Hirogami

Origami er den japanske kunstart at kunne folde et kvadratisk stykke papir og skabe forskellige figurer og mønstre uden brug af lim eller saks. Origami er en sammensætning af de to japanske ord "oru" (at folde) og "kami" papir og det er langt mere end en hobby - det er nærmest en kunstart og en måde at lære rumlig forståelse og træne finmotorik på.

Spillet Hirogami er inspireret af netop origami og det hele udspiller sig i en smuk verden, hvor alt ser ud til at være foldet af papir. Man tager rollen som den tidligere origami-kunstner Hiro, der selv er en menneskelignende origami-skikkelse, hvis verden er blevet inficeret og forgiftet med Blight, en slags digital forbandelse, som står meget godt i kontrast den digitale verden vi lever i, kontra den taktile og fysiske verden som origami kunstarten kommer fra.

Man skal nu i en forholdsvis lineær 3D puzzle-platformer bekæmpe denne digitale forbandelse og rense naturen og dyrene for den ødelæggende plage. Hiro selv er i starten kun udstyret med en hellig vifte, som han (eller hun, Hiro er et unisex navn i Japan) kan bruge til at ødelægge koncentrationer af Blight med og han/hun kan også "folde sig selv ud", så han/hun igen bliver et stykke papir, som kan klemme sig igennem snævre passager, svæve over længere afstande eller lade sig føre med af varme luftstrømme.

Efterhånden som man kommer igennem spillet, vil Hiro rense forskellige dyr for Blight og kan derefter tage deres form. Dyrene har forskellige styrker, svagheder og specielle egenskaber - for eksempel er det første dyr et bæltedyr, som nærmest ikke kan hoppe og som bevæger sig utroligt langsomt. I stedet kan det rulle sig sammen til en kugle og med høj fart kan det knuse kasser og fjender i omgivelserne og senere rulle gennem både ild og lava. Senere får man også adgang til en tudse, en stor og stærk gorilla og en fugl, hvor fuglen kan folde sig om til en papirflyver i nogle specielle flyve-levels.

Banerne er designet sådan, at man hele tiden skal skifte mellem de forskellige dyr og det ser godt ud, når Hiro i realtime folder sig fra den ene form til den anden. Forskellige typer af fjender skal bekæmpes med den ene form, mens andre puzzles og fælder, skal løses og undgås med andre dyreformer. Der går lidt tid, inden man har det hele i fingrene, men når det sidder der, skifter man hurtigt og let mellem de forskellige origami-dyr.

Hirogami er i virkeligheden en simpelt konstrueret puzzle-platformer, med en række lineære baner, som man vælger i en hub-verden. Selve spil-mekanikkerne er på ingen måde nye og banebrydende, men fordi der er trukket den her origami-vinkel ned over det hele, bliver de rudimentære mekanikker løftet op på et højere niveau, end hvad de i sig selv kan præstere.

Banerne kan være ganske store og selv om der er en fastlagt rute igennem dem, er der stadig masser af gemte områder, som skal findes og mange af dem er først tilgængelige hvis man genbesøger tidligere gennemførte baner, men nu med adgang til nye dyr og dermed nye egenskaber.

Den visuelle side er virkelig gennemført og som sagt ligner hele spilverdenen, at den er foldet af papir. Det ser rigtigt godt ud og det samme gør de forskellige dyr, man får adgang til, men desværre følger menuerne ikke samme stil (det ville ellers være ret oplagt), da de er ret kedelige og ikke specielt veldesignet.

Så Hirogami ser godt ud og at designe et spil baseret på origami er en god idé. Desværre begynder problemerne at dukke op, efterhånden som man når længere og længere ind i spillet - hvilket jo naturligvis er problematisk. Kameraet er låst fast i stil med Sackboy og det kan kun bevæges en smule fra side til side og op og ned, så man kan se en smule rundt i omgivelserne. Det fungerede i Sackboy - men det fungerer ikke nær så godt i Hirogami.

Dette kamera giver nemlig nogle åbenlyse problemer med at vurdere afstanden til fjender, til platforme og til afsatser - og det gjorde det også i Sackboy. Forskellen på de to spil er, at platform-udfordringerne i Sackboy var temmelig simple og tilgivende, mens de i Hirogami visse steder er meget udfordrende. Til den slags krævende platform-gameplay fungerer et sådant statisk kamera ikke ret godt og man oplever mange, rigtigt mange, frustrerende dødsfald på grund af det.

Det taler ind i det næste problem, nemlig kampsystemet. Igen er det det faste kamera, der er skurken, fordi man vader ind i fjenderne, fordi man ikke kan bedømme afstanden til dem. Læg så dertil et klodset kampsystem, der ganske enkelt er for langsomt og for kluntet, når man bliver angrebet af 8-10 fjender på samme tid fra alle sider - nogen fra afstand, nogen på afsatser og andre tæt på.

Disse problemer fremhæves yderligere af, at spillet opsætter nogle mål for hver bane, før man starter. Det kan for eksempel være, at man skal klare banen på 20 minutter, befri 10 dyr eller indsamle 3000 stykker origami papir - men også, at man skal gennemføre banen uden at tage skade eller uden at dø. Det er problematisk, at spillet lægger op til at man gennemspiller banerne på tid eller uden at dø, når både kameraet og kampsystemet er så udfordret som de er.

Jeg var ganske glad for Hirogami da jeg begyndte at spille det, for i de simplere levels i starten, der fungerer det sådan set. Men jo længere man kommer ind i spillet og jo mere de forskellige dele af spillet bliver presset af en ret høj sværhedsgrad, så falder det hele ganske enkelt stille og roligt fra hinanden.

Det er ærgerligt, for Hirogami er smukt og er bygget op omkring en god design-idé, men spillet der er kommet ud af det, er mekanisk ganske enkelt ikke godt nok og et af de mest frustrerende spil jeg har spillet i 2025.