Interpol - Antics

Interpol beviste med debutten "Turn On The Bright Lights" at der var liv I den dystre indie rock efter Joy Divison. Geografisk placeret på den über trendy New Yorker scene, faldt Interpol samtidig i gryden med over hype. I 2002 og 2003 var alt fra det store æble revolutionerende i musikpressens øjne, men den tid er ovre, og fårene skilles fra bukkene på den svære toer, hvilket blandt andet tidligere er gået ud over The Strokes. For hvordan opfølger man noget der blev udråbt til at være et mesterværk, nærmest før det kom ud? Hvordan flygter man fra de sindssyge forventninger som er den britiske musikpresses stærkeste kort. Hvordan undgår man slagtekniven som er så evigt let at føre?

Umiddelbart virker Interpol ikke som om det at lave en opfølger er det store problem. De fortsætter hvor de slap på debutten, uden at stå i stampe. "Antics" starter ikke med et brag, men med en Phil Spectorsk slow burner. "Next Exit" er vejen ud af debutten og op på det næste trin. Godt nok har der været skrevet meget om sammenbrud i studiet og præstationsangst, men det er ikke til at høre på et album der besidder en meget sjælden grad af misantropisk optimisme. Interpol er ikke umiddelbart blevet positive i det lyriske univers, men musikken favner bredere end før, hvilket også må siges at være nødvendigt. Der er grænser for hvor lang tid man kan bruge på at stå og stirre ned på sine snørebånd.

Første singlen "Slow Hands" er umiddelbart det nummer der lægger sig tættest op ad Interpol som de lød, før de lod lyset titte ind gennem skodderne. Uptempo melankoli som vor sortklædte spionfar lavede det, og en sikker vinder på ethvert indie dansegulv. På trods af at "Antics" umiddelbart ikke indeholder et hit i størrelse med "PDA" og "Obstacle 1", vinder albummet ved flere gennemlytninger. Dette er lyden af et band der har præciseret sit udtryk, hældt vandet fra kartoflerne og spyttet tvivlerne i nakken. Interpol viser sig nemlig at have fat i den lange ende. Deres lyd er ikke så meget bundet af en tid, som den går på tværs af den. Jo, deres lyd rækker stadig tilbage til slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, men den er lige så fremadrettet som den er tilbageskuende. Ligesom The Cure og New Order, er dette et band der ikke sidder fast i en tidslomme, men vil virke evigtgyldigt for din indre barometerlytter.

Det er sådan man laver en opfølger, sådan man undgår at blive dolket halvt ihjel af en mavesur anmelder. Ved ikke at give slip på hvor man kom fra, men heller ikke glemme hvor man var på vej hen. Interpol har taget teten og er blevet etablerede med stil, men hvad skal der nu ske med den endnu sværere treer?.