Jack Reacher

Der var engang en tid hvor den amerikanske actionkrimi var en ærlig gentleman sport. Før filmindustrien blev blæst omkuld af den digitale dæmon og Michael Bays kommercielle godstog tromlede over scenen. Alle filmelskere, som befinder sig i en øvre aldersklasse, kan måske huske æraen for den ærlige actionfilm. Dengang en mordgåde og et par konspirationer var nok til at underholde.

Ind træder Tom Cruise i rollen som Ethan Hunt - undskyld, Jack Reacher - med en mission (umulig?): At udfylde tomrummet i nutidens savn efter en ærlig actionkrimi. Det er indlysende, såvel som tiltrængt. Jack Reacher er baseret på en populær amerikansk bogserie, som ikke har manifesteret sig på de danske reoler, men ikke desto mindre kan man se filmen med et renere sind og færre forudsætninger.

Med en djævelsk tålmodighed sætter en snigskytte sig tilrette med sigtet mod en civil park i USA. Rolig nok på aftrækkeren til at give os mulighed for at gnave i underlæben. Skuddene smælder, uskyldige ofre bæres væk og politiet har ikke de store udfordringer med at finde den skyldige massemorder; en tidligere skytte i militæret, som har alle motiverne imod sig. Men inden han bliver tæsket til en grønsag af sine medfanger, når han at skrive en besked på papiret: "Get me Jack Reacher".

For den grusomme mordsag er muligvis meget mere end en gal mands affektion. Noget som den tidligere marine, Jack Reacher kan udrede, fordi han aldrig holder op med at tvivle på omstændighederne.
Det er den rustikke ægthed der gøre Jack Reacher til noget særligt. Ægtheden når Jacks næver sender fem slagsbrødre i asfalten, mest for at eksemplificere hans kampevner. Ægtheden når Jack træder på speederen i en klassisk biljagt, hvor motorkræfterne fylder lydsporet og farten er autentisk. Jack Reacher forfalder aldrig til effektfulde indsprøjtninger som trækker tæppet væk under troværdigheden, for når tingene eksploderer, har der været en god, lang optakt undervejs.
At konspirationen til gengæld føles noget forceret, og at historien ikke sømmer os fast på muren, er et offer i slagmarken. Og muligvis er selve Jack Reacher en ret maskinel karakter som ikke ligefrem tigger efter en 2'er. Konceptet kan også dele vandene, for mens den ene halvdel af tilskuerrækker formentlig vil udråbe Jack Reacher som en artefakt af den klassiske actionkrimi, vil den anden halvdel måske misse pointen og kede sig synderligt. Meget afhænger af øjnene som ser filmen.

I sit ideale momentum er dette en film for de modne filmelskere - dem som værdsætter en klassisk opskrift og autentiske råvarer. Jack Reacher har tålmodighed, grundighed og fod på ambitionerne, for amerikansk actionkrimi kan skam stadig være en gentleman disciplin.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen har et par kommentarspor med instruktøren, komponisten og Tom Cruise - hvis du er typen som stadig lytter til disse. Der er en grundig dokumentar om filmens tilblivelse, på næsten en halv time. Den kommer godt ud i hjørnerne, men bør først ses efter filmen pga. store spoilers. Dernæst et par kortere featurettes om filmens kampscener og om bogen bag filmen. Summen er en omgang ekstramateriale af den bedre slags.