Him

College-stjernen Cameron Cade har siden barndommen haft én eneste, urokkelig drøm: at spille i NFL en dag. Den drøm ser dog ud til at blive knust, da han kort før draften bliver slået i hovedet af en mystisk maskot. Men hvor der er vilje, er der håb - og da hans største idol, den ottedobbelte Super Bowl-vinder Isiah White (Marlon Wayans), der i næsten to årtier har ledt San Antonio Saviors med strategisk snilde og taktisk perfektion, inviterer ham til sit private "compound" for et par ugers vejledning, træning og finpudsning af talentet, takker Cade naturligvis ja med det samme.

Det viser sig dog hurtigt, at Isiah ikke blot er en træner, men nærmest en slags sportsorienteret sektleder, hvis træningsmetoder og øvelser ikke bare er fysisk ekstreme, men også blodige, psykisk nedbrydende og udført som en række foruroligende fodboldsritualer. Alligevel nægter Cade at give op. Han vil bevise sit værd, gennemføre prøvelserne - og måske genvinde chancen for at blive en Savior, som han altid har drømt om.

Him er i over et år blevet markedsført som "den nye film fra Jordan Peele" (Get Out, Us, Nope) og hans hypede produktionsselskab Monkeypaw Productions. Men Peele står faktisk ikke bag kameraet denne gang - det gør Justin Tipping, kendt for sit arbejde på tv-serien Dear White People. Alligevel mærkes Peeles særlige fortællestil tydeligt i både æstetik og tematik, da produktionen tydeligvis er filtreret gennem Monkeypaws stilistisk stramme visuelle linse. Tipping vil meget gerne være lige så skarp som Peele - skabe en film med samme særpræg og pondus som Nope - men desværre lykkes han slet ikke.

Filmen emmer af Cronenberg-vibes, og den forsøger at blande religiøse symboler, kropshorror og samfundskritik i en fortælling om helvede, kontrol og identitet. Marlon Wayans leverer faktisk en solid præstation som den karismatiske, maniske White, men ellers er der ikke meget i Him, der er værd at fremhæve. Cinematograf Kira Kelly forsøger at fange det vanvid, Tipping gerne vil formidle, gennem sterile hvide rum, mørklagte saunasessioner, blod og feberdrømme - og visuelt kunne det have været effektivt, hvis historien ikke føltes så tom og selvoptaget.

For Him har nemlig intet på hjerte. Den forsøger at ligne en film med noget vigtigt at sige, men bag overfladen er der kun poserende symbolik og et ønske om at ligne andre, bedre værker. Der er tydelige ambitioner om at skabe en samfundssatire om sekter, magt og racisme i sportens verden, men alt drukner i støj, stil og meningsløshed. Him råber højt - men siger intet, vi ikke har hørt langt bedre før.