Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Import Tuner Challenge

Import Tuner Challenge

Uopfindsomt, fladt og teknisk svagt bilspil, der ikke kan skjule sig under sin nye titel. Asmus har spillet det seneste spil i Tokyo Highway Battle-serien...

Jeg så forleden en bil, der fik mig til at grine højlydt. Det var en beskidt Ford Taunus-agtig sag med tagbagagebærer og rustpletter på døren. Hastigheden, denne rædsel af en bil skød, nærmede sig snildt de 60 kilometer i timen, og udstødningen var blysort. Inde i bilen befandt der sig et stereoanlæg, hvis bas fik bilen til at gynge godt i affjedringen. Kombinationen af dette brugtvognsforhandlerens mareridt og stereoens tunge Gangsta-raprytmer, var simpelthen bare for latterlig. Jeg grinte dog ikke åbenlyst, idet svigermors drøm af en glatbarberet, hårdtpumpet gut med ørering, poset trøje og enorm hængerøv, ikke så ud til at have humor. Ikke desto mindre undrede jeg mig, for hvorfor dog putte sådan et avanceret lydanlæg ind i en bil, der nok falder fra hinanden ved næste regnbyge?

Import Tuner Challenge tager udgangspunkt i gaderæs på de japanske motorveje. Gisp, tænker den ærede læser, hvor lyder det bare utrolig spændende! Jeg ved det godt, det lyder sindssvagt spændende. Derfor piner det mig også at fortælle, at spillet slet ikke er spændende. Slet ikke faktisk. Konceptet er ellers jævnt interessant, om end ufatteligt uoriginalt. Du køber en bil, justerer dens udseende samt ydeevne og racer mod nogle andre motorbøller. Vinder du, tjener du penge. Så enkelt er det. Det er Tokyo Highway Battle-serien, nu bare med et nyt navn.

Kontrollen af bilerne er ikke heldig. Genki har åbenbart været i tvivl, om der skulle satses på autenticitet eller en mere arkadeagtig styring. Derfor sætter kontrollen sig midt mellem to stole og synes det ene øjeblik at opfordre til vilde udskridninger, mens det næste tilskynder en mindre dumdristig kørestil.

Spændende er kørslen heller ikke. Du kører som sagt rundt på japanske motorveje og leder efter rivaler at køre imod. Nu har motorveje desværre aldrig været de rene adrenalinbomber, og de bliver det heller ikke i Import Tuner Challenge. Hårnålesving og deslige er røget ud af vinduet til fordel for bløde sving, der ikke burde få nogen til at ryste på hånden. Omgivelserne er heller ikke særlig interessante. Bygninger, store som små og alle grå, står side om side og gør sit til, at farvepaletten aldrig kommer på hårdt arbejde. Bilerne selv er mere interessante, idet deres detaljegrad, takket være klistermærker og andet gejl, er noget højere end omgivelsernes. Der er i øvrigt flere muligheder for at gøre bilerne personlige. Mulighederne er ikke overvældende i forhold til andre spil, men de er rimelige.

Du kører som sagt rundt på de japanske motorveje og alt imens du prøver, ikke at kede dig for meget, leder du efter modstandere. Finder du en, kan du udfordre ham ved at blinke med forlygterne. Herefter kan det kun gå på to måder. Enten er din bil hurtigere end hans, hvilket betyder, at du sætter ham af eller nemt skubber ham ind i modkørende trafik, eller også kører han fra dig og efterlader dig i en sky af udstødning. Der er ingen spændende dueller. Hvad der er irriterende, for ikke at sige en smule deprimerende, er, at man ikke kan se om en modstander er hurtigere end én selv. Der er ikke andet at gøre end at udfordre ham og håbe på det bedste. En omtrent ligeså opmuntrende oplevelse kommer, hvis man spiller via Xbox Live, idet modstanderne her som regel har de stærkeste biler og det lækreste tilbehør. Lyspunktet er dog, at modstanderne ikke er så debile som i singleplayer.

Nu kan det være, at du undrer dig over indledningen på denne anmeldelse. Hvad har en eller andens bil med et spil at gøre? Import Tuner Challenge er sjovt nok lige det modsatte af den latterlige bil med det lækre lydanlæg. Import Tuner Challenge er et ligegyldigt og kedeligt spil, i en interessant konsol med masser af muligheder. For metaforens skyld er Import Tuner Challenge en kasettebåndsafspiller i en Lamborghini. Med mindre man ligefrem har lyst til køre rundt på japanske motorveje, er der ingen grund til at bruge penge på Import Tuner Challenge. Især ikke, fordi der allerede findes langt bedre alternativer på Xbox 360, som eksempelvis Project Gotham Racing 3.

04 Gamereactor Danmark
4 / 10
+
Masser at rode med.
-
Kedeligt og ualmindeligt uoriginalt. Dårligt og ensformigt online. Mangelfulda grafik og lyd.

Import Tuner Challenge