iPad Mini og gaming
Den nye iPad Mini er landet. Lee tester og fortæller om enheden kan bruges til spil.
Det ville være let at spørge: Hvad sagde jeg? Og så stoppe der, men til alle jer, der spekulerer i købet af en iPad Mini, må jeg nok hellere fylde en smule mere på denne test, der især koncentrerer sig om iPad Mini som leverandør af spiloplevelser.
Lad os først få det tekniske af vejen. Apples nye iPad er en krympet iPad 2, ikke mere - ikke mindre. Den har med andre ord den nu aldrende A5-processor og samme opløsning som iPad 2, det vil sige 1024x768.

Som de faste læsere ved, har jeg ved flere lejligheder raset mod iPad 3. Fire gange så mange pixels og kun den dobbelte processorkraft fik den maskine til at fremstå yderst mangelfuld til grafiktunge spil. Noget som med den nye "iPad 4" er fikset ved at smide en A6-processor i dyret. Jeg var heller ikke ubetinget begejstret over iPhone 5. Der er endnu ingen spil der udnytter A6-processoren, og indtil da føles den bare som en lidt for lang iPhone 4.
Men tilbage til iPad Mini. Som allerede beskrevet er det i bund og grund en mindre iPad 2, og hvorfor er det så gode nyheder for os som gamere? For det første betyder det, at den har verdens største spilkatalog at trække på (Apple siger omkring 275.000 apps). Denne signatur har kørt omkring 80 spil ud af 5000+ gennem maskinen, og alle klarede sig tæt på perfekt. Faktisk mere end det, for ganske enkelt betyder den nye størrelse rigtigt meget.

Smukt ser det måske ikke ud i en habit-jakke, men iPad Mini kan altså klemmes ned i en sådan. Hvilket naturligvis også gør den perfekt til dametasken. Og så føles den stadig næsten lige så stor i brug som en normal iPad.

Steve Jobs argumenterede i sin tid for at opløsningen på en 7 tommer og størrelsen ikke ville fungere. Og på det tidspunkt havde han sådan set ret. Men i dag kan 1024x768 klemmes ned på et 7,85 tommer display, og så er de kritikpunkter forældede. Ganske vist er iPad Mini ikke retina (som er Apples markedsføringsudtryk for høj pixeldensitet), til gengæld har den en højere pixeltæthed end iPad 2 naturligvis, da samme antal pixels skal være på en mindre skærm. Så det ser pænt ud, men en person der normalt bruger enheder med høj pixeltæthed vil ganske sikkert opleve at webside-tekst ikke er så kønt som vedkommende er vant til. Til gengæld klæder det rigtigt mange spil at blive presset ned i størrelse med samme antal pixels.

Til bøger og netflix er størrelsen perfekt, ved surfing savner man dog retina, hvis man er vant til det. Lyden kan spille højt, men alligevel mangler den lidt power i forhold til de større iPads. Gamereactors iPad-magasin får til gengæld helt nyt liv på den lille skærm.

Og størrelsen betyder utroligt meget, hvis man vil game. At iOS-systemet ikke har en fast menubjælke som eksempelvis Android sammenholdt med de ekstra 0,85 tommer gør, at enhedens skærm føles meget større end eksempelvis de traditionelle 7"-tablets. Og så er den stadig lille nok til at kunne kastes i en lomme på jakken.
Et andet plus er, at begge tommefingre (for de flestes vedkommende) kan nå hele skærmen, det er endnu en lettelse og gør gaming langt mere behageligt. En vægt på 308-312 gram (alt efter model) mere end halverer vægten i forhold til eksempelvis den nye iPad, der vejer 662 gram. Det kan mærkes ved lange gaming-sessions. Faktisk gør det også at enheden behageligt kan holdes i en hånd, igen et plus.
Alle billederne på denne side er fra iPad Mini. Jeg testede nogle af de større spil på iOS, og kun et enkelt spil krævede lidt tilvænning, mens resten føltes langt bedre med den nye formfaktor. Se med herunder.

Hunters 2. Strategi og touch-to-move bliver kun bedre af at man let kan holde maskinen i én hånd.

GTA III. Et hav af knapper gør at skærmen føles en anelse fyldt, men da de kan flyttes rundt og op- eller nedskaleres i størrelsen, var det endnu en succes på iPad Mini.

N.O.V.A. 3. Velkommen tilbage røg og lys. De mange effekter var fjernet på iPad 3 for at kunne klare den høje opløsning. De er nu tilbage, og det føles helt rigtigt. Det samme gælder Galaxy on Fire 2HD. Ikke flere framerate-problemer på højeste grafik-settings.

Bard's Tale. Det klassiske humørfyldte rollespil er den i testen, der havde det sværest. Ganske enkelt fordi iPad Minis top og bund i tværformat er tyndere, og da joysticket ikke kan flyttes er det placeret lige en anelse for langt nede. Lille minus hvis man foretrækker virtuelt pad fremfor touch-to-move.

Dead Space. At tilte sin maskine for at vende sin cutter er nu meget lettere, og at man let og ubesværet kan nå rundt på hele skærmen, gør dette til den bedste IOS-udgave af Dead Space.

Air Attack HD. Ren arcade-undeholdning som bringer minder fra dengang Tiger Heli og 1942 var store. Igen gør den lille skærm og større pixeltæthed den aldrene grafik en stor tjeneste.
Konklusionen er derfor klokkeklar. Dette er Apples bedste tablet. Leder du efter en iOS-enhed til gaming, er dette valget. Ganske vist vil du ikke få en lynhurtig A6-processor eller skyhøj retina-opløsning (før næste generation sikkert), men med en pris fra 2599 kroner og det enorme bagkatalog af spil, vægten samt størrelsen er der ingen tvivl: Ipad Mini er en vinder.