Invincible: Sæson 4

Vi mangler bestemt ikke superhelte-underholdning i disse dage, hvilket er en del af forklaringen på, at selv de mest enestående projekter ikke altid føles som absolut "must-see" for den brede befolkning. Som en person, der har fulgt Invincible, lige siden den landede i sit animerede format, vil jeg vove at påstå, at denne serie er bedre end det meste andet, der bliver spyttet ud - og alligevel føles det ikke som en serie, alle føler sig draget mod.

Det er efter min mening en skam, for den tilbyder alt, hvad man kan ønske sig af en animeret superhelteserie. Der er kringlede og følelsesmæssigt komplekse historier, hvor helte bliver forrådt, ikoner bliver dræbt, forhold blomstrer, og kernekarakterer vokser - alt sammen på tværs af lokationer på Jorden, fra myter og langt ude bag stjernerne.

Invincible lagde ud med et brag i første sæson, der slog benene væk under seerne. Den anden sæson svækkede det indtryk en smule ved ikke helt at leve op til de enorme standarder og ved at ankomme efter en ærlig talt alt for lang ventetid. Heldigvis var tredje sæson en tilbagevenden til topformen, og efter at have set fjerde sæson kan jeg glædeligt tilføje, at denne seneste omgang afsnit også er intet mindre end genial.

Jeg vil ikke berøre plottet for meget for at spare dig for spoilere, men hvis du har læst tegneserierne, ved du, hvad der er i vente. Omni-Man vender tilbage til Jorden, Atom Eve kæmper med sine kræfter, Thragg gør sin mindeværdige entré, Conquest skaber kaos, Cecil bakser med kræfter uden for hans kontrol, og nå ja - en lille ting kaldet krigen mellem Viltrumitterne og Coalition of Planets lurer i horisonten. Hvis du har fulgt serien, vil intet af dette overraske dig, da sæson 4 fungerer som et "alle veje har ført hertil"-øjeblik - et første tæppefald for den overordnede historie, der stadig har masser af tricks i ærmet til fremtidige sæsoner (hvoraf den næste allerede har fået grønt lys og lander om cirka et år).

Du kan forvente en sæson, hvor enormt vigtige øjeblikke bliver pakket ud, og seriedefinerende twists opstår, som vil forme denne Invincible-adaptation ud over alles forventninger. Den er konstant gribende og actionfyldt, spændende med strejf af let humor, og for at balancere denne ellers kaotiske ret, indeholder den stadig de langsommere episoder og scener, der zoomer ind på den mere menneskelige og følelsesmæssige side - herunder en tråd, der kaster lys over Nolans tid som ung voksen på Viltrum. Det er fascinerende og en flot adaptation, der både yder kildematerialet retfærdighed og samtidig har friheden til at udforske elementer, som tegneserierne ikke dækkede. Skaberen Robert Kirkman ved præcis, hvad denne serie har brug for, og sæson 4 understreger blot dette.

Når det er sagt, er der tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at animationen var en smule mere livlig. Jeg har længe været fortrolig med seriens stil, både fordi den afspejler kildematerialet, men også fordi en mere afdæmpet animation giver mulighed for hurtigere produktion - hvilket er grunden til, at vi har fået næsten tre sæsoner af Invincible i den tid, det har taget at få én sæson af X-Men '97. Der er dog øjeblikke, hvor det føles som om, stilen bliver misbrugt lidt for meget, herunder en fem-minutters scene (der ganske vist er hylende morsom) mellem Invincible og Damien Darkblood, hvor der stort set ikke er nogen bevægelse fra karaktererne overhovedet. Der er uden tvivl plads til forbedring her, men hvis prisen er den nuværende kadence med en ny sæson hver 12. måned, så kan jeg leve med den nuværende retning.

Så ja, der er steder, hvor Invincible kan blive bedre, men generelt set er dette en fremragende animeret serie, der fortsat står over de fleste konkurrenter. Den er ubesværet underholdende, vil få dig helt ud på kanten af sædet under de intense kampe, få dig til at grine af de fjollede ordspil og efterlade dig med tabt underkæbe, når de store overraskelser rammer. Invincible trives i bedste velgående, og hvis du ikke allerede har gjort det, bør du virkelig tjekke denne serie ud.