Hitman

Jeg har altid godt kunne lide lejemordere. Deres iskolde attitude, knivskarpe præcision og opfindsomme mordløsninger, gør dem til noget helt specielt. Når det er sagt, har jeg aldrig spillet særlig meget {Hitman}. Dog har jeg tit set andre spille det, og jeg har på fornemmelsen, at hans fremgangsmetoder i filmatiseringen, ikke stemmer helt overens med dem i spillene.

Filmens handling tager ikke udgangspunkt i nogle af spillene, men prøver derimod kræfter med en forholdsvis ny historie, selvfølgelig med fokus på vores kære Agent 47. Opvokset og trænet af en tophemmelig verdensomspændende organisation kaldet... ja, The Organisation. En dag får han tilbudt den tunge opgave, at skulle snigmyrde Ruslands nyvalgte præsident Mikhail Belicoff i al offentlighed. "Just another day on the job", tror jeg Agent 47 tænker, for han klarer i hvert fald opgaven til perfektion, indtil det uventede sker. Dagen efter får han nemlig information om, at præsidenten er i live, og ikke nok med det, så var der et vidne til attentatet. Pludselig er alt fra Interpol og den russiske efterretningstjeneste, til sågar hans egne "kolleger" i hælene på ham. Fra at være jægeren til nu at være den jagede, prøver 47 ihærdigt at redde sit vidne fra døden, samtidig med at han vil færdiggøre det job, han nu engang blev tildelt.

Ja, der er hældt i kedlen til en hæsblæsende omgang action, og på det område fejler filmen ikke. Blod, slagsmål, skuddueller og eksplosioner, bliver serveret i en næsten uafbrudt køre, og selv om det hele virker som noget, der er set før, er det unægteligt underholdende. Hvis handlingen, jeg prøvede at beskrive ovenfor virker tiltalende, kan jeg dog med det samme sige, at plottet er ren fis i en hornlygte, som kun Hollywood kan lave dem. Ligegyldighed er nøgleordet her, og det er rent faktisk en skam.

For selvom filmen er fyldt til bristepunktet med action og en befriende mangel på intelligens, så sidder man unægtelig med en smag i munden, der siger, at noget er gået helt galt her. Faktum er nok, at filmskaberne skulle have fokuseret på noget andet end larmende action og et lamt plot, og skulle måske have valgt at lave en intelligent, opfindsom, persondrevet thriller i stedet. Er det ikke ligesom det, Hitman lægger op til?

Når det er sagt, så mener jeg personligt, at Timothy Olyphant klarer rollen som Agent 47 fortrinligt. Med forbavsende få ansigtsudtryk formår han, at give lejemorderen en fantastisk cool personlighed, og der var flere gange undervejs, hvor jeg bare fik lyst til at være Agent 47. Skal man kigge den modsatte vej, så er Ulrich Thomsen som Ruslands præsident en dybt fesen affære. Med en stærkt fordansket accent, smadrer han den mindste form for troværdighed. Samtidig er rollen så karikeret, at det ikke er svært at se, hvilken nation, der har fundet på manuskriptet; hint, den starter med U og slutter med SA.

Hitman er på mange måder en fejlfortolkning af et populært spilunivers og en verdenskendt spilkarakter. Den beviser desværre, at Hollywood er uforbederlige, når det kommer til respektable filmatiseringer af spil. Kan man bære over med dette, kommer man dog ikke udenom det faktum, at filmen er ret så underholdende og perfekt egnet til en hjernedød filmaften med vennerne. Se den for det, den er, og ikke det, den burde have været.