Jarhead

Der er absolut ingen mangel på hverken krigsspil eller krigsfilm i disse tider. Om end det hovedsageligt er verdenskrigene der skildres, så er der allerede et væld af værker om de mange mellemøstlige konflikter, som verden har været udsat for de sidste 15 år. Som regel er filmene fyldt med hæsblæsende actionscener og sammenstød, hvor det ofte er den ene side, der portrætteres som heltene.

Jarhead tager et stort skridt væk fra den type film, da det er en autentisk skildring af Anthony Swoffords oplevelser under Desert Storm, som er ganske fravigende fra, hvad vi ellers ser filmatiseret. Nøgleordet må være meningsløshed. Jarhead handler nemlig ikke om selve krigsaktionerne i Desert Storm, men om den ventetid soldaterne oplever inden, de bliver deployeret på slagmarken. Kedsomheden i lejren er beskrevet meget detaljeret, og den vedvarende ligegyldighed, som soldaterne oplever, går direkte ind i hjertet på seeren. Den lange ventetid munder ud i en række tomhjernede foretagender, hvor samtaleemnerne er sex, onani og hasard - hvad man kan forvente af en gruppe drenge, som keder sig dag ud og dag ind.

Jake Gyllenhaal skildrer den unge marineinfantrist, Swofford, og gør det med bravur. Har du set Brokeback Mountain og Donnie Darko i forvejen, er du ikke i tvivl om den unge herres talent. Ligeledes spiller Jamie Foxx den hårde sergent, som i bedste Full Metal Jacket-stil skriger og hundser med de unge rekrutter. Heldigvis får Foxx rollen til at fremstå troværdig og han falder ikke ned i et klichefyldt hul, som vi ser mange roller i den boldgade gøre.

Det er dog Swofford som er i centrum, og gennem filmen griner og græder vi med ham, idet han bliver udsat for alverdens fysiske og psykiske strabadser. Tro nemlig ikke at meningsløsheden i filmen er lige med en kedsommelig affære, tværtimod. Soldaternes måde at fordrive tiden på, Swofford tanker, samt de små uforudsete ulyksaligheder, virker dragende og utroligt underholdende.

At filmen tilmed ikke er spækket med moralske undertoner og politiske budskaber er forfriskende og må betragtes som rosinen i pølseenden. At filmen fortæller om krig på en måde, jeg sjældent har set lige, samt dens basering på en sandfærdig historie, gør blot oplevelsen endnu mere interessant