Icarus

Der må jo klart være et marked derude for denne slags film, for der er tilsyneladende nogen, der bliver ved med at poste penge i dem. Det er bare et marked, jeg ikke forstår. Når man har selvindsigt nok til at lave en film, der fungerer både som selvparodi og samtidig opfylder de primale forventninger for blodtørst, såsom The Whole Nine Yards, Demolition Man eller sågar The Last Action Hero, så har vi efter min opfattelse med en tilfredsstillende underholdningsoplevelse at gøre. Med det mener jeg, at jeg på ingen måde vil fremstå som en, der giver en plaf-plaf-film en lav score fordi jeg synes, den mangler filosofisk dybde eller et troværdigt manuskript - det er slet ikke de spilleregler, vi spiller efter.

Når det så er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tage mig til hovedet over hvor stok-konservativ og ensporet, genren kan være, når man giver den lov til at træde vande og bare hive tilfældige klicheer op fra plot-skuffen.

Dolph Lundgren spiller sig selv i rollen som den KGB-agent, han tilsyneladende altid spiller, som flygtede efter Sovjetunionens fald og fik arbejde hos den russiske mafia. Uden at han egentlig nogensinde får regnet ud hvorfor, så er der pludselig en del mennesker, der gerne vil slå ham ihjel. Og den går ikke, når man i virkeligheden er træt af al larmen og helst vil have jakkesæt på, være sammen med sin datter og bruge sin alenetid på at levere stoisk, halvhjernet voice-over, der får Harrison Fords famøse voice-over i biografversionen af Blade Runner til at lyde Shakespeareansk.

Icarus er en af de film, der kun leverer på løfterne om den primale blodtørst, men har ingen substans overhovedet. Lundgren er nærmest stoisk hele filmen igennem og taler næsten udelukkende i monosyllabiske sætninger, til det punkt hvor det nærmest bliver komisk, at hans medspillere er nødt til at stille ham fire-fem spørgsmål før han mæler et ord. Han bliver kun levende når pistolerne ryger op ad lommen, og når det kommer til at levere et lag prygl efterfulgt af en kugle for panden, så har Lundgren ingen problemer med at komme op i tempo.

Lundgren har selv siddet i instruktørstolen, hvilket hverken hjælper eller er en belastning: Icarus er skudt efter de mest basale cinematografiske regler, og ligner i bedste fald noget, der er skudt med et håndholdt kamera under unaturlige, særdeles gunstige lysforhold. Actionscenerne er af den standard hyperaktive klipningsvariant, hvor man først er helt sikker på hvad der reelt foregik efter slåskampen er overstået og man får et totalbillede af slagmarken.

Skal du have tæsk på dit tv, så leverer Lundgren som han altid gør. Der er intet nævneværdigt omkring al larmen, men det er vist heller ikke tiltænkt. Men min lave score kommer sig af, at jeg ikke fornemmer nogen gejst eller glæde bag projektet; der er ingen opfindsomhed, manuskriptet er så kedeligt som en 4. klasses fristil, og Lundgren kan ikke engang optrævle nok entusiasme i sin rolle til at få en bh af i hans første scene. Jeg er målløst uinteresseret, og man skal virkelig skrue standarderne i bund for at få nogen reel underholdning ud af dette ugidelige, klichéfyldte stykke larm.