Janelle Monae - The Archandroid
Det er svært at tro på, men det er snart 3 år siden, at Janelle Monae først begyndte at gøre væsen af sig, og der begyndte at komme hype omkring det nye kæmpe talent. Forventningerne har været støt stigende og albummet, som efterhånden har været en del forsinket, er nu endelig kommet. Men har verden fået en ny soul diva?
Man fristes nemt til at sammenligne Janelle Monae med Lauren Hill, eller Erykah Badu. Måske endda med Grace Jones, for Janelle Monae jonglerer rundt med så mange stilarter og talenter, at det kan være svært at følge med. Men hvis man skal være ærlig, så lyder Monae egentlig ikke som nogen andre. Hun deler Lauren Hills sjælfulde populisme. Hun formår at ramme den hiphop-nerve som Erykah Badu har præsenteret, og så har hun Grace Jones talent for at finde fantastiske lyde og melodier gennem sin vokal. Men selv når det er sagt, er det i den grad svært at sætte Janelle Monae i bås.
Michael Jacksons Off the Wall er et klart referencepunkt igennem albummet. Specielt "Locked Inside" er nærmest er en hyldest til den plade, uden at være en kopi. Det er helt sit eget, men der ligger så mange lag i musikken at man skal være knivskarp for at opfange alle de kreative aspekter.
Stankoning og The Love Below er begge numre som får en til at mindes kongen af pop, og det er ikke i sig selv en dårlig ting.
Albummet er ikke et pop album. Det er heller ikke soul, men det er bestemt heller ikke r'n'b. Og alligevel er det alle tingene på en gang og meget mere. Det er teatralsk i ypperste karakter, og det fungerer fantastisk godt. "Dance or Die" er rent Daft Punk og når man samtidig sampler Claude Debussys "Claire det lune" på "Say You'll Go", så har man virkelig været flabet, modig, og i den grad nyskabende. Det er lidt ligesom med en spøjs kok. Man tager en masse genkendelige ingredienser og behandler, blander og kokkerer dem i en sådan grad at det nærmest bliver en parodi. Alligevel kan du ikke gøre andet end at stå tilbage og beundrer det kunstneriske værk.
Albummet fortæller historien bygger omkring pigen Cindi Mayweather, som opdager hun er en form for messias eller frelser. Hendes titel, "The Archandroid", er et symbol på hendes skæbne til at lede det undertrykte folk mod frihed. Hvis man bytter Cindi Mayweather ud med Neo og byen Metropolis ud med Matrix, så forstår du efterhånden hvor ideen bærer hen. Selvom det er kliché og en smule fortænkt, så er det godt eksekveret.
Hvis man umiddelbart synes at det hele lyder en smule fortænkt, kunstnerisk og "arty farty", så er man ikke helt ved siden af. Dertil kommer at albummet er et kæmpe rod. Genre- og stilskifte på kryds og tværs og et hav af sange som lyder som alt fra Daft Punk til Michael Jackson, til Mozart, musicals og The Fugees.
Og jeg elsker det.. Der er et nummer ud af de 18 sange som jeg ikke er ubetinget vild med, men ellers er dette for mig kunst. Det er poppet. Det er teatralsk. Det er nyskabende, og det er langt hen ad vejen den retning som jeg gerne så andre kunstnere tog deres musik. Men Janelle Monae er et fuldstændig fabelagtigt talent, og jeg håber rigtig meget på at folk giver det en chance.
Historien er lidt fortænkt, og det er bestemt ikke en plade for alle, men dette er musikalsk kunst, og den slags skal belønnes.
Gamereactor Danmark