It's Alive

I 70'erne var It's Alive en mindre undergrundsklassiker for forfatter-instruktøren Larry Cohen. Og så er det altid betryggende når man læser på coveret, at Larry Cohen selv har været med til at skrive manuskriptet til denne genindspilning af hans film.

Mindre betryggende er det så at efterfølgende læse interviews med Cohen, hvor han i opgivende toner anbefaler folk at styre i en stor bue udenom remaken. Man undres.

Filmen handler om et ungt par, som er gravide og meget glade for det. Moderen har dog taget nogle medikamenter under graviditeten, der gør, at barnet vokser helt ufatteligt hurtigt, og ender med at blive født hele seks måneder for tidligt.

Det er dog langt fra de nybagte forældres største bekymring, for de har langt sværere ved at forklare hvorfor alle læger og sygeplejersker, der var til stede mens ungen blev født ved kejsersnit, ligger spredt ud over operationsstuen i adskillige blodige klumper mens den bedøvede mor intet så.

Moderen Lenore (Bijou Phillips) og hendes mand Franck (James Murray, der til forveksling ligner Jared Leto) tager ungen hjem, hvor de bor sammen med en handicappet dreng hvis tilstedeværelse aldrig bliver helt forklaret (spillet af Raphaël Coleman, hvis nogen ved hvem det er). Men lille baby Daniel viser sig hurtigt at være noget af en håndfuld, specielt når han begynder at gnave brystvorterne af mor og stikke af midt om natten for at æde rotter.

Hvad gør man så som mor, der ellers er en kløgtig ung dame i færd med at færdiggøre en videregående uddannelse inden for litteratur? Jo, den indlysende løsning er selvfølgelig at blive skinghamrende sindssyg, gå i total fornægtelse, isolere sig fuldstændig fra omverdenen, og rydde pænt op efter det lille monster, når han har mast kraniet på den sidste husgæst, ved at begrave liget i kælderen. Og det er lige præcis hvad Lenore gør.

Der er to måder at se It's Alive på. Som en metafor for fødselsdepression fungerer historien faktisk overraskende godt - Lenore er beskyttende, men frustreret over sin babys tilbøjeligheder til blodbad, og hun bebrejder sin ellers så elskelige mand for at være uforstående og fjern. Hun skærer kontakten af med sine venner fordi babyen fylder hele hendes dagligdag, og hver gang hun ikke er i nærheden af lille Daniel får hun et blik i øjet som om hun lige er kommet til at starte en atomkrig. Selve barnets blodtørst og vampyriske tendenser på moderens babbenutter kan ses som en symbolsk manifestation af hvordan Lenore føler, at babyen ødelægger alt i hendes gamle og hidtil velfungerende liv. Hendes endelige, desperate løsning på problemet er tragisk og fungerer som en meget rammende metafor for hvordan en fødselsdepression uden behandling kan ødelægge både moderen og barnets liv.

Så er der den anden måde at se filmen på, hvilket er som en latterlig monster-gyser om en mutant-baby, der kan flå benet af en granvoksen mand og kravle op på ladet af en lastvogn under egen kraft, med dårlige CGI-effekter, hysterisk skuespil og ekstremt forudsigelige såkaldte spændingsmomenter.

It's Alive er en typisk 2000'er-gyser på low-budget manér, hvor gyserelementet består udelukkende af billige chok-øjeblikke, der næsten altid telegraferes på kilometres afstand, og kopiøse mængder ketchupblod. De ærkeamerikanske skuespillere gør deres bedste med et manuskript, der har samme håndfaste greb om gysergenrens virkemidler som en 6.-klasses elev med Dennis Jürgensen-komplekser, men staklerne ender bare med at fremstå som latterlige.

Med andre ord er historien ganske velfungerende på en overført, symbolsk facon, men den falder rimelig hårdt på røven i udførelsen. Og selv om faderen til den originale film, Larry Cohen, insisterer på, at hans kreditering som manuskriptforfatter på denne remake kun er sandt i overført betydning, så må jeg indrømme, at jeg har svært ved at se hvordan en historie om en dræber-baby i det hele taget nogensinde skulle virke som seriøs gyserfilm.

Havde den været campy i stil med Troma-filmene eller Evil Dead, så havde jeg været underholdt samtidig med at jeg sad og hyggede mig med at lege Holger Fortolker på filmens scener. Men de kører den fandme med straight faces i denne film, og det er synd og skam, for der kunne have været en rigtig god film begravet i dette rod.