Gamereactor

Gamereactor
Hardware
iPhone 12

iPhone 12

Apple har lanceret en ny iPhone, og denne gang er der al grund til at holde sig til den almindelige af slagsen.

"En iPhone er en iPhone, så du ved jo egentlig godt om hvorvidt du ønsker at købe den eller ej", sådan er der mange tech-entusiasters anmeldelser af både iPhone 11 sidste år, og nu iPhone 12, der kan opsummeres. Selvom man, rent instinktivt, kunne rynke lidt på næsten af den konklusion, og anse det som værende billigt sluppet for Apple, så er det dog efterhånden også ret forståeligt, at det er den vej man læner sig som anmelder.

For Apple har en meget bestemt måde at opgradere deres telefoner på år for år, men ét ben plantet solidt i det velkendte, mens der tages et afgørende med forsigtigt skridt fremad. At de for en stund brugte hver andet år på at introducere "S"-modeller i stedet for deciderede nye designs, siger i den forbindelse rigtig meget, og de er tidligere blevet kritiseret for at være gået fra en markedsleder til en markedsfølger - en der bare blindt følger tendenserne, i stedet for at skabe dem.

Alt det er nok rigtigt, til en hvis grad om ikke andet. Jeg forsøger så vidt muligt at holde trit med markedets bevægelser, og det er da let at se, at Apple ikke ligefrem ledes af fuldstændig blind ambition her. Samtidig bliver jeg nødt til også at overgive mig til Apples fokus på det velkendte, på det trygge og på det økosystem der primært er designet til at spare dig tid, til at hjælpe dig på vej, og til i sidste ende at blive indenfor den ramme de har skabt. Måske er det det faktum at jeg nu har et spædbarn, og mindre tid til alt, men jeg forstår nu hvad den centrale appel her, og skammer mig egentlig ikke over det. Og iPhone 12 er nok den mest behagelige telefon Apple nogensinde har skabt.

Men det er ikke med udgangspunkt i specifikationerne, for som den gode Mr. Mobile siger, så er smartphones mere end deres interne komponenter. Det er ikke det samme som at give Apple et privilegium, som ikke gives til andre, men det er dog samme argument som bruges til at anbefale Googles Pixel-telefoner. Det handler om det du kan mærke, snarere end viden om at du sidder med en Snapdragon 865+, 16GB RAM og UFS 3.1-hukommelse.

Og iPhone 12 føles fantastisk. Det starter med konstruktionen, der denne gang er fladere end nogensinde før, og mest af alt føles som en kombination af det gamle 5S-design, og den nye iPad Pro. "Kasset" er der nogen der siger, og det er måske slet ikke ved siden af. Selve rammen er af aluminium, og bagsiden er fortsat i glas. Det tager tid at vende sig til at rammen er mere eksplicit end tidligere, men samtidig kan jeg kun bifalde denne mere industrielle tilgang til den æstetiske dimension. Fra enhver vinkel ser iPhone 12 ret smuk ud, og ligger bedre i hånden end næste nogen anden telefon på markedet, på nær Pixel 4 og Samsungs Galaxy S20 Ultra. Samtidig er der selvfølgelig IP68-certificering

I det hele taget lader det til, at missionen for Apple i år, har været at skabe et tættere forhold imellem deres Pro-modeller, og den telefon de fleste forbrugere nok køber, nemlig den almindelige 12'er. Derfor skal vi ikke længere slå os til tåls med et simpelt LCD-panel, men et Super Retina XDR OLED. Det betyder HDR10, 625 NITS almen lysstyrke med højdepunkter på over 1200 NITS. Selve opløsningen er 1170x2532, altså 1080p, og fordi telefonen "kun" er 6.1 tommer giver det en pixeldensitet på 460ppi. Derudover er der igen TrueTone, og sågar Dolby Vision. Summa summarum er, at Apples farver, kontraster og lys gør iPhone 12 utrolig tilfredsstillende at spille på, se Youtube-videoer på, eller streame Xbox-spil på via den nye applikation, det er i det hele taget bare et fabelagtigt display på alle leder og kanter. Desuden kan du være mere tryg ved konstruktionen i år, da Apple nu introducerer "Ceramic Shield", der er udviklet i samarbejde med Corning, og som eftersigende gør telefonen fire gange mindre tilbøjelig til at flække, skulle du tabe den på en hård overflade. Dette har jeg ikke testet, men jeg kunne godt tænke os at Apple næste gang fokuserer mere på de ridser der opstår mere dynamisk i løbet af en travl hverdag. Men igen, jeg ser godt nok mange iPhone 11-modeller med flækket skærm, så måske er deres fokus helt rigtigt. Der er dog ingen 120Hz, eller sågar bare 90Hz, og selvom iOS er så flydende at det ikke er lige så tydeligt, så havde vi gerne set Apple følge med strømmen her, og give bare nogle af deres modeller en højere opdateringshastighed.

Samtidig får iPhone 12 naturligvis den nye A14 Bionic SoC, Apples hurtigste til dato. Det er desuden Apples første SoC der er produceret igennem en 5nm-proces, og det er kun logik at er hele processen mindre, jamen så kan der presses flere transistorer ned på mindre plads. Chippen består af en sekskernet CPU, hvoraf to kerne er på 3.1GHz, og de resterende fire er 1.8GHz, samt en firkernet GPU. Resultatet er... ja, ret overvældende. I vores tests sidder A14 Bionic på en Geekbench 5-score på 1602 i Single-Core og 3904 i Multi-Core, og det er sammenlignet med S20 Ultras 899 i Single-Core og 3066 i Multi-Core. Selv Asus' ROG Phone 3 må give op med en Single-Core score på 955, og en Multi-Core på 3295. Ligeledes tæver A14 Bionic konkurrenterne i 3D Mark Wild i både fps og samlet score. Her sidden den på 6577 overfor Note 20 Ultras 4204. Det er simpelthen for vildt.

Men igen, hvis det du går op i er brugeroplevelsen, så er den flydende, ganske flydende, og det til trods for at iPhone 112 fortsat kører med "bare" 4GB RAM. Det betyder bare ikke noget, og på intet tidspunkt i løbet af den tid jeg brugte med iPhone 12 følte jeg at jeg ventede på den, på nogen måde. Hvad jeg dog vil sige er at det er lige lovlig skrabet at starte festen med en version med bare 64GB plads. Jo, billeder, musik og videoer streames, men det gør applikationer ikke, og der skal ikke mange til før man nærmer sig maksimummet her.

Og før vi bevæger os videre, så lad os kort adressere MagSafe. Inde bag glasryggen sidder et cirkulært sæt magneter, der gør at diverse accessories kan sætte sig fast på telefonen. Apple har indtil videre introduceret en lille trådløs oplader, som naturligvis klistrer bag på, der i princippet gør at du kan bruge din telefon imens den oplader trådløst. Ligeledes er der nogle covers der også benytter sig af MagSafe, og en pung. Ingen af disse ideer er synderligt innovative, men ideen om magneter bag i iPhone 12 er dog bundsolid, og vi kan ikke vente med at se hvad diverse tredjeparter kommer på. Der findes eksempelvis allerede en magnetiseret holder til bilen fra Belkin, og det er nu ret lækkert.

Når ja, 5G. iPhone 12 har 5G, ligesom alle Apples 2020-modeller har, og der er vist ikke nogen tvivl om, at 5G-netværk virkelig er det fundament, hvorpå fremtidens kommunikationsplatform bygges. Men der er en grund til at ordet "fremtiden" understreges, for den fremtid er her simpelthen ikke endnu. Jo, TDC-netværket påstår at 5G-dækning kommer til at omslutte hele 90% af Danmark inden årets udgang, men her er der tale om det såkaldte "sub-6"-netværk, som let kan betragtes som 4G+, og det er sågar sløvere end almen 4G til tider. Herunder kan du se et klokkeklart eksempel. Når det så er sagt, så viser statistikker at forbrugere har en tendens til at holde fast på deres iPhones i længere tid, og de holder samtidig på dem i noget der ligner 4-5 år, og indenfor det tidsrum, der bliver det helt, helt anderledes. Det er derfor svært at klandre Apple for at fremtidssikre deres enheder, og det har de gjort her. Giver det mening i Danmark i dag? Nej, det har jeg ikke set noget bevis på overhovedet, men gør det det om et år? Ja, det kunne det meget vel.

A14 Bionic, MagSafe, 5G, nyt kasset design. iPhone 12 er en ret stor opdatering, om ikke andet efter Apple-standarder, og det er lige præcis det der skal til for at sikre, at dette nok er den telefon jeg ville anbefale alle andre end de hårdkogte specifikationsguruer, som også færdes herinde. Der er fornyet konkurrence på dette trin af prisstigen, og her kan du få en OnePlus 8T, en Samsung Galaxy S20 FE og mange andre solide bud, der eksempelvis giver dig 120Hz, eller USB-C til ladning. Men i forhold til ren og skær brugervenlighed, til behændighed, og som "all-rounder", jamen så er dette års iPhone et absolut homerun.

Kameraerne har ikke fået noget markant ansigtsløft, men som årene er gået har Apple finpudset deres software, der gør at de får det absolut maksimale ud af den 12 megapixel f/1.6 wide, og den 12 megapixel f/2.4 120 graders ultra-wide. Vi snakker mulighed for optagelse i 4K/30fps og 1080p/240fps, med HDR, Dolby Vision og stereolyd. Resultatet er ganske glimrende, og det er tydeligt at se at iPhone 12 er ved at indhente Google i forhold til softwarebehandlingen, og det gælder særligt i Night Mode, der denne gang virker på begge linser. Desuden virker Apples HDR 3-teknologi ganske glimrende, fordi takket være AI så forstår telefonen lagene i billedet, og kan derefter fremhæve bestemte elementer i forgrund eller baggrund. Vi havde gerne set optagelser i 4K/60fps, som er reserveret til Pro-serien, men samlet set får du et glimrende kamera med en forståelig suite af features, der netop nyder godt af Apples forstsatte fokus på brugervenlighed. Ligesom en Pixel er dette et "fire and forget"-kamera, som du altid kan sætte din lid til. Naturligvis får du mere ud af en S20 Ultra, eller sågar OnePlus 8 Pro, men hvis du kun har et øjeblik til at fange et særligt, ja, øjeblik. Så er det her bare noget der virker.

Ultra-Wide er fortsat ret solid på iPhone

Dette er taget ved hjælp af Night Mode.

Skarpheden er ret meget i øjet...

Vi havde gerne set 90Hz, det havde vi, men udover det, så er det altså svært at sætte en finger på iPhone 12. Takket være iOS 14 er softwaren mere tilpasselig end nogensinde før, og takket være en designoverhaling er telefonen lækrere i hånden end nogensinde før. Kobl det sammen med et pålideligt kamera, en fin batterilevetid, en lækker skærm og de muligheder der kommer med MagSafe? Så er det rigtig svært ikke at være begejstret.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10