Hotline Miami 2: Wrong Number

{Hotline Miami 2: Wrong Number} minder meget om sin forgænger, både hvad angår udseende og stemning. Det er en god ting. De, der nød det første spil, da det udkom sidste år (eller for nyligt hentede det til PS3/Vita) vil være ivrige efter mere af det samme, og det er nøjagtigt hvad de får.

Den hypnotiske puls i soundtrackets beats, samt den tilbagevendende patenterede brutalitet og vold, skal nok - og bør - få fans til at savle ved tanken om at vende tilbage til Miamis farverige 80'er-underverden.

En af de første ting jeg bemærker er, at selvom omgivelserne i høj grad minder om dem fra det oprindelige spil, så foregår her mere. Nuancerede detaljer, som vasketøj der bevæger sig på en tørresnor, får spilrummet til at virke mere plausibelt. Men dette er ingen overhaling, der er ingen drastiske ændringer i formlen. Det er snarere en uddybelse. Og det er blevet til, fordi Dennaton ikke kunne lade være med at tænke på det første spil. De var nødt til at lave en efterfølger før de kunne komme videre.

"Da vi lavede {Hotline Miami}, fik vi en masse ideer mens vi arbejdede på spillet, vi snakkede om baggrundshistorie og nye figurer", fortalte Dennis Wedin for nyligt i et interview med Gamereactor. "Så det samlede vi sammen på, og planen var at lave et andet spil i mellemtiden, og så lave {Hotline Miami} 2, men vi kunne ikke lade være med at tænke på {Hotline Miami} 2. Det føltes som der var en masse mere, vi kunne gøre med det her spil".

Demoen begynder i et filmstudie. Vi styrer Griseslagteren, og får hurtigt forklaret styringen. Derfra er det direkte action, og endnu en gang får vi blod på hænderne. Efter at have ekspederet en vagt træder vi ind i et rum, myrder en mand, hvorefter vores grisehovedklædte figur smider bukserne og bestiger den pige, der kravler rundt på gulvet. Ingen kontroverser her, altså.

Men det er blot optagelser til en film baseret på det første spil, kaldet Midnight Animal, og før der sker flere skandaløse ting råber instruktøren "cut!", og vi er i gang med en af de velkendte mellemsekvenser med talende hoveder. Vi får at vide at vi skal være mere voldsomme, da det jo trods alt er meningen at vi slår folk ihjel, og pigen får at vide at hun skal være "mere hjælpeløs og skræmt, du ved... Mere piget". Det ville være let at være fornærmet, men for dem, der allerede er bekendte med serien, står det klart at her foregår mere end det umiddelbart ser ud til.

Efter mellemsekvensen hører vi titelmusikken, og det står klart at der vil være en mere dyster tone i soundtracket denne gang ("vi ville gerne give soundtracket en mere sørgmodig stemning, for det her er enden, det her er det sidste spil"). Men det fænger stadig, og er fyldt med synth riffs i stil med dem, der passede så superbt til det første spil.

Herfra er det videre til en anden mellemsekvens, og denne kommer før actionen. Fire dyrehovedklædte figurer sidder rundt om et bord og planlægger død og ødelæggelse. Vi indtager rollen som en af disse misdædere, vælger en maske, og springer ud i det.

Selve banerne er en fortsættelse af det, der er kommet før. Dennaton forsøger ikke at genopfinde hjulet. Forbedringerne er subtile, og selvom vi ikke har set meget af historien endnu, lader fortællingen til at være det punkt, hvor mange af fremskridtene kan ses, sammen med en række spilbare figurer, der har hver deres motivationer. De Lynch-agtige drejninger i historien vender tilbage, og det samme gør den uforfærdede vold.

Sværhedsgraden er stadig brutal. Jeg har opgivet at tælle hvor mange gange jeg trykkede Restart efter at være blevet tromlet af patruljer og set mine indvolde blive spredt ud over gulvet som syltetøj på et stykke franskbrød.

Det hjælper selvfølgelig ikke at jeg bliver ved med at ramme autofire-knappen på den R.A.T.-mus, jeg spiller med, så jeg ofte kommer til at tømme mine skydevåben, når jeg kun ville slippe et enkelt skud eller to. I sidste ende vælger jeg at gå ren melee, da jeg så undgår sårbare situationer, når jeg har brugt alle mine kugler på et fejlklik. Det er alligevel en stil, jeg kan lide at bruge (jeg brugte étslagsspecialisten Tony i det første spil hele tiden), så det gør ikke noget.

Spillet fungerer som du husker. Man knuger sig til hjørnerne og udløser fælder. Reagerer hurtigt. Angriber præventivt. Udnytter overraskelsesmomentet. Jeg timer mine dørspark og slår patruljer omkuld, og skærer mig vej gennem modstandere med melee-våben. Når situationen tillader det, griber jeg et automatvåben og sprøjter kugler rundt i rummet eller ned af en gang, indtil alle ligger ned.

Som i originalen kan et enkelt fejltrin være lig med døden. Det er lige så nådesløst i den henseende. Jeg måtte starte forfra mange gange, men da man stadig respawner øjeblikkeligt, gør det ikke noget. Man kan snildt argumentere for, at dette netop er kernen af det, der er tiltalende ved spillet. Banerne byder ikke på simple udfordringer. Man kan ikke bare sejle gennem dem og rydde dem i første forsøg (eller, nogle kan sikkert, men jeg kan i hvert fald ikke). {Hotline Miami} 2 er nøjagtigt det, man ville forvente: surrealistisk, blodigt og makabert.

Wrong Number vil også have en Hard Mode (til den håndfuld folk, der synes det første spil var for let), der fjerner muligheden for at låse sigtet fast og giver spilleren mere at tænke over. Kombineret med en mere "meta"-agtig tilgang til historien, dufter det af mere genspilbarhed og intriger i denne omgang.

Jeg spillede spillede demoen igen og igen, og efter utallige forsøg nåede jeg endelig frem til afslutningen. De fire dyrehovedklædte figurer, der tidligere planlagde en bølge af ultravold, står over en hjælpeløs mand, der ligger på ryggen på et sofabord. Et slag til hans ansigt brækker hans hoved åbent, men han skriger stadig. De fire begynder så at tæske ham til døde uden antydningen af anger. Det er ubehageligt. Det er horribelt. Det er på grænsen til at være krænkende. For fanden, jeg elsker det.

Husk du kan stadig finde anmeldelsen af det første spil i serien både til PC og PS Vita på vores anmeldelsessider.