Hustle & Flow

Jeg ved ikke med dig, men når en film er produceret af et selskab ved navn Crunk Pictures, er jeg så godt som stået af på forhånd. Det minder mig om dengang pladeselskaber som No Limit også ville lave film og fyldte videohylderne med ligegyldigt ragelse, som ikke ville andet end at glorificere vold, fisse og 40’s. Ikke fordi der er noget galt med vold, fisse og 40’s, filmene var bare sjældent særlig gode. Hustle and Flow har godt nok vundet en del priser, blandt andet en Oscar for bedste sang, og Terrence Howard blev nomineret for bedste hovedrolle. Det siger måske ikke så meget, Marisa Tomei vandt engang en Oscar for sin rolle i My Cousin Vinny.

Historien om en person på bunden, der må kæmpe sig til tops mod alle odds, er måske også set en halv million gange før. Nej, drop måske, den er set en halv million gange før. Det gør dog ikke denne slags historier mindre hyppige i moderne film"kunst". Specielt i Hollywood bliver de sprøjtet ud som sæd fra en avlshingst. I golfsprog, starter Hustle And Flow for mig med et handicap på 110. Det er meget. Derfor er det også så meget mere overraskende, at det er ren hole in one resten af vejen. På trods af al modstand, er det nemlig intet mindre end en rigtig god og sindssygt medrivende film.

Hvis du var en af dem, der gik og troede, at det kun er luderne der har det hårdt, kan Hustle And Flow fortælle dig, at det altså heller ikke er lutter lagkage at være alfons. En sådan en er DJay, som bruger størstedelen af sin tid på, at køre rundt med sin "primære investering" Nola, for at skaffe penge til at forsørge den gravide Shug. Ved et lille filmisk lykketræf anskaffer han sig et børnekeyboard, og pludselig er grundlaget for en spirende karriere som rapper lagt. DJay har nemlig det, man på godt gammeldags dansk kalder "flow".

På papiret virker plottet måske ligeså vandtæt som en si med ekstra huller, men det virker. Hustle And Flow er en af den slags sjældne tilfælde, hvor alting går op i en højere enhed. Det lykkes instruktøren Craig Brewer, at skabe sympati for noget så nederdrægtigt som en mand der sælger kvinder, og oven i hatten får han rystet sig fri af alle de værste klicheer, ved at bevæge sig direkte ind i samtlige. Det skal ses for at give mening, og det er en opfordring til alle. Du behøver hverken at kunne lide ludere, lommetyve, alfonser eller hiphop, for at finde fodfæste i Hustle And Flow. Det er nok, at kunne lide en god historie, fortalt på en tårefremkaldende facon. Og hvem kan ikke det?