Ironcast

Jeg rynkede lidt på brynene, da jeg første startede {Ironcast} på min Playstation. De seneste år har puslespil ikke fanget mig. Ofte er de designet med mikro-transaktioner som fundament, får folk til glane på deres telefon et hvert givent øjeblik, og jeg vil gerne have lidt mere ud af mine spil end seneskedehindebetændelse i min tommelfinger. Men da dagen var omme havde jeg glemt at spise aftensmad, min kæreste var gået i seng, uden jeg havde hørt hende sige "godnat", og efterhånden kunne jeg høre fuglenes morgenkvidder. Timerne fløj simpelthen afsted i selskab med dette spil.

For at komme til det gode, skal man dog lige rykke helt tæt på fjernesynet og læse en mindre roman med skrifttype 'alt for lille' om baggrundshistorien. Historien udspiller sig i det victorianske 19. århundrede. Franskmændene har opfundet en ny energikilde Volrite, og denne værdifulde ressource har fået England til at erklære krig. Den har også muliggjort skabelsen af de enorme kampmaskiner {Ironcast}s, som er store robotter - eller mechs som vi også kender dem fra andre spil. Det er et hyggeligt lille steampunk-univers, som man efterhånden forelsker sig. Men man har set det meste før. Af et puzzle-game at være, er historien dog ret detaljeret og, der en underlæggende fortælling med et par interessante drejninger. Steampunk-stilen kommer godt til udtryk i det visuelle design. Her er ingen kraftig grafisk blær, men stilen gør hvad den skal. Mechs'ne ser godt ud, og alle elementer og menuer spiller godt sammen med universet. Soundtracket er dejligt bombastisk med fede alternative udgaver af nationalmelodierne.

{Ironcast} er et turbaseret puzzle-kampspil med rollespilselementer. Din mech bruger fire grundlæggende ressourcer: ammo, energy, coolant og repair. Ammo bruges offensivt og energy defensivt, og en hver handling dræner din coolant-måler. Ressourcerne samler du ved at matche tre eller flere af samme type på en plade. Hver runde har man tre muligheder for at matche, så ofte skal man ikke blot fange så mange så muligt af en farve, men tænke sig om, og vælge ud fra en strategisk overvejelse. Af og til dukker der specielle felter op, som kan give opgraderinger eller penge, og frister en til at afvige fra ens strategi, så denne simple mekanik, giver et overraskende dybt gameplay.

At matche er i sig selv sjovt, og udløser den lille mængde endorfin i hjernen, som får folk til at vende tilbage til denne slags spil igen og igen. Der hvor {Ironcast} hæver sig over et sædvenligt puslespil, er følelsen af at arbejde mod et større mål. Jo flere match man laver, jo mere xp tjener man. Både den karakter du spiller som, og den mech man bruger, kan få specielle evner, når man går op i level. På et kort over London vælger man missioner, som varierer i sværhedsgrad. Nogle missioner skal man blot bekæmpe en anden robot, og andre skal du laver handler eller samle kasser, imens en uendelig strøm af fjender kommer mod dig. Imellem hver mission, bruger man penge på at opgraderer og reparerer sin mech. Ens liv bliver nemlig ikke automatisk givet tilbage efter hver kamp, da spillet har perma-death. Det tvinger en til at tænke yderligere over ens valg af opgraderinger, brug af penge og valg af missioner. På grund af spillets stigende sværhedsgrad, føler man sig aldrig sikker, uanset hvor meget du har pimpet din mech. Efter ti dage - ti kampe - skal man spille en bosskamp. De er svære og har meget liv, men hver mission giver dig ud over penge også 'war assets'. Mængden af 'war assets' nedsætter bossens liv tilsvarende, så det skal altid opvejes, om man vil gå efter penge eller war assets, og hvad man vil bruge dem til.

Man kommer til at dø meget, specielt i starten, men den mængde af xp man har optjent ved sin død, bliver omdannet til commodation tokens. Disse kan bruges til at købe permanente opgraderinger og nye karakter og mechs, som gør ens liv lidt nemmere igennem kampagnen. Ens tid føles derfor aldrig spildt, og det giver endnu et niveau, man arbejder sig imod. Dreadbit skal have en hånd for ikke at have lavet disse tokens til mikro-transaktioner, som de ellers sagtens kunne have tjent lidt ekstra på.

Succes i spillet føles til tider lidt for afhængigt af, hvilke opgraderinger man har, og selvom man har en "buff" mech, føles det til tider som om man dør, når man ikke burde. Hvilke ressourcer der bliver genereret er tilfældigt, og en tæt kamp kan blive afgjort ved rent uheld. Det bliver en smule frustrerende, og da man tilmed ikke kan se fjendes spilleplade, kan det føles som om, modstanderne altid får, hvad de har brug for. Man kommer til at starte forfra mange gange - alt for mange gange - men spillet har en hypnotisk effekt, som alligevel får en til at vende tilbage. Man savner dog andre spil-modes end historien: en almindelig versus mode eller lignende. Især skriger spillet efter at have multiplayer. Det behøvede ikke være online, men bare en lokal funktion ville virkelig hæve kvaliteten.

{Ironcast} udkom oprindeligt til PC, hvor al styring foregik med musen. Udviklerne har konverteret spillet glimrende til konsol. Alle funktioner har deres egen knap, og når først man har lært systemet at kende, fungerer det ret intuitivt. Mængden af funktioner, og hvad de bruges til, kan virke lidt overvældende i starten. Enkelte gange trykkede jeg på forkerte knapper, og endte min tur eller aktiverede et skjold frem for at skyde, til stor frustration og gerne med død til følge. Det kunne være fikset ved blot at bede spilleren om at bekræfte sit valg. Men alt i alt er spillet godt på konsol, og det er lige før, at styringen fungerer bedre med joypaden end med en mus.

{Ironcast} tager en masse kendte elementer, og ryster dem sammen til en herlig cocktail af sjovt gameplay. Man får både tilfredsstillet sin mærkelig ur-trang til at matche farver og løse gåder, og et overaskende strategisk dybt rollespil. Frustrationen over at dø, kan blive stor, men man bliver belønnet for at prøve igen og igen. Kampagnen er sjov, med en sjov lille historie, men spillet mangler i højgrad andre måder at spille på. Multiplayer ville have været oplagt, og have givet spillet en ekstra dimension. {Ironcast} står dog som et solidt indie-spil med potentiale til at lokke folk til puzzle-genren, som ellers ville rynke på brynene.