Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Homeworld 2

Homeworld 2

Så skete det endelig. Fortsættelsen til et af de bedste RTS-spil gennem tiderne landede på redaktionens bord.

Så skete det endelig. Fortsættelsen til et af de bedste RTS-spil gennem tiderne landede på redaktionens bord. Gamereactor nyder det frie liv i det ydre rum sammen med det absolut bedste RTS-spil i år - nemlig Relics Homeworld 2.

Året er 1999, Relic smider deres Homeworld-spil på gaden, og det viser sig hurtigt, at Relic har formået at bringe RTS-genren til uanede højder. Året er nu 2003, og Homeworld 2 starter med, at du flyver fra Hiigara, den planet som du endte ved i det oprindelige Homeworld-spil, og ud i det ydre rum. En rejse i det ydre rum vil ikke være fuldendt uden en farlig modstander, og her møder man ingen ringere end Sajuuk-Khar, der er leder af Vaygr-racen. Sajuuk-Khar har udset det som sit mål at ødelægge Hiigara, og her kommer du ind som den mægtige Karan S'jet, som skal rede planeten samtidig med, at du skal finde ud af, hvorfra du egentligt kommer.

Hvis du, som hele redaktionen, har spenderet mange nattetimer sammen med Homeworld, kan du godt begynde at glæde dig, for Homeworld 2 tager de bedste ting fra Homeworld og bringer dem up-to-date. Der er blevet lagt meget arbejde i at implementere forbedringer i spillets gameplay og ikke mindst dets interface. Derudover er der gået fire år siden Homeworld kom på gaden, så Homeworld 2 har fået en ansigtsløftning af dimensioner. Den forbedrede grafik, det eminente soundtrack og sidst, men ikke mindst det eminente gameplay får tiden til at gå så hurtigt, at du slet ikke får din nattesøvn.

Er du bekendt med det oprindelige Homeworld-spil, vil du ikke have behov for at kigge i spillets manual det første stykke tid. Måden man konstruerer skibe, brugergrænsefladen og kommandoerne er praktisk talt identiske, og man kommer derfor hurtigt og nemt i gang med spillet. Hvis du har været lukket inde i husets kælder de sidste fire-fem år - hvilket jo desværre kan ske - har du selvfølgelig ingen forudsætninger for at kende til styringen i Homeworld, men heldigvis formår de første par missioner på en ganske betryggende måde at introducere spillet til dig, så der er ingen grund til ikke at få mange timer til at gå med Homeworld 2.

Spillere af det oprindelige Homeworld-spil vil uden tvivl kunne huske, hvor irriterende det var, at man både skulle indstille, hvor aggressive flyene skulle være, og også i hvilken formation de skulle flyve - for oftest glemte man at få disse ting bestemt, og resultatet var som oftest nederlag. Heldigvis har Relic lyttet til folkemængden og ændret systemet, så man kun skal vælge en taktik, hvorefter flyene så selv vælger en formation, der passer til taktikken. Indsamling af resurser foregår som i alle andre RTS-spil - du har enheder, der henter rumskrot, som din moderskib så laver om til noget mere brugbart.

Rumkampene er et helt kapitel for sig selv, og heldigvis har Relic vist, hvordan det skal gøres. Relic gør det nemlig muligt selv at bestemme, hvilken del af modstanderen man vil angribe. Det vil sige, at man kan vælge kun at angribe fjendens kanoner og i første omgang være ligeglad med, at motorerne ikke bliver angrebet - for det er jo helt tosset at forsøge at ødelægge selve modstanderen, mens han stadigvæk har mulighed for at skyde igen.

Hvis man havde forventet et ikke-lineært spil, så bliver man fælt skuffet, når man sætter sig ned med Homeworld 2. For at komme videre til den næste mission skal alle opgaverne være løst. Når du så er kommet igennem alle missionerne, bliver du mødt af en sort/hvid mellemsekvens, der fortæller lidt historie, inden du bliver kastet ud i den næste halsbrækkende mission. Lad det være sagt med det samme: Homeworld 2 er ikke nogen søndagsudflugt, og du skal ikke forvente, at du kan gennemføre alle missionerne første gang, du prøver. Homeworld 2 er ikke som alle de andre RTS-spil, for du får nemlig lov til at videreføre dine overlevende fly til næste mission. Nøglen til ubetinget succes er således at få fingrene i alle de ressourcer, der er på en bane og at konstruere alle de fly, man overhovedet kan, inden man gennemfører missionen. For så har man større chance for at gennemføre den næste mission.

På et eller andet tidspunkt kommer man til at ville prøve kræfter med andre end bare computeren, og her byder Homeworld 2 på kampe enten via et lokalt netværk eller via internettet. Multiplayer-delen er faktisk en ganske god og lærerig måde at blive introduceret til spillet på - man kan bare vælge en modstander, der er lige så god (eller dårlig) som en selv, og på den måde få den optimale indgang til spillet. Med andre ord har Relic ramt plet med Homeworld 2, for spillet er alt det, vi har gået og drømt om og lidt til.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Yderst velfungerende spiloplevelse.
-
Sværhedsgraden vil være frustrerende for enkelte spillere.