iPhone XR
Den lidt billigere iPhone XR er faktisk den model vi lige nu kan anbefale at du investere i - hvis altså du har bestemt dig for at skulle have en iPhone.
Det er ganske let at kigge overfladisk på iPhone XR, som repræsenterer endnu et forsøg fra Apple på at lave en budgetvenlig telefon efter iPhone 5C og SE, og se en stadig alt for dyr telefon med forældede specifikationer. Men som den billigste udgave af det nuværende line-up, der naturligvis står til at blive udskiftet til september, så er det stadig interessant at undersøge, og om hvorvidt dem der allerede ved at de vil eje en iPhone, bør gå efter en XR i stedet for den lidt dyrere XS og den meget dyrere XS MAX. Hvad opgiver man reelt ved at gå ned i pris?
For en mere detaljeret gennemgang af hvad denne generation har iPhone-telefoner har smidt på bordet, så har vi, lige omkring lanceringen, anmeldt XS MAX, og var ganske imponerede over de features Apple formåede at smide på bordet, selvom det så sandelig er tid til at en designoverhaling efter fornyet konkurrence fra Samsung, Huawei og OnePlus.

I dag fokuserer vi dog på om hvorvidt Apple-folket bør holde mere øje med XR som primær erstatningskandidat. Først og fremmest fås en iPhone XR i Danmark til omkring 5500, som stadig er mere end en ny OnePlus 7 Pro, men det er alligevel omtrent 3000 kroner mindre end en iPhone XS MAX, så set som to led i Apples eget line-up, så er prisforskellen enorm.
Lad os starte med skærmen, for her virker det tilsyneladende som om at man ofrer mest. XR har nemlig et såkaldt "Liquid Retina", men hvad det i virkeligheden er er et LCD-panel på 6.1 tommer i stedet for OLED, og allerede her kan vi sige; "nej", du får ikke samme dybde i sortniveauet, og heller ej helt lige så tilfredsstillende farvemætning. Dog forholder det sig på overraskende vis stadig sådan, at Apples displayteknologi bare... er bedst. Du har naturligvis ikke OnePlus' smarte 90Hz, men i forhold til farvegengivelse, lys på 589 NITS og læsbarhed i eksempelvis sollys er dette display stadig fantastisk. Nej, 1792x828 pixels og en PPI på 326 er ikke synderligt imponerende, men her får du alligevel et display der fungerer upåklageligt til alt indhold, og vi løb i testperioden ikke ind i et eneste scenarie, hvor dens tekniske begrænsninger blevet meget tydelige. Det er bare et testamente til hvor langt man kan komme med kalibrering, og Apple ved efterhånden præcis hvordan de skal skære den.

Hvad vi dog ikke kan tilgive er den tykke "bezel" eller skærmkant. Der er en alt tyk sort streg rundt om hele skærmen, og så vidt vi kan se er der absolut ingen grund til det, udover at Apple ønsker at XR skal fremstå "værre" end XS og XS MAX. Selv i oktober da teleofnen blev lanceret var kutymen at minimere den omkransende skærmkant, og nu hvor telefonen stadig har en massiv "notch", så var en udryddelse af denne det mindste de kunne have gjort.
Og hvad med den anden tilsyneladende store ofring - kameraet. Det er nu sjovt at se en telefon til sådan en pris kun have én enkelt kameralinse i dag hvor de fleste vælger at have tre hvis ikke fire separate linser i huset, for at kunne tilbyde en så varieret kameraoplevelse som muligt. Dog skal man huske at "kamerakongen", Google Pixel 3, kun har én central linse, for så at behandle forskellige billedetyper via software. Det er telefotolinsen du ofrer her, og selvom du med smart bokeh-effekt stadig kan tage portrætter, så er det kun af mennesker, for forsøger at du benytte software til at tage et portræt af eksempelvis en bygning, så informerer XR dig om at den venter på at en person træder ind i rammen. Dog får du stadig ultra-wide, Smart HDR, Depth Control, 4K video i op til 60fps - alt sammen fra 12 megapixel ƒ/1.8-linsen bagpå.

Ofrer du noget? Umiddelbart er det faktisk svært at se. Billederne er stadig sublime, og det er både takket være Apples software, men også bare den generelle kvalitet af det kamera de har konstrueret, som ikke umiddelbart mangler den dedikerede telefotolinse. Det er desuden ikke glas der er bag på, men aluminium, men det tillader bare Apple at lancere XR i en række fede farver, noget som vi har bifaldt tidligere ved eksempelvis 5C. At telefoner absolut skal være enten guld eller sorte er umiddelbart lidt kedeligt, så at man kan få sin XR i gul, blå eller rød er kun et plus. Desuden er den tungere og tykkere, men det føles nærmest som en designbeslutning, snarere end en reel ofring. Den føles mere præcis i hånden som resultat af vægtforøgelsen.
Og når ja, takket være LCD-panelet, og at A12 Bionic-chippen faktisk er designet til et OLED-panel, så er batterilevetiden faktisk en del længere end på de andre to modeller. Faktisk strak XR sig til at holde batteri over en hel dag ved blandet brug, noget som XS MAX eksempelvis simpelthen ikke kan klare.
Du får desuden ingen 3D Touch, som ingen vist kommer til at mangle.
Så hvad er dommen her? Set på tværs af hele branchen er Apples iPhones stadig for dyre i forhold til de features de tilbyder. Samtidig er der stadig mange der ønsker at opholde sig i deres økosystem, og her er XR faktisk et glimrende alternativ til XS MAX. For 3000 kroner mindre og med meget få ofringer, så er dette faktisk den iPhone vi ville anbefale, selvom den naturligvis ikke er lige så god. Og hvis den falder yderligere pris efter introduktionen af iPhone 11 om lidt, så er det kun et endnu bedre køb.
Gamereactor Danmark