Gamereactor

Gamereactor
Artikler

Interview: Yoav

Philip mødte pladeaktuelle Yoav for at få en snak om anmeldelser, forventninger, musik og naturligvis spil...

Det er med svedige håndflader, at jeg begiver mig igennem Christianshavn for at finde Universals hovedkontor i Dronningensgade. Solen skinner på en pragtfuld fredag eftermiddag, mens Yoav's maleriske lydbillede flyder gennem mine hovedtelefoner og helt ind til min inderste musikalitet.

Yoav blev interviewet i Go' Morgen Danmark lige inden jeg tog mod hovedstaden, og virkede helt igennem som et sympatisk bekendtskab, men jeg kan alligevel ikke undgå at gå interviewet med et af mine musikalske idoler i møde med ærefrygt.

Efter at have spurtet over Langebro med en kop skoldhed mokka i hånden, efter min taxachauffør blev stoppet af politiet for at holde ulovligt, er jeg endelig nået frem til min destination. Jeg bliver mødt med stor venlighed i entreen, hvor jeg præsenterer mig selv. Yoav sidder på dette tidspunkt lige til frokost, og jeg bliver i mellemtiden serviceret med varm kaffe og en lækker chokolade-muffin. Universals kontor er prydet med et hav af guld- og platinplader, og deres frokostarrangement vidner om, at selvom musikindustrien ikke er hvad den har været, så er de enten meget gode ved os eller ikke helt så meget i pengenød som aviserne skriver.

Mens jeg sidder i min egen verden, bliver min kopi af Politiken pludselig overskygget, og Yoav står smilende foran mig. Vi hilser pænt, og han overtager straks føringen ved at små snakke om vind og vejr, mens vi begiver os hen til et lokale, hvor vi kan tale sammen uforstyrret.

Jeg roser manden for hans fantastiske album. Et kompliment han ganske ydmygt tager imod. Yoav virker afslappet og nærværende. Vi er allerede på fornavn og jeg føler mig godt tilpas i mandens selskab.

"Lad mig først og fremmest komplimentere dig med dit nye album. Jeg var bestemt også glad for dit debutalbum, men hvad har for dig, været den største forandring fra debuten og så til nu?"

Det er svært at sige. Der er et par ting. Først og fremmest var det første album kun bygget over min guitar. Til mit nye album har jeg brugt mange flere instrumenter, og jeg har søgt nye grænser af. Det første album var meget kontrolleret. Jeg fik en ide, skrev den ned. Vi indspillede instrumentalen, og derefter vokalen, oftest i første forsøg.

Det var meget kontrolleret, hvor dette album er mere frit, og i høj grad mere modent. Rent lyrisk, har jeg også udviklet mig meget. Man kan se albummet som et stykke af mit liv. En begrænset periode. Tanker og følelser om både forhold men også globale problemer. Det er i den grad mere personligt end debuten. Så det er jeg meget stolt af.

"Jeg fandt din lyd en smule mere elektronisk end fra det første album.. Man kan mærke du har eksperimenteret mere i denne ombæring.. Hvor finder du inspirationen fra?"

Et par af de nye numre, er meget forskellige fra resten af pladen. De elektroniske numre, er et tilbagevendende emne. Jeg elsker klubscenen, og det med at fange stemningen når mørket faldet på og klubrytmerne banker. Det er noget jeg er meget begejstret for. Det er dejligt at prøve grænser af, og i sidste ende laver jeg jo bare den musik som jeg godt kan lide, så på den måde går jeg ikke på kompromis med mig selv, og min egen kreativitet.

"Hvordan har det været, at skulle følge et anmelderrost album op? Er du nervøs over de høje forventninger?"

Hvis jeg sagde, at jeg ikke var, ville jeg lyve. Efter udgivelsen af mit første album læste jeg alle... ALLE.. anmeldelserne, og mange var rigtig gode, og andre var rimelig kritiske og personlige, så denne gang vil jeg holde mig fra aviserne. Jeg laver ikke musik for at glæde anmelderne, for mine fans kommer altid i første række. Hvis jeg får god kritik, er det jo bare en bonus. Men jeg er da bestemt nervøs for hvad mine fans vil sige til det nye materiale.

Jeg tror dem som kunne lide min debut, vil elske dette album. Det gør jeg i hvert falde. På debuten, er der et par gode sange.. helt sikkert, men der er også et par andre sange, som jeg ikke er helt tilfreds med. Når jeg lytter til albummet igen, tænker jeg straks. Hov.. det kunne jeg have gjort bedre her og her. På det nye album synes jeg niveauet er løftet og jeg er meget mere tilfreds med resultatet. Det har lykkedes for mig at skabe noget unikt og personligt, og som en helhed, er mit nye album meget bedre. Men det er jo et andet udtryk. Sangene er mere simple, men er måske ikke så let tilgængelige som på debuten. Så jeg håber ikke på at tabe nogle fans på vejen, men man kan aldrig være sikker.

"Hvad tror du fremtiden bringer? Holder du en lille pause, eller er du allerede gået i gang med nyt materiale?"

Jeg har et planlagt skema indtil maj næste år.. Så jeg ved hvad jeg skal lave. Jeg har en stor turné i Canada, og ellers skal jeg rundt omkring i verden for at promovere min plade. Så det bliver hårdt. Jeg har brugt det sidste år på at leve i en kuffert, og det fortsætter jeg med lidt endnu. Jeg har dog allerede skrevet og komponeret tre nye sange, som efter min mening, er det bedste jeg har lavet indtil videre. Så der er bestemt noget at se frem til.

"Gamereactor er jo et mediemagasin, som har stor fokus på computerspil. Har du nogensinde tid til at spille computerspil og har det overhovedet din interesse?"

Haha, laver du sjov med mig? Jeg ELSKER computerspil. Jeg har med vilje undgået at købe mig en PSP på mine rejser, da jeg er et menneske, der hurtigt bliver besat! Så jeg ved, at hvis jeg havde en, ville jeg bruge al min tid på rejsen med at spille. Jeg prøver at læse bøger og lytte til musik i stedet. Men når jeg har tiden, så elsker jeg at spille.

GTA er nok mit favorit spil. Jeg har gennemført både San Andreas, Vice City og GTA IV, som jeg var helt vild med. Jeg har kun spillet de nye udvidelser kort hjemme hos en ven, men det skal nok komme. Udover det boede jeg på en vens sofa, for at gennemføre {Star Wars: The Force Unleashed}.. Puha jeg elskede det spil. Udover det tror jeg, at.. Hvad pokker er det nu det hedder... Noget med Among Thieves?

"Uncharted 2.. Among Thieves.."

Årh ja.. det var det.. Det er nok et af de mest imponerende spil, jeg har spillet. Jeg har dog ikke gennemført det, men når jeg får tiden, så skal jeg helt sikkert besøge min ven igen...

Yoav og jeg småsnakker frem og tilbage, og på falderebet fortæller han mig, at hvis han skulle nævne en artist, der havde haft stor indflydelse på hans musik, ville det være The Beatles. Han kan slet ikke begribe at et band kunne skabe så mange vidunderlige og klassiske sange.

Tiden er ved at løbe ud og jeg skynder mig at takke Yoav for hans tid. Yoav følger mig til dørs og siger, at det havde været en fornøjelse. Han minder mig om, at jeg skal have en liste med anbefalelsesværdig spil med til næste gang, at jeg skal interviewe ham. Det lover jeg, at jeg vil, og jeg smutter ned ad trappen, ud ad døren og hjemad med et stort smil på læberne.

Anmeldelsen af A Foolproof Escape Plan kan læses her.