In the cut
Alt hvad du ved om begær er død forkert!
Man tager skuespilleren Meg Ryan, der fortrinsvis er kendt fra romantiske komedier og instruktøren Jane Campion, der som den første kvindelige instruktør fik guldpalmerne i Cannes i 1993 for ’The Piano’. Historien hentes fra en kriminal-/spændingsroman af Susanna Moore om den stille universitetslærer Frannie Avery fra New York, som har så svært ved at finde en mand. For at sikre retten et passende kulturelt islæt har fotografen Dion Beebe udført sit arbejde i halvmørke - mens krydderiet i retten udgøres af skuespillere som Mark Ruffalo i den mandlige hovedrolle og af Jennifer Jason Leigh, Kevin Bacon og Nick Damici i birollerne.
Nå ja, så er der jo også lige et par scener med en aldeles bar Meg Ryan, der skal fuldender billedet af læreren, der er åh så sex-fikseret men alt for meget knudemenneske til rigtigt at gøre noget ved det.
Udgangspunktet for historien er, at Frannie under en konsultation med én af sine elever overværer, at en mand med Spar 3 tatoveret på sit håndled får et blowjob. Pigen bliver siden fundet død i nabolaget, hvorefter Frannie bliver opsøgt af politibetjenten Michael Malloy. På den ene side opstår der en tydelig seksuel spænding mellem de to, mens Frannie på den anden side frygter, at Malloy er gerningsmanden, fordi han også har Spar 3 tatoveret på sit håndled.
Der er lagt op til en tæt crime noir en drabelig serie af mordsager på overfladen og med udtalte seksuelle undertoner. Man følger desuden forholdet mellem den stille Frannie og hendes noget mere udsvævende halvsøster Pauline, spillet af Jennifer Jason Leigh. Efter mange overvejelser og diskussioner med halvsøsteren kaster Frannie sig ud i et seksuelt eventyr med Malloy - om end hun stadig bærer på skepsis over for hans motiver og tvivl om hans delagtighed i mordene.
Problemet er bare, at man aldrig kommer rigtigt tæt ind på livet af personerne i historien. Dialogen eruinspireret, på grænsen til det håbløse. End ikke scenerne med den afklædte Meg Ryan rummer den nærvær og sitrende spænding, som Susanna Moores roman lægger op til. Jane Campions ’In the cut’ ender derfor med at være en godt tænkt stiløvelse, der bare ikke får lov at rigtigt at lette.
Gamereactor Danmark