sjæl.
Hvis R&B genren skal overleve i min bog skal den finde tilbage til sine rødder. Vi har brug for at høre tidsløse klassikere i stedet for enkle radiosingler. Desværre må man sige, at sådan som musikindustrien udvikler sig, er det nok ikke noget man skal satse på foreløbig.
Gamereactor Danmark